Nyt studie: Der mangler sammenhæng i kommuners indsats for socialøkonomi

Den kommunale indsats i forhold til socialøkonomi er en rodebutik. Og der er brug for mere end bare ny vinduespynt i butikken, hvis socialøkonomiske virksomheder for alvor skal blive den løftestang, der hjælper udsatte ledige ind på arbejdsmarkedet.

Det konkluderer professor Anker Brink Lund fra Center for Civilsamfundsstudier ved CBS på baggrund af et større studie af socialøkonomi. Han peger i særdeleshed på, at indsatsen mellem de relevante kommunale afdelinger bærer præg af tilfældighed og manglende koordinering.

”Den ene hånd ved ikke, hvad den anden foretager sig,” siger professoren og fortsætter:

”I beskæftigelsesafdelingen handler det om at få nogen i aktivering. I indkøbsafdelingen handler det om at købe ind billigst muligt. Og der er sjældent koordinering mellem de to hensyn.”

Socialøkonomi er et komplekst område. Og der er ikke noget tryllesne, man kan kaste ud over det. For så var det blevet gjort.

Laila Kildesgaard
Direktør, KL

Anker Brink Lund mener, at koordineringen burde varetages af kommunernes erhvervsafdelinger. Men det sker kun på papiret, konstaterer han.

”Erhvervsafdelingen har mange fine strategier, men er i praksis mere optaget af at pleje lokale erhvervsinteresser, hvor det sociale ikke spiller nogen markant rolle. Men hvis man vil sikre en økonomisk og samfundsmæssig gevinst på den lange bane, må man gøre en indsats for at holde liv i de her virksomheder,” siger Anker Brink Lund.

Som samfund må vi spørge os selv: ’Hvad vil vi med socialøkonomi?’

Anker Brink Lund
Professor, CBS

Professoren påpeger, at virksomhederne heller ikke går fri for skyld.

”Virksomhederne må blive bedre til at gøre opmærksom på sig selv og sørge for at få lavet det opsøgende arbejde, der skal til for at få et velfungerende samarbejde med kommunernes forskellige afdelinger,” siger Anker Brink Lund.

Forskellige meninger om kommunernes indsats
Hans udtalelser bygger på et større studie om socialøkonomi, der præsenteres ved en konference i Kolding onsdag.

Studiet indeholder blandt andet en undersøgelse af, hvordan henholdsvis socialøkonomiske virksomheder og kommunerne vurderer den kommunale indsats. Og uenigheden er til at få øje på.

Mens 36 procent af de kommunale respondenter mener, kommunen i det store og hele giver tilstrækkelig hjælp og støtte til socialøkonomisk virksomhed, er kun 12 procent af virksomhederne i undersøgelsen enige i udsagnet.

Zoomer man ind på kommunernes besvarelser af spørgsmålet, bliver der ikke mere samling på tropperne. Hvor 51 procent af de ansatte i beskæftigelsesafdelingerne mener, kommunen giver hjælp nok, er det kun 14 procent af de ansatte i indkøbsafdelingerne, der er af den opfattelse.

Det kommer ikke synderligt bag på Line Barfod.

Som advokat hos Foldschack & Forchhammer har hun tæt kontakt til virksomheder over hele landet.

Hun påpeger, at der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner har bredt deres socialøkonomiske strategier ud. Men overordnet stemmer forskernes billede overens med de meldinger, hun hører fra mange socialøkonomiske virksomheder.

”Virksomhederne har en oplevelse af, at der mangler information fra kommunerne om, hvad de har af tilbud. Og kommunerne mangler kendskab til, hvad der er brug for,” siger Line Barfod.

På samme måde nikker hun til billedet af det manglende fodslag internt i mange kommuner.

”Medarbejderne i de forskellige afdelinger kender ikke de kommunale strategier for socialøkonomi. Det er ikke nok, at man har forankret strategien i ét kontor, når opgaverne går på tværs af forvaltningerne,” siger hun og tilføjer lakonisk: 

”Der er ingen tvivl om, at indkøbsafdelingerne har mindst kontakt med virksomhederne. Men de har samtidig det mest realistiske billede af strategierne.”

KL: Forskellene er helt fair
Anker Brink Lund lægger op til et meget tættere samspil om socialøkonomi – både internt i kommunerne og mellem kommuner og virksomheder.

”Man er nødt til lokalt at stille sig selv spørgsmålet: ’Er socialøkonomi et område, vi vil satse på?’ Hvis svaret er ja, skal kommuner og virksomheder blive bedre til at spille sammen, og kommunerne skal blive bedre til den interne koordinering,” siger han.

I Kommunernes Landsforening, KL, understreger direktør Laila Kildesgaard, at der er stor forskel på, hvordan landets kommuner går til socialøkonomien. Og det skal der også være.

”Nogle kommuner ser socialøkonomi som en meget stor prioritet, mens andre tager sig mindre af det. Det er en fair prioritering ud fra, hvad der er brug for i den lokale beskæftigelsesindsats,” siger hun.

Og det samme gælder indkøbspolitikken.

”Det er 100 procent en lokal afgørelse, hvordan man laver sin indkøbspolitik. Nogle vil tage hensyn til andet end økonomi, mens andre vil have hovedfokus på økonomien,” siger Laila Kildesgaard.  

