Organisationer: En ny civilsamfundsstrategi kræver ikke flere midler

Det vigtigste budskab først: Der er brug for en ny model for finansieringen af civilsamfundsorganisationerne, der lægger et solidt fundament under organisationerne og de vigtige indsatser, som de løfter for og sammen med rigtig mange danskere.

Det budskab er vi, fem stærke repræsentanter for borgere og organisationer i civilsamfundet, helt enige om bør stå højt oppe på listen over politiske prioriteringer i dette efterår – og dermed også i den næste valgkamp.

Den gode nyhed er, at vi allerede har et rigtig godt bud på hvordan en ny model skal se ud klar som en del af de anbefalinger til en ny civilsamfundsstrategi, som vi leverede til socialministeren og socialordføreren.

Den nye model fokuserer på langsigtet finansiering og på en transparent proces med klare kriterier. Og den bedste nyhed – i hvert fald hvis du er politiker og skal have økonomien og valgløfterne til at hænge sammen – er desuden, at modellen i sig selv ikke er omkostningsfuld at lave.

Det handler i første omgang mere om hvordan man fremover giver midler til organisationerne end hvor mange midler. Der er i vores optik derfor ingen grund til at vente mere med at få løst udfordringen. Vi har nemlig alle ventet rigelig længe allerede.

Hvor er satspuljens efterfølger?

Da det sidste folketingsvalg blev afholdt, havde den daværende VLAK-regering ved den sidste finanslov forinden, til alles store forbløffelse, valgt at afskaffe satspuljen, der i mange år havde været et – ofte omdiskuteret – omdrejningspunkt for finansieringen af socialpolitikken i Danmark.

I valgkampen spurgte mange civilsamfundsorganisationer derfor med rette politikerne, hvad der nu skulle ske med socialpolitikken og ikke mindst med finansieringen af civilsamfundsorganisationerne.

Selvom opgaven var kendt fra starten, er den nuværende regering endnu ikke kommet i mål med en ny model for finansieringen af civilsamfunds-organisationerne

Anna Bjerre, Thorkild Olesen, m.fl.
Se afsendere i faktaboks

Udfordringen var, at alt for mange organisationer fik en alt for stor del af deres midler til midlertidige projekter og alt for sjældent fik mulighed for at få permanent støtte til driften af kerneaktiviteterne og til at bygge et solidt fundament under de indsatser, som gør en forskel for rigtig mange mennesker i udsatte og sårbare positioner.

Det skabte stor usikkerhed i organisationerne, at man ikke vidste, om indsatserne over for borgerne kunne fortsætte, om de frivillige kunne få lov til at blive ved med at bidrage, og om medarbejderne kunne beholde deres ansættelse. Og det var ekstremt ressourcekrævende kontinuerligt at have styr på det kludetæppe af forskellige bevillinger og tilskud, som økonomien i organisationerne var sammensat af.

Det nedslående er desværre, at udfordringen stadig er den samme. Selvom opgaven var kendt fra starten, er man i den nuværende valgperiode endnu ikke kommet i mål med en ny model for finansieringen af civilsamfundsorganisationerne.

Den ’nye start for dansk socialpolitik’, som satspuljens død ifølge den nytiltrådte regering i sin tid skulle være, har været svær at få øje på, hvis man retter blikket mod rammerne for civilsamfundsorganisationernes virke.

For vigtigt til at vente

Vi ved godt, at det hele her måske lyder lidt teknisk, og at det kan være besværligt.

En ny model for finansieringen er ikke noget, der giver gode billeder på sociale medier, det er ikke mundret, og det er ikke nemt at forklare. Men det er vigtigt.