Når krisen kradser, bliver nøden større. Men når vi samtidig bliver mere gavmilde, er det mest for vores egen skyld

Ingen kan være i tvivl om, at mange er værdigt trængende i den perfekte storm af energikrise og inflation. Men taler den akutte nødsituation til vores store hjerter – selvom vi selv er ramt på pengepungen – eller er der andre kræfter på spil? Finanskrisens forbrugsmønstre, relationsøkonomi og en 20 år gammel faglitterær klassiker giver et svar.

Julen er de store hjerters og næstekærlighedens tid. Denne jul er behovet for en økonomisk eller anden håndsrækning hos de mest klemte større end i mange år. Men ligger næstekærlighed i menneskets natur? Og hvis ikke, hvilke mekanismer, drifter og instinkter styrer så vores adfærd, når mange har lidt mindre, men flere end vanligt har virkelig meget mindre? Få tre vidt forskellige eksperters bud her. Arkivfoto. 
Julen er de store hjerters og næstekærlighedens tid. Denne jul er behovet for en økonomisk eller anden håndsrækning hos de mest klemte større end i mange år. Men ligger næstekærlighed i menneskets natur? Og hvis ikke, hvilke mekanismer, drifter og instinkter styrer så vores adfærd, når mange har lidt mindre, men flere end vanligt har virkelig meget mindre? Få tre vidt forskellige eksperters bud her. Arkivfoto. 
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Siden starten af november er der ugentligt, på det sidste dagligt tikket den samme sørgelige besked ind i herværende skribents mailboks i forskellige variationer: Nye, triste rekorder i ansøgninger om julehjælp fra trængte familier til velgørende organisationer.

Men hvor årsagen til den tendens næppe er hverken overraskende eller nyt, står det anderledes til, hvis man spørger om effekten i den anden ende: For hvordan forholder det sig hos de potentielle givere, som heldigvis stadig er flertallet af os, når det nu er så tydeligt, at behovet for hjælp er større end normalt?

Bliver vi ramt i julehjertet af en forstærket næstekærlighed, eller er krybben virkelig så tom, at vi ikke har råd til at være generøse?

Svaret på begge dele er mere nej end ja, men måske ikke af de årsager, vi lige går og tror. 

Men før forklaringen på sådan en cliffhanger er der tid til lidt historie. 

Der er en vis lemmingeeffekt – med fokus på at nu skal vi spare. Så gør vi det, selvom vi faktisk har råd til at betale.

Per Østergaard Jacobsen
Ekspert i forbrugeradfærd, Ekstern Lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi på CBS

Finanskrisen fik færre til at give

Med historiske data kan man indimellem både forudsige og i visse tilfælde forklare.

Derfor er det nærliggende at studere danskernes giverlyst under tidligere økonomiske kriser. Det har ekspert i forbrugeradfærd fra Efficiens og Ekstern Lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi på CBS, Per Østergaard Jacobsen, gjort. For nylig har han desuden undervist hos indsamlingsorganisationernes brancheforening, ISOBRO, på kurset Forbrugeradfærd i en turbulent tid Hvad betyder det for fundraising og marketing?

Med tal fra Index Danmark/Gallup har han tegnet en udviklingskurve over danskernes bidrag til velgørende formål. Den viser på den ene side, at andelen af danskere, som slet ikke bidrager til velgørenhed, har været støt stigende fra 2007 (19,8 procent) og frem til 2019 (29,9 procent, toppende i 2018 med 30,5 procent).  

Det, der er tættest på, vinder. Historier om den enlige mor med stram økonomi og mennesker, der ikke har råd til brænde, kan alle læse, og den slags historier har jo fået mennesker til at donere brænde. Jeg har heller ikke mødt nogen, der var ligeglade med krigen i Ukraine endnu

Per Østergaard Jacobsen
Ekspert i forbrugeradfærd, Ekstern Lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi på CBS

Tager man de tal for pålydende, tyder det altså ikke på, at finanskrisen fra 2007-2009 har sat skub i giverlysten – tværtimod. Presset privatøkonomi har fået danskerne til at holde igen med donationer, kunne man lidt frit fortolke.  

Den tendens understøttes af de indtægtsundersøgelser, som ISOBRO og Deloitte har lavet løbende. De går dog kun tilbage til 2008, men viser at indtægterne fra såvel indsamlinger og gavebidrag var markant lavere i 2008 og 2009 set i forhold til de følgende år. 

