Professor advarer: Nato er ude af stand til at forsvare sig mod Ruslands trusler i Arktis

Store huller i Natos arktiske forsvar

Ingen af Natos medlemslande har isforstærkede krigsskibe med både antiluft- og anti-ubådsudrustning til overvågning og forsvar i luften og under vandet.

USA, Canada, rigsfællesskabet, Finland og Sverige har prioriteret kapabiliteter til andre regioner som for eksempel Indien-Stillehavsområdet og Østersøen. Island har ikke noget militært forsvar og råder derfor kun over kystbevogtningsskibe. Norge har isforstærkede kystbevogtningsskibe, som ikke er designet til militære operationer, hvorimod de norske krigsskibe ikke er isforstærkede.

Hullerne i Natos arktiske forsvar afspejler, at små lande med begrænsede forsvarsbudgetter står med et uforholdsmæssigt stort ansvar.

Liselotte Odgaard
Senior Fellow, Hudson Institute

Russiske atomdrevne og -bevæbnede ubåde, der kan angribe Nordamerika og Natos transatlantiske forsyningslinjer, kan i dag sejle ud fra Barentshavet gennem Bear Gap (havet mellem Svalbard og Norges fastland red.) og ud under den drivende polaris langs den østgrønlandske kyst uden at blive opdaget. Det efterlader store huller i Natos forsvarsevne.

Det russisk-kinesiske samarbejde i Arktis styrkes gradvist med eksempelvis fælles flådeøvelser og kystbevogtningssamarbejde. Derfor bliver alliancens manglende evne til at overvåge og forsvare sig stadig mere problematisk.

Det haster med at opbygge et troværdigt forsvar i hele Arktis, herunder i vores egne farvande omkring Grønland. Nato bør derfor ikke kun fokusere på at opbygge en slagstyrke langs den østlige flanke og i den isfrie del af Nordatlanten.

Ruslands militære opbygning i Arktis

Ruslands flådedoktrin fra 2022 giver førsteprioritet til Arktis. I årene fra invasionen af Krim i 2014 til 2019 byggede Rusland mere end 475 militære faciliteter i Arktis.

Nordflåden, der hovedsagelig har baser på Kolahalvøen ved grænsen til Norge og Finland, huser cirka to tredjedele af den russiske flådes atomslagstyrke. Et komplekst netværk af sensorer, missilsystemer, kystbevogtning og teknologi til elektronisk krigsførelse beskytter atomslagstyrken inklusive de strategiske ubåde.

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg råbte i 2022 vagt i gevær om Natos utilstrækkelige forsvar i nordområderne set i forhold til Ruslands militære opbygning. Ikke desto mindre har alliancen stadig ikke nogen Arktis-strategi.

Natos nuværende operationsområde strækker sig kun til nordområderne, som er et vagt politisk begreb, der refererer til den isfrie del af Arktis. Valget af terminologi dækker over uenighed i Nato om, hvorvidt alliancens operationsområde rækker ud over Nordatlanten.

Efterhånden som havisen smelter, og flere og flere lande engagerer sig i Arktis, bliver der også mere og mere trafik langs Ruslands arktiske kystlinje. Dermed øges Moskvas incitamenter til at beskytte korridorerne til og fra Ruslands militære bastion på Kolahalvøen.

Ruslands samarbejde med Kina

Ruslands sårbarhed i Arktis påvirker det strategiske samarbejde med Kina. Rusland har brug for Kina på områder som for eksempel digitalisering, infrastruktur samt efterretnings-, overvågnings- og opklaringsopgaver.

Rusland ser sig selv som sårbar overfor øget Nato-tilstedeværelse i Arktis, og det kan føre til et uventet konfrontatorisk militært modsvar.

Liselotte Odgaard
Senior Fellow, Hudson Institute

Kina kan hjælpe Rusland med at beskytte strategiske militære og økonomiske ressourcer samt realisere det økonomiske potentiale i Ruslands arktiske region. Regionen står allerede for cirka 15 procent af landets BNP.

Samtidig betyder Ruslands sårbarhed, at fortsat kontrol med landets arktiske region har høj prioritet. Det er en rød linje i samarbejdet med Kina. Kina har allerede kapaciteter som for eksempel isbrydere og maritime platforme til transport af tungt materiel. Derfor mangler landet blot egne reparations- og genforsyningsstationer i Ruslands arktiske havne for at operere på egen hånd langs Nordøstpassagen.

Imidlertid er Kina ikke interesseret i at etablere sig som en permanent militær magt i Arktis i egen ret. Årtiers strategisk samarbejde med Rusland i regioner som for eksempel Centralasien og den koreanske halvø har vist, at Kina forstår fordelene ved at afstå fra at behandle Rusland som en lillebror underlagt Beijings politiske dagsorden.  

Kina er langt fra altid enig i Ruslands geopolitiske dagsorden. Ruslands udmattelseskrig i Ukraine og dets militærstrategiske samarbejde med Nordkorea uden om Kina er ikke i tråd med Beijings interesser.