I Jammerbugt er socialøkonomi en topprioritet
I Nordjylland har Jammerbugt Kommune gjort socialøkonomi til en topprioritet.

”Vi har den opfattelse, at socialøkonomi ikke kun er for udsatte mennesker, som får en chance i livet, men også en form for landdistriktspolitik, der giver os nogle sidegevinster, som gør, at vi er med på at betale lidt mere, end vi ellers ville gøre,” siger borgmester Mogens Christen Gade (V).

Kommunens socialøkonomiske virksomheder skaber værdi på to måder, uddyber borgmesteren.

”De giver mennesker på kanten af arbejdsmarkedet noget liv og indhold. Og samtidig genererer de liv, hvor der ellers ikke ville være noget. Det er en sidegevinst, som vi er meget glade for,” siger Mogens Christen Gade.

Han fortæller, at kommunen indgår underskrevne partnerskaber, der indeholder forpligtelser til både kommunen og de socialøkonomiske virksomheder. Og relationen bliver drøftet fire gange årligt på møder mellem embedsmænd, politikere og virksomheder.

Den praktiske virkelighed er bøvlet
Men selv i en kommune med en klar og tydelig socialøkonomisk profil kan det være vanskeligt at få den praktiske virkelighed til at fungere, fortæller Erik Klit Christensen.

Han driver Skovsgård Hotel ved Brovst, hvis stab af udviklingshæmmede, tidligere misbrugere og andre udsatte betjener hotellets gæster og derudover arrangerer koncerter og kulturelle begivenheder.

Erik Klit Christensen understreger, at samarbejdet med kommunen altid er foregået i en god og konstruktiv ånd. Men den politiske velvilje til trods har han til tider savnet en forståelse for de vilkår, den socialøkonomiske virksomhed opererer under.

Han hæfter sig især ved, at kommunen efter at have benchmarket sig op mod andre kommuners takster for beskyttet beskæftigelse sænkede den takst, den betalte til hotellet. Og det kunne mærkes.

”Vi er en dagsbeskæftigelse for borgere på førtidspension. Og vi er afhængige af taksten for at kunne betale løn til det pædagogiske personale, der tager sig af vores stab,” siger Erik Klit Christensen.

Han pointerer, at man ikke kan sammenligne et hotel som Skovsgård direkte med et kommunalt beskyttet værksted.

”Vi er et levende hotel, som også har åbent om aftenen og i weekenden. Og vi kan jo ikke have en kok, som både er i køkkenet og i receptionen. Vi kan ikke bare puttes i en kasse og sammenlignes,” siger Erik Klit Christensen.

En løsning er på plads
På rådhuset fortæller borgmester Mogens Christen Gade, at det har været en strategisk prioritet at presse de socialøkonomiske virksomheder til at tænke lidt mere i virksomhedsdrift.

”Vi har indgået nogle aftaler. Og det kan godt være, der er nogle, som har oplevet, at det er sket med armen vredet om på ryggen. Men det er kommunens opgave at få driften til at hænge sammen. Og vi vil ikke betale mere, end der skal betales,” siger borgmesteren.

Erik Klit Christensen bedyrer, at Skovsgård Hotel tænker kommercielt, men at det ikke er ligetil.

”Vi har fokus på også at tjene penge selv. Den kommunale takst skal ikke være en sovepude. Men vi er i en by med 870 indbyggere, så hotellet ville ikke kunne fungere, hvis ikke vi var socialøkonomiske,” siger han.

Efter en dialog har kommunen blødt op på sin udmelding om taksterne. Og Erik Klit Christensen mener, der er fundet en løsning, der er til at leve med.

”Det virker, som om der er kommet mere forståelse for vores situation,” siger han.

Den samme opfattelse har Mogens Christen Gade.

”Vi har måske strammet skruen for meget. Og nu har vi så forhandlet med virksomhederne om en mere rimelig ordning. For vi vil jo også gerne have, at de socialøkonomiske virksomheder er der i morgen,” siger han.     

Forsker efterlyser overordnet afklaring
Forløbet i Jammerbugt illustrerer meget tydeligt den virkelighed, socialøkonomien indgår i rundt omkring i kommunerne, mener Laila Kildesgaard.

”Socialøkonomi er et komplekst område. Og der er ikke noget tryllesne, man kan kaste ud over det. For så var det blevet gjort,” siger hun og fortsætter:

”Man er nødt til – step by step – at prøve rammerne af og se effekten af det. Det er det lange seje træk,” siger hun.

På grundlag af forskningsprojektet efterlyser Anker Brink Lund en afklaring af de modsætningsfyldte forventninger til socialøkonomien.

”Som samfund må vi spørge os selv: ’Hvad vil vi med socialøkonomi?’ Mener vi, det er godt, at virksomheder har en dobbelt bundlinje, må man holde op med at lægge dem administrative hindringer i vejen,” siger Anker Brink Lund.

Selv om han lægger op til en diskussion på nationalt niveau, mener han det er lokalt, løsningerne skal findes.

”Jeg tror mest på, at det er den enkelte kommune, det lokale erhvervsliv og de lokale iværksættere, der skal finde løsninger. Jeg ser hellere 25-30 kommuner, som profilerer sig på socialøkonomi og virkelig gør noget ved det, end at statsmagten laver ensartede regler, som i praksis alligevel ikke forpligter, når det kommer til stykket,” siger Anker Brink Lund.