Lemmingeeffekt og nærhedsprincip 

Men er forklaringen virkelig så simpel, at også den brede middelklasse bliver mere nærig under kriser, selvom det bliver mere tydeligt, at endnu flere har det endnu hårdere? 

Per Østergaard Jacobsens svar tager udgangspunkt i, at mennesker – som vi måske har erfaret på egen krop – ikke er rationelle. Og at der er mange lighedspunkter mellem forbrugerlogik og donorlogik.  

”Der er en vis lemmingeeffekt – med fokus på at nu skal vi spare. Så gør vi det, selvom vi faktisk har råd til at betale. Og så vil man også se en forskydning, som ikke kan aflæses i de samlede tal: Dem med virkelig mange penge giver mere, mens dem i midtergruppen giver mindre,” uddyber han.  

Og så har kriser, påpeger han, en forstærkende effekt på en bestemt tendens, der heller ikke er ny:

”Det, der er tættest på, vinder. Historier om den enlige mor med stram økonomi og mennesker, der ikke har råd til brænde, kan alle læse, og den slags historier har jo fået mennesker til at donere brænde. Jeg har heller ikke mødt nogen, der var ligeglade med krigen i Ukraine endnu, og lokale indsamlinger har givet helt vildt pote. Men oversvømmelse i Pakistan bliver til gengæld mere ligegyldigt end krig i Ukraine.” 

Corona gav os empati, god privatøkonomi og nye vaner

I Per Østergaard Jacobsens talsamling indgår også ret aktuel data - nemlig andelen af danskere, som i september 2022 svarer ja til, at de inden for de næste tre måneder vil støtte en forening eller en organisation. Det tal lå på 74,3 procent med en stigning på hele 11 procentpoint fra 66,7 procent tre måneder tidligere. I september 2021 hed det dog 72,6 procent.

Så med helt kortsigtede briller på, kunne man fristes til at indlæse en øget giverlyst netop under den aktuelle inflations- og energikrise. Per Østergaard Jacobsen advarer dog mod den konklusion: 

”Jeg tror, at stiller man samme spørgsmål igen, vil man se en dalende positiv svarprocent – for september måned var lige før mange af os fik de første meget forhøjede el-regninger og varmeregninger og læg dertil alle de andre pristigninger på varer.”

Jo mere vi alle sammen er bekymrede, jo stærkere et udtryk er det, at vi tør give til andre - meget stærkere end når der er overflod. Scoreværdien af at give noget nu, bør være højere end at give noget i opgangstider

Tor Nørretranders
Forfatter

Til gengæld mener han, at tendensen fra coronaåret 2020 er ret solid: Der dykker kurven med dem, der slet ikke giver noget til velgørenhed markant ned til 21,4 procent – der er altså markant flere, som giver.   

”Under covid får vi medlidenhed med andre, fordi vi også har ondt af os selv. Vi har mange penge, fordi vi har restriktioner, så ud over donationerne har det også ført til et ændret forbrugsmønster. Fokus på bæredygtighed har gjort det ’moderne’ at købe genbrug men også designermøbler og bedre og dyrere vin og i det hele taget kvalitetsvarer, så nogle virksomheder har haft kronede dage. 

Med den historiske baggrundsviden in mente, hvordan tror du så, donationsmønsteret vil se ud i den relativt nære fremtid?

”Jeg tror, at andelen af danskere, som slet ikke giver noget, vil stige. Det er selvfølgelig fragmenteret – men nogle vil klart give mindre, og nogen vil lade være, fordi de ikke kan. Nogen vil overveje nøje, hvor de skal give – med logikken omkring nærhed for øje.”

Det generøse menneske vifter ekstra med påfuglefjeren i krisetid

Mens rationaliteten altså får lad os sige begrænset spillerum i afsætningsøkonomens forudsigelser, er den så godt som reduceret til en urkraft eller drift i en anden forklaringsmodel. Den har præcis 20 år på bagen, men det gør den ikke mindre relevant.

For 20 år siden udgav Tor Nørretranders bogen ’Det generøse menneske,’ som mange måske vil huske for den karakteristiske forside med en påfuglefjer. Fjeren, som jo er påfuglehannens ultimative tegn på overskud og formeringskapital – for tænk hvilken overlevelsesstyrke, der ligger i at kunne klare sig PÅ TRODS af noget så upraktisk som en spraglet, strittende halefjer.