Imidlertid drager Kina store fordele af Ruslands militære afskrækkelse af Nato. For eksempel ville en permanent kinesisk militær tilstedeværelse i Arktis åbne en ny front med USA's allierede på et tidspunkt, hvor der er masser af hotspots i Kinas nærområde, som eksempelvis Det Syd- og Østkinesiske Hav og Taiwanstrædet. I stedet tager Ruslands afskrækkelse noget af luften ud af det amerikanske alliancesystems fokus på trusler fra Kina.

Den maritime forsyningslinje, der går gennem GIUK gap – det strategisk vigtige område mellem Grønland, Island og Storbritannien – er afgørende for, at amerikanske og canadiske styrker og forsyninger kan nå Europa i tilfælde af militær konflikt med Rusland. Som det er nu, kan Rusland sabotere forsyningslinjen på havet, uden at Nato kan gøre noget.

Det skyldes, at de nordiske lande i Arktis ikke har de sømilitære kapaciteter, der skal til for at opspore og kontinuerligt overvåge russiske styrker, der opererer i nærheden af isen i Bear Gap og langs den østgrønlandske kyst og området syd for Kap Farvel – der hvor GIUK gap starter.

Små lande har et uforholdsmæssigt stort ansvar

Hullerne i Natos arktiske forsvar afspejler, at små lande med begrænsede forsvarsbudgetter står med et uforholdsmæssigt stort ansvar. For eksempel spiller Danmark en hovedrolle i både Natos arktiske og baltiske styrker, og Norge er frontlinjestat både til søs og på land i forhold til Ruslands strategiske styrker på Kolahalvøen.

Begrænsede forsvarsbudgetter er den enkle forklaring på, at landene ikke tidligere har investeret i dyrt materiel og dermed påtaget sig et hovedansvar for en afskrækkelsesopgave, der dybest set bør løftes af alle arktiske Nato-medlemmer.

En væsentlig årsag til, at ingen af dem har anskaffet sig de nødvendige kapaciteter, er, at Nato og USA har fokus på, at medlemslandene bruger mindst to procent af BNP på forsvar. Investeringer i materiel som for eksempel veludrustede isforstærkede krigsskibe tæller ikke som bidrag til Natos styrkemål.

Denne beslutning sker på bekostning af sikkerheden i Arktis og giver Rusland tungtvejende grunde til at udnytte hullerne i Natos forsvar.

En Nato-strategi for Arktis kan være løsningen

Det haster for Nato med at gøre noget ved trusselsbilledet i Arktis. Det betyder ikke nødvendigvis, at Nato skal gå i gang med massiv militær oprustning, der risikerer at sætte turbo på dynamikkerne, der er ved at gøre Arktis til et højspændingsområde.

Rusland har eksempelvis i 2022 vedtaget lovgivning, der definerer den nordlige søvej langs landets arktiske kystlinje som isdækkede områder, der giver Rusland ret til at kontrollere krigsskibes navigation i området.

Rusland har tungtvejende grunde til at udnytte hullerne i Natos forsvar.

Liselotte Odgaard
Senior Fellow, Hudson Institute

Lovgivningen har givet anledning til debat, om der skal iværksættes operationer, der manifesterer retten til fri sejlads for krigsskibe i området, de såkaldte FONOPS.

Imidlertid vil den slags operationer sandsynligvis blive fortolket som særdeles eskalerende af Rusland, især hvis der er tale om internationale operationer med deltagelse fra Nato-lande som for eksempel Storbritannien, Frankrig og Italien, der ikke har legitime patruljeringsforpligtelser i Arktis.

Rusland ser sig selv som sårbar overfor øget Nato-tilstedeværelse i Arktis, og det kan føre til et uventet konfrontatorisk militært modsvar. For at undgå at Arktis bliver et højspændingsområde, er det vigtigt, at Nato-medlemmer med kystlinje langs Ishavet påtager sig et større ansvar for afskrækkelse af Rusland.

Det vil sige, at lande som USA, Canada, Danmark og Norge styrker deres militære tilstedeværelse i eget nærområde, der grænser op til Rusland med kapaciteter, der er nødvendige for et troværdigt forsvar.

Nato bør ligeledes tage hul på det svære arbejde med at blive enige om en arktisk strategi. Det vil nemlig indebære, at alliancen opdaterer styrkemålene med henblik på at inkludere kapaciteter med specialudrustning som isforstærkning af fregatter, der koster ressourcer, og som i dag ikke er pointgivende.

Det er svært for Nato-landes regeringer at forklare deres befolkninger, at der skal skæres i velfærdsgoder for at investere i forsvar, hvis omkostningerne ikke anerkendes som Nato-bidrag.

Finsk og svensk medlemskab har tilsyneladende styrket Natos arktiske forsvar. Men i virkeligheden er der langt igen, før Nato har etableret troværdig afskrækkelse af Rusland i Arktis.