Tog professionelle fundraisere livet af 92-årig dame?

TIGGERBREVE: En kvindes død har sat gang i selvransagelsen blandt velgørende organisationer i England. I sit sidste leveår modtog Olive Cook op mod 3.000 anmodninger om støtte. Det kunne ikke ske i Danmark, mener brancheorganisation. Andre er mindre sikre.

I maj 2015 fik Olive Cook nok af livet. Måske var det ikke så underligt. Hun havde trods alt levet 92 år.

Men i Bristol sidder de velgørende organisationer tilbage med en dårlig smag i munden. For i sit sidste leveår modtog Olive Cook op mod 3.000 anmodninger om at støtte gode sager.

I 76 år havde den godhjertede kvinde samlet ind til frivillige foreninger. Og som i et troldspejl forvandlede en hånlig skæbne hendes hjertesag til en daglig plage.

Det spørgsmål, der nu hjemsøger det engelske indsamlingsmiljø, er, om professionel fundraising var en medvirkende årsag til, at den gamle dame kastede sig ud fra en bro og gjorde en ende på sit eget liv?

Organisationer delte Olive Cooks data
Olive Cooks død satte gang i en heftig debat i de britiske medier om aggressive fundraisingmetoder. Og Fundraising Standards Board – et etisk nævn, der dækker mere end halvdelen af de engelske indsamlingsorganisationer – satte en undersøgelse i værk.

I undersøgelsen granskede FRSB både organisationernes henvendelser til Olive Cook og de mange klager om chikane, britiske borgere rejste i debatten efter dødsfaldet.

Og det var artige sager, nævnet kom frem til:

  • Ud af de knap 1.500 undersøgte organisationer havde 99 Olive Cooks kontaktdata.
  • 70 af dem havde modtaget Olive Cooks data fra en tredjepart – altså enten en anden velgørende organisation eller en dataforhandler.
  • 24 af organisationerne havde selv delt Olive Cooks data med andre.
  • 21 af dem sagde, at de havde fået Olive Cooks tilladelse til at dele hendes data. I praksis viser det sig, at de ikke havde givet hende tilstrækkelig mulighed for at sige nej til datadeling.

Olive Cooks familie siger i en udtalelse, at den ikke selv mener, at fundraiserne drev hende i døden. Men familien siger samtidig, at Olive Cook var fortvivlet over de mange daglige henvendelser, som forværrede hendes i forvejen depressive tilstand.

Og FRSB er heller ikke selv i tvivl: Både bureauer og store, velkendte indsamlingsorganisationer har benyttet sig af helt uacceptable fundraising-metoder, skriver det etiske nævn. FRSB pointerer dog, at den enkelte organisation ikke havde nogen mulighed for at kende til den samlede mængde af henvendelser, den gamle dame modtog. 

Brancheorganisation: Det kunne ikke ske i Danmark
Der er ingen tvivl om, at sagen om Olive Cooks død er både usædvanlig og absurd. Men spørgsmålet er, om det, der foregik i England, kunne ske i Danmark?

Nej, lyder svaret, hvis man spørger indsamlingsorganisationernes brancheforening.

”Det er en fuldstændig grotesk sag, og efter min bedste overbevisning kunne den ikke finde sted i Danmark,” siger Mette Grovermann, som er sekretariatschef i Isobro.

Hun har aldrig hørt om, at danske organisationer bytter eller sælger personlige data, som det er sket i England.

Det tætteste, hun kan komme, er et eksempel med to små kirkelige foreninger, der var tæt knyttet til hinanden, og som i uvidenhed byttede medlemslister.

“Der var tale om bittesmå foreninger, hvor der ikke var nogen, man kunne spørge. Og så gjorde man noget, fordi man tænkte, at det var en rigtig god ide uden at overveje, at der var tale om to forskellige CVR-numre,” siger Mette Grovermann.

Foreninger er ubevidste datahælere
Pernille Tranberg er ikke helt så overbevist som Isobro om, at sagen fra Bristol ikke lige så godt kunne have fundet sted i Ballerup.

”Det, der er sket i England, kunne lige så vel ske i Danmark – omend måske i lidt mindre format,” siger hun.

Som grundlægger af firmaet DataEthics Consulting og tænketanken Dataethics rådgiver Pernille Tranberg virksomheder, myndigheder og individer om etisk håndtering af data.

Hun mistænker ikke de velgørende organisationer for at sidde og bytte persondata med hinanden - eller for den sags skyld at sælge oplysninger om deres kontakter til marketingbureauer. Men den teknologiske udvikling har gjort dem til datahælere - formentlig uden at de selv er klar over det.

Altinget har tidligere beskrevet, hvordan 17 ud af 20 patientforeninger har cookies på deres hjemmesider, der sender data om brugerne videre til marketingfirmaer. Og den slags såkaldte tredjepartscookies - for eksempel fra Facebook - ligger og flyder overalt på nettet.

”Det kan godt være, foreningerne ikke er bevidste om det. Men der foregår en udveksling af data. Og den udveksling vil kun vokse med tiden,” siger Pernille Tranberg.

Viden som den foreningerne har om store hjerter og åbne pengepunge har høj markedsværdi, mener hun.

”Hvis du er en, der giver meget til velgørenhed, er du selvfølgelig attraktiv for alle, der fundraiser,” siger Pernille Tranberg.

Danske organisationer hvæsser knivene
Sociolog og chefkonsulent i Kirkens Korshær Michael Wulff mener også, Olive Cooks dødsfald bør skabe opmærksomhed i Danmark.

