Ngo'er: Nyt lovforslag glemmer, at den bedste hjælp ofte findes uden for systemets mure

DEBAT: Udsatte mennesker skal ikke kun hjælpes af velmenende kommunale sagsbehandlere. Tænk civilsamfundet ind i lovforslag om samlet borgerplan, skriver Mødrehjælpen, Røde Kors og Red Barnet.

Af Ninna Thomsen, Jonas Keiding Lindholm og Marie-Louise Gotholdt
Hhv. direktør i Mødrehjælpen, generalsekretær i Red Barnet og national chef i Røde Kors

En mere helhedsorienteret hjælp og støtte til de mest udsatte mennesker. Det er formålet med regeringens lovforslag om én samlet plan til borgere og familier med komplekse og sammensatte problemer, som i dag førstebehandles i Folketinget.

Forslaget er ambitiøst og absolut nødvendigt, men det har en indbygget svaghed. Med blikket fast rettet på de interne kommunale strukturer har man glemt, at en vigtig nøgle til udsatte menneskers fremskridt og trivsel ligger uden for rådhusets mure: i civilsamfundet.

Sammenhængende plan er et rigtigt skridt
Gennem daglig kontakt med børn og familier i en udsat position ved vi, at ordet helhedsorienteret ikke bare er en slidt floskel, vi sociale aktører nævner for hinanden på konferencer. Det er en nødvendighed, hvis vi skal forbedre situationen for familien, hvor mor står uden arbejde, far er psykisk sårbar, og barnet mistrives i børnehaven.

Jo mere komplekse problemer, man har som menneske eller familie, jo vigtigere er det, at den hjælp, man modtager fra velfærdssamfundet, hænger sammen, er helhedsorienteret og fleksibel.

Derfor tilslutter vi os – i Mødrehjælpen, Red Barnet og Røde Kors – koret af begejstrede røster for regeringens sammenhængsreform og det konkrete lovforslag, der skal give kommunerne mulighed for at erstatte planer på sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet med én samlet plan.

Forslaget er godt. Men hvis én plan reelt skal blive det redskab, der sikrer sammenhængende og helhedsorienterede forløb for familier i en udsat position, skal civilsamfundet tænkes ind i løsningen.

Det sker ikke med det lovforslag, der behandles i dag. Lovforslaget har nemlig alene fokus på muligheden for at tænke på tværs af kommunale ressortområder – og ikke på sociale indsatser uden for kommunalt regi.

Civilsamfundet som central velfærdsspiller
Landets kommuner spiller en helt central rolle i forhold til at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten hos borgere i udsatte positioner.

Men kommunernes indsatser kan, som regeringen også fremhæver i deres nye civilsamfundsstrategi, ikke stå alene.

Hos Røde Kors, Red Barnet og Mødrehjælpen møder vi børnefamilier, der lever i udsatte positioner på mange områder. De har ofte et meget spinkelt netværk, slås med fysiske eller psykiske sygdomme og har ofte en svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

I vores mange forskellige aktiviteter opbygges familiernes tillid til andre, og der bliver bygget bro til lokalsamfundet. Ofte er den frivillige aktivitet eller socialfaglige rådgivning rygstødet til, at kommunale indsatser kan skabe forandringer i familiens liv.

I de sociale aktiviteter får familierne mulighed for at være noget for nogen. De får et fast holdepunkt og et betydningsfuldt fællesskab ind i deres liv. Et fællesskab og meningsfyldt samvær, som ikke er lovreguleret, og som de kan bygge videre på – også når familien ikke længere har behov for den kommunale indsats.

Vi ved fra mange års erfaring, at civilsamfundet har potentiale til at spille en central rolle i mange udsatte borgeres liv. Regeringens nye lovforslag er en oplagt mulighed for at tænke den viden systematisk ind i arbejdet med målgruppen.    

Én plan med bredere potentiale
Regeringen ønsker med den nye civilsamfundsstrategi at styrke koblingen mellem frivillige organisationer og kommuner i arbejdet med samfundets mest udsatte. Og det går den rigtige vej.

Flere og flere kommuner samarbejder med civilsamfundet, og mange steder oplever vi blomstrende og konstruktive samarbejder, der rykker for de udsatte familier.

Generelt er oplevelsen dog, at kun få kommuner arbejder systematisk med at tænke civilsamfundets tilbud ind i deres daglige arbejde med udsatte børnefamilier. Det skyldes ikke mangel på vilje, men i højere grad mangel på kendskab til, hvad civilsamfundet kan tilbyde, og hvordan man som enkeltstående sagsbehandler kan og bør tænke civilsamfundet ind.

Skal et tværsektorielt samarbejde realiseres i langt større omfang og mere systematisk, er der brug for helt konkrete redskaber i det daglige arbejde og et klart politisk signal. Derfor foreslår vi, at civilsamfundet indtænkes systematisk i regeringens lovforslag om en samlet plan til mennesker med komplekse og sammenhængende problemer.

Den enkelte sagsbehandler bør – i dialog med borgeren eller familien – forpligtes til at vurdere, om civilsamfundsaktiviteter i den pågældende kommune vil kunne bidrage positivt til at opnå borgerens eller familiens mål, og derefter sikre, at relevante aktiviteter indgår i den samlede plan.  

For der er, med Sophie Løhdes ord om sammenhængsreformen, brug for en samlet indsats på tværs af sektorer, når samfundets udfordringer skal løses. Her er lovforslaget et godt udgangspunkt, der – hvis civilsamfundet skrives ind – for alvor vil kunne bidrage til at tænke 360 grader rundt om de medmennesker i Danmark, som har det allersværest. 

Forrige artikel TV-debat: Kongehuset er udemokratisk – afskaf det Næste artikel TV-debat: Skolesystemet skal fokusere på den enkelte elev