Bogen forklarer menneskets moralske og altruistiske adfærd med afsæt i forskellige videnskabelige tilgange som biologi, psykologi, økonomi og antropologi. Dens hovedpointe var, meget forsimplet, at mennesker opfører sig generøst for at signalere overskud og gøre sig attraktive – og i sidste ende for at forøge chancen for at tiltrække en mage og formere sig.

I vikingetiden var det sexet at kunne hugge hovedet af en anden mand, og det ville jo være upassende i dag. I en krisetid vil det i højere grad anses som upassende at ødsle med penge – hvis du for eksempel bygger en åndssvagt stor villa lige nu, eller hvis du har en meget benzinslugende bil eller et privatfly, ser det ikke for kønt ud

Tor Nørretranders
Forfatter

Nørretranders’ pointe og det tilhørende menneskesyn fik hug for at være kynisk, forsimplende og endog misogynt, men fascinerede, betog og overbeviste også mange – både læsere og anmeldere.  

I denne sammenhæng er skudsmål også mindre vigtige – det interessante er derimod, hvad der sker, hvis man forfølger bogens logik ind i en krisesammenhæng.

For hvis mennesket er generøst for at være attraktivt i andres øjne, må det per definition give mere credit at være generøs, når der er krise. Ergo burde krisen forstærke trangen til at give. Eller hvad?

”Det kan man sagtens argumentere for – jo mere vi alle sammen er bekymrede, jo stærkere et udtryk er det, at vi tør give til andre - meget stærkere end når der er overflod. Scoreværdien af at give noget nu, bør være højere end at give noget i opgangstider,” siger forfatteren og følger selv op:

”Men det besvarer jo ikke spørgsmålet om, hvorvidt vi reelt giver mere. Undersøgelser viser, at det er ret modsætningsfyldt, og du kan finde indikationer for modsatrettede svar. Mit gæt, som altså er et gæt, er at det med at give er en enormt mangehovedet uhyre. I den ene ende af skalaen er de rige, som giver til filantropi som sådan en mega påfuglefjer, meget organiseret. I den anden ende er der noget med at give til det åbenlyse, hvor du hjælper din nabo, som er i vanskeligheder. Det sidste forestiller jeg mig mere udbredt i kriser end en stigning i det institutionaliserede og ansigtsløse, hvor du pænt donerer hver måned til Røde Kors via betalingsservice.”

Afhuggede hoveder og benzinslugere er usexet - men det har det ikke altid været 

Kigger man tilbage på Per Østergaard Jacobsens tal, kan man faktisk også læse den tendens ind i dem – nemlig at økonomisk krise kan sætte en bremse på for netop den type giverlyst – som jo er den, der bliver spurgt til i undersøgelser, der kortlægger donationer og hensigten om at donere til velgørende organisationer og foreninger.

Kan en tilpas høj grad af økonomisk klemthed sætte en stopper for vores generøsitet, selvom den er drevet af en meget stærk motivation?

”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg tror, økonomisk klemthed kan gøre stor forskel på, hvad der ser attraktivt ud. Historisk har det jo ændret sig enormt, hvad der er sexet – i vikingetiden var det sexet at kunne hugge hovedet af en anden mand, og det ville jo være upassende i dag. I en krisetid vil det i højere grad anses som upassende at ødsle med penge – hvis du for eksempel bygger en åndssvagt stor villa lige nu, eller hvis du har en meget benzinslugende bil eller et privatfly, ser det ikke for kønt ud.”

Tor Nørretranders har dog den tilføjelse, at mennesker, når de er klemt, generelt er mindre tilbøjelige til at hjælpe andre. Og at den mekanisme med en vis begrundelse kan overføres til økonomi.

”Hvis du er småsyg, er du mere tilbøjelig til at vrisse af andre. Og når det er krise, er det som om, vi har lidt influenza i økonomien og har nemmere ved at ignorere dem, der har det dårligt. Omvendt forstår man bedre, at andre er i vanskeligheder, når man selv er presset. Men lysten til at hjælpe andre mennesker i nød er dyb og instinktiv, og spørger du hvilken drift, der er stærkest, vil jeg sige den,” siger han.

Generøsitet i det politiske system versus individer

Et andet og knap så ædelt aspekt af menneskers adfærd i kriser som Tor Nørretranders også påpeger, er trangen til at udpege syndebukke – ofte i form af minoriteter og/eller etniske grupperinger. Men det er heller ikke kun i krisetider, at etniske minoriteter udskammes eller marginaliseres eller ligefrem lægges for had. Det sker skam også i økonomiske opgangstider. På den baggrund vil den 67-årige forfatter også gerne advare mod at sammenligne krisesituationen nu med tidligere tider.