Han pointerer, at det danske civilsamfund kan lære meget af England. Men når der trækkes i nødbremsen i Harwich, bør der være et stopsignal, som lyser i Esbjerg, mener han.

Michael Wulff medgiver, at de danske organisationer ikke fundraiser så aggressivt, som man gør i England. Men vi er godt på vej, mener han. Og trenden er, at der bliver ansat flere professionelle fundraisere, samtidig med at de offentlige midler bliver sværere at få fat i. Og når kampen om pengene spidser til, bliver de skarpeste knive hentet frem.

”Vi ser det for eksempel ved, at man giver engangsstøtte til en organisation på sms, og alligevel bliver man kontaktet efterfølgende. Det er jo ikke meningen,” siger han og tilføjer:

”Jeg har selv oplevet at støtte en organisation og holdt op, fordi de blev ved med at kontakte mig for at få mig til at donere mere.”

Hvad er en særlig relation?
Netop den problemstilling optager Mette Grovermann fra Isobro.

For det er et åbent spørgsmål, hvordan de velgørende foreninger må bruge de oplysninger, de ligger inde med. Mens en velgørende forening altid har lov at hverve medlemmer, er det mindre klart, hvornår den må bede om bidrag.

”Har en forening for eksempel lov at kontakte et menneske, der på et tidspunkt har doneret penge eller været ude at samle ind for organisationen?” spørger Mette Grovermann.

Ifølge Indsamlingsloven må foreningen kontakte alle, den har en særlig relation til, og bede om bidrag. Men loven definerer ikke, hvad en særlig relation er. Det må den enkelte forening finde ud af.

”Hvis du nu har givet 75.000 kroner til for eksempel Børns Vilkår, er det rimeligt at antage, at du har en særlig tilknytning til foreningen. Men har du også det, hvis du har givet 50 kroner én gang, samlet penge ind eller købt noget i foreningens webshop?” spørger Mette Grovermann og giver selv et delvist svar:

”Foreningerne har i hvert fald ikke en særlig relation til alle, der modtager deres nyhedsbrev. Det er stenhamrende sikkert.”

Det bliver sværere at være lødig
Men er der så ikke et hul imellem loven og den enkelte forening?

“Nej, i virkeligheden er der tale om et genialt træk fra lovgivers side,” siger Mette Grovermann:

“Man har forsøgt at sige, at man anerkender, at donationer foregår på langt mindre strukturerede og regulerede, men til gengæld langt mere emotionelle principper end almindelige køb af varer og ydelser.”

Derfor, forklarer Mette Grovermann, er indsamlingsorganisationerne fritaget for kravene i Markedsføringsloven. Den frihed fordrer til gengæld, at organisationerne opfører sig ansvarligt.

“Sådan en frihed er ikke det mindste værd, hvis man ikke formår at påtage sig det medfølgende ansvar. Organisationen skal opføre sig på en måde, så man ikke bryder den relationelle tillid, der er opbygget.”

Og hvordan gør man det?

“Det handler om mange ting, men det har meget at gøre med respekt. At man respekterer, hvis jeg framelder mig nyhedsbrevet. Og at man respekterer, hvornår og hvordan og hvor tit jeg vil kommunikeres med.”

Men hvordan sikrer man så den respekt, når pengene bliver færre, og foreningerne er pressede?

“Du rører ved noget af det sværeste,” siger Mette Grovermann.

Hun forklarer, at foreningerne befinder sig i en klemme, hvor de får stadigt mere vanskeligt ved at få frie midler, mens både fonde og det offentlige stiller stigende krav til dokumentation og afrapportering.

“Det er ikke blevet nemmere at samle ind, og med stigende krav om effektmåling og afrapportering bliver der færre penge til de gode formål. Det er en udfordring. Det bliver sværere og sværere at være en både lødig og økonomisk veldrevet indsamlingsorganisation,” siger Mette Grovermann.

Foreningerne kan undergrave sig selv
I England siger Olive Cookes familie, at den ikke holder fundraiserne ansvarlige for den 92-årige dames død. Og det etiske nævn pointerer, at ingen af de organisationer, der kontaktede Olive Cook, havde et overblik over, hvor mange henvendelser den gamle dame modtog. Men familien gør det klart, at den gamle dame ville være blevet fortørnet, hvis hun havde fundet ud af, at hendes data blev delt.

Herhjemme er spørgsmålet, om de velgørende organisationer kan fastholde den etik, der ligger til grund for kontrakten med det omgivende samfund, eller om de bukker under for kravet om indtægter, mener Michael Wulff.

”Det interessante er, om organisationerne kan bevare deres integritet og troværdighed, samtidig med at de jagter penge. Hvis det går helt galt, ender det med, at de undergraver sig selv,” siger han.

Også Pernille Tranberg sender de velgørende foreninger en velment tanke:

“Overdreven fundraising kan koste på omdømme og etik. Så der skal man virkelig tænke sig om. Er det værd at ødelægge sit omdømme ved at spamme folk med opfordringer til at give penge til velgørenhed?”

Forrige artikel Klumme: Sådan bliver de danske fonde mere og mere synlige Klumme: Sådan bliver de danske fonde mere og mere synlige Næste artikel Sprog-gymnast skal styrke AIDS-Fondets lobbymuskel Sprog-gymnast skal styrke AIDS-Fondets lobbymuskel