Næstformand i URK: Tag med mig til Folkemødet 2018

Af Søren Bøllingtoft Knudsen
Næstformand, Ungdommens Røde Kors

Når kameraer og debatter ruller over mediernes flader og slynger punchlines fra teltdugene på Solskinsøen til resten af landet, kan det være svært at følge med. Der skal mingles, lyttes, mødes og deles – og trods ihærdig indsats er én ting sikker: Du vil gå glip af meget.

Her kan du læse om noget af det, du måske vil gå glip af.

Folkemødets program er et overdådigt tagselvbord. Det betyder, at lakridstypen kan nyde det danske Gajolvejr og shoppe rundt mellem dansk salmiak og engelsk saltlakrids og blive helt fri for vingummi.

Men når Summerbird fra hovedscenen byder på lakridsmandler, samtidig med at Johan Bülow uddeler godter på Gæstgiveren, vil selv lakridstypen gå glip af noget. 

Sagt på dansk: Selvom du er klædt på til alskens vejr og bevæbnet med både Folkemøde-app og gratis to go-kaffe, er der så mange debatter om fødevarer på Folkemødet, at end ikke fødevareentusiasten kan deltage i dem alle og slet ikke nå at opdage, at hun også har smag for uddannelsespolitik – og vice versa.

Så frem for at drukne dine påfund og nyskabelser i andres påfund og nyskabelser fire dage i juni opfordrer jeg dig til at dele dem nu. 

Søren Bøllingtoft Knudsen
Næstformand, Ungdommens Røde Kors

For at komme foran bølgen, får du herunder min preportage fra Folkemødet 2018. Medfulgt en opfordring til at dele din.

Plastikflaskeskål på bæredygtighed
Jeg troede, at Folkemødet 2018 ville handle om at have næse for, hvor den mest smagfulde debat ville udfolde sig: På cirkuspladsen eller i baghaven på Theaterstræde. Men jeg tog fejl. Svaret var ingen af stederne.

Årets Djøfstortion af en fætter og kusine-fest med både VM og DM i debat på programmet vil blive husket for alt det, der skete mellem scenerne. På vej.

I tre ord var Folkemødet 2018 et år i interaktionens, bevægelsens og mødernes navn. Det var nemlig ikke kun forhenværende og kommende kollegaer, du kunne møde på vejen fra a til z i Allinge.

2018 blev året, hvor vi – når vi var på vej – på vejen blev mødt, bevæget og inviteret til at interagere med hinanden og med budskaber. Lad mig forklare:

Det var blevet fredag eftermiddag, og junisolen stod højt på himlen. Klapsalven stilnede af. Jeg rejste mig for at forlade teltet og kunne mærke, at den bare del af mine baglår klistrede sig til plastikstolen. Jeg svedte.

Inden jeg forlod teltet, drejede jeg det blå hjul en omgang og konstaterede prompte, at vandstanden i verdenshavene steg betragteligt, samtidig med at viserne på verdensuret roterede, og en håndfuld bolde illustrerede befolkningsvæksten. Om 100 år vil hele Amager være dækket af vand – et skræmmende scenarie. 

Hvad med de smukke byer langs Bornholms kyster? Hvordan vil havnen i Rønne mon tage sig ud til den tid? Jeg tænkte på den varme velkomst, vi havde fået dagen før, da vi kørte fra færgen. Velkomstbannere, flag og smil fra vinkende mennesker mødte os. Så var Folkemødet i gang! Det føltes godt. Tænk, hvis man altid blev budt så hjerteligt velkommen, tænkte jeg.

Knap var jeg kommet ud i solen, før jeg fik et sæt ingefærshots stukket i hånden med opfordringen om at finde én at dele sættet med og skåle på en fælles forhåbning. En lidt skør opfordring, tænkte jeg, men øjeblikket efter fandt jeg mig selv i dialog med en forhenværende studiekammerat ved havnefronten.

Efter at have skålet på modet til at investere i en bæredygtig fremtid, beseglede vi i én slurk ambitionen. Vi grinede, smed de små, tomme plastikflasker ud og strøg af sted i hver sin retning.

Jeg hørte latter i baggrunden og forestillede mig flaskerne i skraldespandens dyb. Hvilket paradoks: At skåle på bæredygtighed med plastikflasker.

”Hvad drømmer du om?”
Næste debatrunde var allerede i gang, så jeg bevægede mig så hurtigt, jeg kunne, gennem menneskemylderet. Det gik langsomt. Til højre blev der uddelt gratis frokostplatter, og til venstre blev der opført improteater om verdensmålene foran toiletkøen, der voksede. 

Jeg tog en afstikker i håbet om at spare sekunder. Men blev straks fanget af en gruppe unge i hvide T-shirts, der inviterede mig inden for. Jeg kunne ikke se nogen bygning, så invitationen gav ingen mening.

Men med et forsvandt gaden omkring mig, og jeg befandt mig i en mobil pavillon, hvor væggene blev båret af de unge. Et stort, hvidt lagen blev behændigt spændt ud over mig og skyggede for solens stråler. Jeg placerede solbrillerne i panden og drejede omkring.