”Jeg ved godt, folk har problemer med varme- og elregninger. Men helt ærligt, i 30’erne var der sult og massearbejdsløshed – lige nu er der nogen friværdier, der er truet… ligner det her 30’erne, nej det gør det ikke.”

Vi har talt om, hvilke mekanismer, der gør sig gældende for det enkelte menneske. Du nævnte det måske kan forholde sig anderledes med det politiske system. Gør det det?

”Ved at stirre på dansk politik, når der er en økonomisk klemme, kan man konstatere at man vil tage fra de fattige og give til de rige – altså at lette topskatten ved at tage fra SU’en – Ikke at jeg forstår det. Men den kollektive generøsitet bliver på en eller anden måde mindre i krisetider.”

I relationsøkonomien er der ingen sikre udfald. Den er forbundet med at turde løbe en risiko – du ved jo ikke om folk udnytter dig, når du giver. Det er ligesom når Tor Nørretranders’ påfugl vifter med fjerene – så gør den det for at tiltrække en mage, men samtidig udsætter den sig for rovdyr.

Niels Thyge Thygesen
Lektor og PhD, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

Du siger, du ikke forstår det. Men kan det være fordi, politik netop i modsætning til mennesker påberåber sig til en vis grad at være rationel?

”Til dels - det er i hvert fald der, man skal lede, hvis man vil forklare det. De følelser der er involveret i politik, er ofte mindre kærlighedssøgende end dem, der er involveret i at score, og de grimme følelser får mere plads. Nu er der selvfølgelig mange ting, der kan gøre indtryk – nogle kan jo for eksempel score på at tale grimt om minoriteter, mens det i andre kredse har en minus-værdi”.

Så handler det virkelig kun om at tiltrække en mage, når vi er generøse?

”Vi er biologiske væsener med en drift imod at formere os, men samfundet og kulturen giver os jo mange forskellige udtryk og der er utrolig mange led imellem. I mine øjne er der ingen modsætning mellem, at vi formerer os af liderlighed og den slags, som anses for upassende at sige, og at det så fører til opera og anden finkultur. På samme måde, som hvis du spørger om, hvordan finere nordisk madlavning har at gøre med evolution – i sidste ende handler det om, at hvis vi ikke spiser, dør vi af sult, men på vejen kan man godt være optaget af et eksotisk bær, som ingen har interesseret sig for i 100 år.”

Generøsitet er en tjeneste i banken 

På Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS har lektor og PhD, Niels Thyge Thygesen forsket og undervist i hvad han selv kalder relationsøkonomi. Og han er for så vidt enig med Tor Nørretranders i, at krisetider giver mennesker større incitamenter til at være generøse. 

Men Niels Thyge Thygesens forklaring adskiller sig fra Tor Nørretranders’ og tager udgangspunkt i forskning af blandt andet sociologen Frank Adloff samt politologen Francis Fukiyama og Robert Putnam. Alt sammen for at forklare velfærdsværdi, og hvordan den kan skabes.

Hvis jeg skynder mig at gøre gengæld for en tjeneste, du lige har gjort mig, så har vi ingen relation. Hvis der derimod går lidt tid, så er vi bundet til hinanden, for vi skylder ikke hinanden noget økonomisk, men der er en social forpligtelse som holder os sammen

Niels Thyge Thygesen
Lektor og PhD, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

For at følge hans argumentation, må man forstå det grundlæggende omkring relationsøkonomi. Med et igen meget groft pennestrøg forklarer Niels Thyge Thygesen menneskers trang til at give med, at værdien af, at nogen gerne vil give tilbage, på mange måder er mere værd end penge. 

