Professor: De frivillige skal ikke blot hjælpe til, men udvikle ældresektoren
Med sin ældrereform har regeringen endelig fået øjnene op for den frivillige sektors bidrag til at gøre velfærdssamfundet bæredygtigt. Vi må dog hverken lukke øjnene for udfordringerne eller glemme de store udviklingsmuligheder i frivilligindsatsen, skriver Jacob Torfing.
Jacob Torfing
Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde UniversitetDen offentlige sektor befinder sig i et krydspres mellem borgernes stigende forventninger til den offentlige service og knappe offentlige ressourcer. Det gælder ikke mindst på ældreområdet.
Danskerne lever længere, og deres stigende velstand får dem til at forvente velfærd af større og større kvalitet.
En vej ud af krydspresset er at sætte stikket i civilsamfundet ved at mobilisere pårørendes, frivilliges og lokale civilsamfundsorganisationers ressourcer, kompetencer og ideer.
Uden at forklejne medarbejdernes kompetencer, så kan de pårørende og de frivillige noget på det relationelle område, blot ved det at de ’gider at gøre noget’ uden at få penge for det, og måske kan se på mennesker de møder med friske øjne. Og så har de frivillige ofte lidt mere tid, som generelt er en mangelvare i en ældresektor, der har oplevet store nedskæringer.
Det er vigtigt ikke at lave en arbejdsdeling, hvor det ansatte personale kun skal lave alt det trælse pleje- og sundhedsfremmende arbejde, mens de frivillige skal lave alt det sjove
Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet
At almindelige borgere bidrager til at løse opgaver på ældreområdet, er ikke noget nyt. Der er masser af frivillige, der fungerer som besøgsvenner, vågekoner og aktivitetsskabere på plejehjemmene.
Ældresagen laver desuden masser af velbesøgte arrangementer for vores ældre, og Cykling uden Alder kører ældre rundt i røde rickshaws og bidrager til at øge deres sociale mobilitet og berøringsflade.
For et par år siden byggede medarbejdere på et plejecenter sammen med pårørende og lokale frivillige et kolonihavehus, som skabte et nyt mødested med de ældre i centrum.
Der er masser af konkrete eksempler på at både frivillige og pårørende skaber liv og aktivitet på danske plejehjem.
En ekstra indsats fra frivillige og pårørende
Selvom der er færre, der arbejder frivilligt i og gennem de mange frivillige organisationer, så er det min klare opfattelse, at undersøgelserne på området ikke fanger de mange borgere, der i stigende grad tilbyder deres frivillige indsats til skoler, hospitaler og plejehjem uden om de frivillige organisationer.
Faktisk er der noget i tiden, der taler for et større frivilligt engagement.
Danskerne vil i stigende grad gerne lave noget meningsfyldt og være en del af stærke fællesskaber. Det er lige præcis, hvad frivilligheden kan tilbyde.
I hele den vestlige verden er der desuden en tendens til, at borgerne bliver mere kritiske, kompetente og selvtillidsfulde, og at de på den baggrund ønsker at deltage mere aktivt og direkte i bestræbelse på at fremme livskvaliteten for dem selv og deres nærmeste.
Jeg er derfor optimistisk over for muligheden for rent faktisk at aktivere flere frivillige og pårørende på ældreområdet. Den gode meningsfulde sag vil lokke folk til, og fællesskabet vil fastholde dem.
Samspil mellem det offentlige og de frivillige
Gennem tiden har der været mange i den frivillige sektor, der har været skeptiske overfor at gøre frivillige indsatser til en integreret del af den offentlige indsats.
Mange er således bange for at den offentlige sektor vil skubbe en del af sit sociale ansvar over på de frivillige kræfter og tvinge dem ind under det statslige åg, så frivillighed mister sin uafhængighed og karakter af kritisk korrektiv.
Det er fint med lidt sund skepsis, men jeg tror ikke, at der er så meget at være bange for. De frivillige bidrager mest af alt med lidt ekstra flødeskum, der lægges oven på medarbejdernes kerneindsats.
Der mangler kompetencer indenfor frivilligledelse i den offentlige sektor. Det er en myte, at frivillige ikke kan eller vil ledes
Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet
Deres indsats kan ikke sådan gå ind og erstatte den offentlige sektors indsats og ansvar. For eksempel er de frivillige knap så aktive i kolonihavesæsonen fra maj til oktober, hvor mange hellere vil slikke sol og lave andre aktiviteter.
Desuden er mange frivillige nuværende eller tidligere offentlig ansatte, som ikke har problemer med at arbejde side om side med uddannet personale, og der er ofte gode muligheder for at bevare en høj grad af selv-styring ved at have frivillige tovholdere.
Endelig er det sjældent, at den offentlige sektor er afvisende overfor frivillige organisationers forslag til nye initiativer, som ofte kan kvalificeres yderligere gennem samarbejde med offentlige medarbejdere.
I den verden, vi lever i, kan ingen enkeltstående aktør alene løse de problemer, vi står over for.
Tre vigtige udfordringer
Når det er sagt, må vi ikke glemme, at civilsamfundets øgede bidrag på ældreområdet rummer en række udfordringer. Lad mig bare nævne tre af de vigtigste:
- For det første er det vigtigt ikke at lave en arbejdsdeling, der går på, at det ansatte personale kun skal lave alt det trælse pleje- og sundhedsfremmende arbejde, og de frivillige skal lave det sjove og hyggelige med at snakke med og drage omsorg for de ældre. Personalets indsats på det sidstnævnte område skal ikke fortrænges. Deres tætte personlige kontakt med de ældre er en forudsætning for løsningen af deres andre opgaver.
- For det andet er det nødvendigt at sikre ligebehandling af brugerne, så alle får glæde af den ekstra ressource, som de frivillige kommer med. Udfordringen er her, at frivillige, som er drevet af lyst fremfor pligt, måske hellere vil hjælpe nogen brugere frem for andre.
Der er et uudnyttet innovationspotentiale i at mobilisere de frivilliges erfaringer og ideer
Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet - For det tredje mangler der nogle kompetencer indenfor frivilligledelse i den offentlige sektor. Det er en myte, at frivillige hverken kan eller vil ledes, og ledelsesopgaven falder ofte på medarbejdere, som skal udøve frivilligledelse ved at rekruttere, motivere, coache og sparre med de frivillige.
Det kræver opbygning af ledelseskompetencer hos de medarbejdere, der skal træde i karakter som frivilligledere.
Potentiale for innovation
Regeringen skal have ros for endelig at have åbnet sine øjne for den frivillige sektors bidrag til at gøre velfærdssamfundet bæredygtigt.
Bidraget har dog mest karakter samproduktion, hvor frivillige tilbyder at være med til at udføre på forhånd definerede opgaver.
De frivillige og pårørende kan dog sagtens spille en endnu større rolle ved også at bidrage til samskabelse af nye og innovative indsatser.
Det kræver, at de ikke kun betragtes som arbejdskraft men også som partnere i udviklingen af ældresektoren.
De frivillige skal inviteres ind i arenaer, hvor de sammen med andre offentlige og private partere kan være med til at identificere og definere problemer og udvikle og afprøve nye løsninger, der bryder med vanetænkningen.
Der er et uudnyttet innovationspotentiale i at mobilisere de frivilliges erfaringer og ideer. Lad os få mere fokus på det.