Opsang fra forsker: Pas på I ikke kvæler de frivillige med krav og regler

KRITIK: Frivilliges indsats er i sin natur “utæmmelig” og drevet af lysten til at gøre en forskel. Derfor bør kommuner holde igen med at styre ud fra egne idealer og standarder, lyder det fra CBS-forsker Anders La Cour. Han sætter også spørgsmålstegn ved Frivillighedsrådets store Good Governance-projekt og dens fokus på topledelse, tydelighed og klare strukturer.

Strikse regler kvæler de frivilliges indsats, som ikke kan sidestilles med for eksempel personalet på et plejehjem. Derfor skal de frivillige ledes på anden vis, mener CBS-forsker.
Strikse regler kvæler de frivilliges indsats, som ikke kan sidestilles med for eksempel personalet på et plejehjem. Derfor skal de frivillige ledes på anden vis, mener CBS-forsker.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Denne artikel var egentlig tænkt som en guide.

Sådan en med gode råd og trin-for-trin manualer til, hvordan kommunale arbejdspladser byder frivillige hjælpere ind i et omsorgsfællesskab på et plejehjem eller en skole og leder dem, så de gør gavn.

Men det hverken kan eller vil Anders La Cour, der forsker i ledelse af frivillige på Copenhagen Business School, være med til. Han er imod hele tanken om at sætte ledelse af frivillige på formel.

For der findes ikke eviggyldige opskrifter, man kan læne sig op ad, når man byder frivillighed ind i sit kommunale hus.

Der er masser af tegn på, at frivilligheden bliver stum, grå og farveløs, hvis man gerne vil styre den.

Anders La Cour
Lektor, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School

Af samme årsag mener han også, at ambitionerne i Frivillighedsrådets stort anlagte Good Governance Projekt er mangelfulde. For det tager kun fat i samarbejdet mellem bestyrelser og den organisatoriske ledelse. Det diskuterer ikke de særlige betingelser, der gælder for ledelse af frivillige.

“Der er masser af tegn på, at frivilligheden bliver stum, grå og farveløs, hvis man gerne vil styre den. Alligevel synes der at være bred enighed fra Frivillighedsrådet, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, fagforeninger og kommuner om, at ledelse af frivillige handler om at lave meget klare aftaler,” siger Anders La Cour. 

 

Regler og krav er frivilliges “kryptonit” 
CBS-forskerens kritik går på, at regler og krav gør “frivilligheden” til noget andet, end den er, og i værste fald kvæler den frivilliges lyst til at engagere sig og gøre en forskel.

“Man kunne vende det om og sige, at frivilligheden ikke skal ensrettes, men i stedet inspirere, provokere og skabe nye betingelser for velfærdsproduktionen," siger Anders La Cour. 

 

Lad os tage et konkret - og karikeret - eksempel for at illustrere Anders La Cours pointe. 

En ældre borger beder sin frivillige hjælper - i dette tilfælde en besøgsven - om at tage opvasken, fordi det roder så frygteligt i køkkenet.

Det giver mening for den frivillige at hjælpe den ældre borger, der ikke selv magter opgaven.

Men uden om den konkrete situation findes der nogle regler og normer, som andre end lige præcis den frivillige og den ældre har udformet.

At vaske glas og tørre dem af bliver pludselig et brud på faggrænser. For kun de fastansatte i hjemmeplejen har ret til at gøre rent. 

Det er den slags rigide regler og kontrakter, Anders La Cour opponerer imod.

Kvælertag på frivilliges motivation
For det første bliver frivilligheden til det, han kalder et “passivt vedhæng”. Reglerne dræber motivationen og betyder, at besøgsvennen ikke føler, at han eller hun gør en forskel.

For det andet ofrer man de synergier og innovationsmuligheder, der ligger gemt i den frivillige arbejdskraft og dens utraditionelle tilgang til arbejdet.

Regler, kontrakter og målrettede opkvalificeringskurser dræber med andre ord de frivilliges superkræfter og bliver således de frivilliges “kryptonit”: 

“Man kunne vende det om og sige, at frivilligheden ikke skal ensrettes, men i stedet inspirere, provokere og skabe nye betingelser for velfærdsproduktionen. Men det er altså ikke en ledelsestilgang, der er herskende, kan jeg se fra min forskning.” 

Ledelse er stadig vigtig
Anders la Cour argumenterer ikke for, at man skal lægge al ledelse på hylden. For frivillige har stadig brug for ledere til at strukturere og skabe orden i kaos.

Desuden opererer sygehuse og plejehjem med nogle regler og kvalitetsstandarder, der er ubøjelige, og som må respekteres.