”Helt sat på spidsen kan du forestille dig, at du sad på en synkende skude, og du så spurgte dig selv, om du helst ville have relationer eller penge? Det samme hvis dit ægteskab var i krise – hvad skulle du så bruge flere penge til? spørger han retorisk og fortsætter:

”I relationsøkonomien handler det ikke om, hvad jeg har, men om hvad jeg giver. For når du giver noget, føler andre sig ofte forpligtet til at give tilbage og så har du relationer og værdifællesskaber. Med pengeøkonomien drejer det sig om, hvad jeg ejer – med relationsøkonomien drejer det sig om, hvilke ressourcer, jeg får adgang til. Og her taler vi om ressourcer i helt bredt format. Blandt unge studerende er det fx helt normalt, at du møder op sammen med andre for at flytte din vens sofa. Når du har bidraget, så kan du være næsten sikker på at flokken møder op, når det det er dig, som har brug for at flytte dine møbler ned fra 3. sal. At tale om økonomi ud fra en møntenhed er i virkeligheden meget indskrænket. Ressourcer udvider værdien af en økonomi”

Krisetider øger afkastet på investering i relationer

Forskningen understøtter, at netop den logik er afgørende for et lands succes og velstand i næsten lige så høj grad som økonomisk vækst og udvikling. Fukuyama har fx forsøgt at forklare, hvorfor nogle lande klarer sig ualmindeligt meget bedre end andre. Svaret er ’norms of reciprocity-, eller frit oversat, relationsøkonomi.

Og ovenpå forskningen trækker Niels Thyge Thygesen virkeligheden ind til at understøtte sin forklaring – med et eksempel på mekanismerne i krisesituationer fra en tid, som alle har i frisk erindring.  

”I krisetider trækker folk sig netop ikke ind i deres egen lille hule, men bliver faktisk mere generøse. Under corona donerede virksomheder for eksempel deres alkohol-restlagre til produktion af håndsprit, fordi der var mangel og efterspørgslen var stor. Det gav dem selvfølgelig øget status og legitimitet som virksomhed – men de bidrog også til noget, som var større end dem, nemlig et sundt samfund, som de selv er en del af” nævner han. 

Så kan man i din optik se gaveøkonomi som en form for investering, der forventes at give ekstra stort afkast i krisetider, og som derfor synes særlig gunstig?

”Ja, en slags social investering i opbygningen af værdi-, og ressourcefællesskaber. Og i den forbindelse vil jeg nævne, at når du bidrager socialt, kommer afkastet tilbage til den enkelte – og derfor er det den mærkeligste opdeling i verden, når man i den politiske verden taler om rød fløj som de kollektive og den blå fløj som de individuelle. De to ting står ikke over for hinanden; det er en falsk opdeling. For tingene hænger sådan sammen: Hvis man bidrager til det kollektive, får man individuelt mest ud af det – ligesom de unges flyttefællesskaber.”. 

Når man taler med en af dine kolleger, som er afsætningsøkonom, så siger han at mennesker langt hen ad vejen er irrationelle, og Tor Nørretranders vil måske gå med til at kalde menneskets adfærd evolutionelt rationel  – men ikke nødvendigvis på et bevidst plan. Er den relationsøkonomiske adfærd rationel? 

”Ja, du kan kalde den socio-økonomisk rationel. Dog med en enkelt og helst væsentlig adskillelse fra det, vi normalt forbinder med rationalitet: Langt hen ad vejen betyder rationalitet, at du er sikker på dit udfald. I relationsøkonomien er der ingen sikre udfald. Den er forbundet med at turde løbe en risiko – du ved jo ikke om folk udnytter dig, når du giver. Det er ligesom når Tor Nørretranders’ påfugl vifter med fjerene – så gør den det for at tiltrække en mage, men samtidig udsætter den sig for rovdyr. Men det forholder sig ofte sådan, at fordi du gør dig sårbar, tilskyndes andre til at hjælpe. 

Men når du siger, at man – ganske vidst ikke 100 procent bevidst – gør gode gerninger og er generøs fordi man kan forvente at få noget igen, hvad er det så, der gør, at der ikke bare er tale om en udveksling af ydelser, som ikke har noget med relationer at gøre? 

”Det er tiden. Man taler om social gæld – som man oparbejder, hvis der er tid mellem gaven og gengaven. Hvis jeg skynder mig at gøre gengæld for en tjeneste, du lige har gjort mig, så har vi ingen relation. Hvis der derimod går lidt tid, så er vi bundet til hinanden, for vi skylder ikke hinanden noget økonomisk, men der er en social forpligtelse som holder os sammen, en relation, som skabes i det mellemliggende halve år, der måske går, inden jeg gerne giver tilbage. Og så at det er en slags uskreven regel, at man aldrig italesætter, hvor meget gengældelsen lyder på, og hvornår den skal falde. For så er det netop, som du siger, ikke en gave, men bare udveksling af ydelser.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tor Nørretranders

Forfatter
cand.techn.soc. (Roskilde Uni. 1982)

0:000:00