En af de unge trådte inden for: ”Velkommen til! I anledningen af at der aldrig har været flere arrangementer på Folkemødet, som du med sikkerhed vil gå glip af, har vi designet et event til dig, der kun har et øjeblik. Ja, faktisk vil vi blot låne dig i ét minut. Til gengæld lover vi at smitte dig med handlekraft. Lad transformationen begynde.”

Hurtigere end jeg kunne nå at sluge et stykke Bassett’s lakridskonfekt, startede showet:

”Luk øjnene. Luk Folkemødet ude i fem sekunder. Og spørg dig selv, hvad der er vigtigst i dit liv.”

Stilhed.

”Hvad brænder du for og drømmer om? Hvad ville du ændre, hvis du kunne?”

Jeg skulle til at svare, men stemmen fortsatte hurtigt i roligt tempo: ”Du skal vide, at mange deler din drøm. Og vi er klar til at gøre noget ved sagen – sammen med dig.”

Pavillonen drejede en halv omgang, og pludselig stod de mange statister ikke udenfor men inde i pavillonen sammen med mig.

”Det ambitiøse mål kan være 1.000 skridt væk, men første skridt er at tage et skridt. At gå i gang: Lad os beslutte os for at bevæge os fremad og tage de næste skridt, så snart vi kan. Lad os lave en fælles handlingserklæring. Så er vi på vej mod målet.”

Hele pavillonen tog et stort skridt fremad. Og mine fødder fulgte automatisk med.

”Hvad er målet?” – sagde T-shirtsene i kor. Og jeg hørte mig selv svare noget a la ”Vi burde sænke tempoet, så vi har mere tid til dem, der betyder mest i vores liv.”

Minuttet var gået, og pavillonen forsvandt lige så hurtigt, som den var opstået. Jeg var igen på vej – men nu i følgeskab med en af de unge frivillige, i dialog om vores fælles handlingserklæring. Og smittet med troen på, at jeg kan prioritere anderledes i mit liv, hvis jeg vil. Vil jeg det?

Hoppet i med begge ben
Kort efter var jeg igen alene, men fanget på ny. Af en installation, der krævede min opmærksomhed. Midt på vejen svævede en rød ballon med påskriften: ”Pop op-frivillighed eller oplæst frivillighed?”. Hvordan skulle jeg forholde mig til spørgsmålet? Uret tikkede, uden at jeg ænsede det. 

Ved siden af ballonen hang en spids nål og glimtede i solen. Og jeg fornemmede det uudtalte, men rungende spørgsmål i luften: Skulle jeg punktere den nye type frivillighed, give den et skub – lade den berøre og røre mig – eller blot passere videre? Hvem kigger på mig? Bliver jeg overvåget? tænkte jeg.

Der blev spillet høj popmusik fra en ghettoblaster under ballonen. Jeg skruede lidt ned for volumen og fornemmede straks, at jeg var hoppet i med begge ben: Jeg havde forandret installation og ladet mig fange i et øjebliks refleksion.

Jeg forevigede min interaktion med ghettoblasteren og besluttede mig for at dele et opslag med en kort video. Derefter videre. På vej.

Jeg gik over Ungdomshøjen og igennem en fotoudstilling i skarpe farver fyldt med en ungdom, der er ”Ude på noget” – kunne jeg forstå på udstillingens kække titel. Ungdommen nu til dags, tænkte jeg og tog håbefuldt et billede af billederne.

”Bing!”, en besked med hashtagget #DMiDialog og en opfordring til at gå mod Røgeriet, hvor flere i mit netværk ifølge Twitter var begejstrede for en konstruktiv dialog om mudderkastning i debatter. Jeg likede og ændrede retning.

Konstant på vej, konstant til stede
På vejen tænkte jeg på den podcast, jeg havde hørt på færgen fra Ystad. Huskede jeg virkelig rigtigt, at en af landets største frivilligorganisationer ønsker at slå frivilligheden ihjel? – Ja, den er god nok. Og måske er det rigtigt, at den gamle frivillighed står i vejen for den nye. Eller måske er de hinandens forudsætninger? Interessant at lave en ”Open air”-scene i skyen og på den måde bringe budskaber og meninger ud af Allinge og forlænge Folkemødeoplevelsen. Der er flere episoder, jeg vil høre, når jeg får tid. 

Tanken blandede sig med oplevelsen i den mobile pavillon. Hvad mon mudderkastning har med dannelse og hverdagsaktivisme at gøre? Hvordan kan jeg skabe meningsfulde møder i en travl hverdag? Refleksionerne fik mig til at dele et billede af eftermiddagssolen og horisonten: #WeAct #InstantErDetNyeSort. Imponerende, tænkte jeg.

Alt dette var få øjeblikke og samtidig billedet på hele Folkemødet 2018. Jeg var konstant på vej og samtidig konstant til stede – midt i meningsfulde møder, i interaktion med mennesker og maskiner og langt mere bevæget, deltagende og reflekterende end på de fleste andre fredage.

Hvordan oplevede du Folkemødet 2018 – før du har oplevet det? På Folkemødet er alt larm, fordi alle larmer. Her har mange travlt og flere tømmermænd.

Så frem for at drukne dine påfund og nyskabelser i andres påfund og nyskabelser fire dage i juni opfordrer jeg dig til at dele dem nu. Og forlænge oplevelsen og effekten af møderne i Allinge.