Balancen skal findes i, at man ikke kun lægger sine egne definerede behov og regler ned over samarbejdet, når man som offentlighed velfærdsproducent søger hjælp i den frivillige sektor.

“De fleste gode ledere, jeg har stødt på, bruger meget tid på kaffemøder og at være i dialog. For de frivillige er også meget forskellige og har forskellige forventninger. Derfor er der ikke en one-size-fits-all-løsning. Det kræver meget tid og lydhørhed og det kræver en rigtig god fingerspidsfornemmelse for, hvornår en regel er ubøjelig, og hvornår den står i vejen for noget, vi synes er godt,” forklarer Anders La Cour. 

Den offentlige leders komplekse opgave
Det er altså med andre ord en kompleks og tidskrævende øvelse at være leder på eksempelvis et plejehjem: På en og samme tid skal man sætte retningen og støtte både fastansatte og frivillige i deres arbejde.

De to ressourcer - altså plejepersonalet og de frivillige - kan ikke sidestilles.

Faktisk er de på mange stræk hinandens modsætninger: Det professionelle plejepersonale er en del af en faglighed, der står på traditioner og evidensbaseret viden, som sikrer, at man gør ting med kvalitet.

De frivilliges kvalitet ligger nærmest i det modsatte. De agerer i forhold til situationen og finder løsninger, der afspejler deres personlighed.

Men hvis lederen er villig til at give den frivillige arbejdskraft mere frie tøjler, kan det komme hele organisationen til gavn, argumenterer Anders La Cour.

Har man en nysgerrig tilgang til, hvad de frivillige kommer med, vil der “nedefra” pible nye ideer og muligheder op.

Noget vil ramme skævt, men andet vil være innovative løsninger, der kan supplere den professionelle pleje:

“I det perspektiv handler ledelse om at facilitere en undersøgelse af, hvordan det professionelle og det frivillige kan indgå i meningsfuld forhold og supplere hinanden til gavn for den målgruppe, man nu har med at gøre. Hvis man giver det rum, bliver “frivilligheden” det alternativ, man i starten ønskede, der skulle være.”

Dokumentation

Fire spørgsmål til CBS-forsker Anders La Cour

Hvad er det vigtigste, man som leder af frivillige, skal vide om sin egen rolle? 

“At ledelse af de frivillige ikke handler om at gøre de frivillige kontrollérbare, men snarere om det modsatte: at tillade at de frivillige bevarer deres ”egen stemme” og frihed til at besvare spørgsmålet ”Hvad skal vi nu?”. Det kalder på det, man kan kalde en refleksiv ledelse, der lytter til, hvad frivilligheden nu kan finde på. Samtidig skal man sikre, at omsorgen ikke bryder med det offentlige velfærdsystems grundlæggende principper. Det er ingen let opgave.”

Er det sværere at lede frivillige end dem, man har ansat professionelt? 

“Nej, det er bare en anden udfordring og kræver en anden form for ledelse, der sætter rummelighed på spidsen. Den største udfordring for lederen er, at bringe det offentlige velfærdssystem, der bygger på rettigheder og kontrol, sammen med en frivillighed, der finder sin energi og meningsfuldhed i øjeblikkets personlige møde. Det er lederens opgave at gøre dette møde mellem de to sektorer frugtbart, så det kan åbne nye veje for velfærd.”

Er kommuner, skoler og plejehjem klædt på til at høste de fordele, der er i at engagere “de vilde” frivillige?

“Det er jeg bange for, at de fleste ikke er. Der er en herskende opfattelse af, at ledelse af frivillige handler om at lave krystalklare aftaler på forhånd. Der synes at være en opfattelse af, at de frivillige må disciplinere sig på aftaler. Man kan glæde sig over, at der er kommuner, der går i den modsatte retning. Som tør undersøge, hvad de frivillige kan bruges til.” 

Man kan vel også godt forstå de offentlige ledere. Hvad nu hvis de frie tøjler betyder, at besøgsvennen tager opvasken, der egentlig er en opgave for hjemmehjælpen.

Hvad bliver det næste så: at de blander sig i den personlige hygiejne? 

“Ja, det er bestemt politisk risikofyldte vande at komme ind i. Det vil give enhver offentlig leder nervøse trækninger at tage ansvar for noget, man ikke på forhånd har har styr på. Men vi kan se, at det godt kan lade sig gøre at balancere. Vi hører bare for lidt til de historier.”


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders La Cour

Lektor, ph.d., underviser, Master of Public Governance, Copenhagen Business School
cand.mag. i international pædagogik (Københavns Uni. 1998), ph.d. i sociologi (Københavns Uni. 2002)









0:000:00