Efter 10 år med EU borgerinitiativ har civile aktører fået et nyt redskab. Hr. og fru Jensen er stadig milevidt fra indflydelse i EU

EU’s forløber for det danske borgerforslag, det europæiske borgerinitiativ, er efter sit første årti en mildt sagt afdæmpet succes. Det har langtfra skabt en direkte kanal ind i unionsdemokratiet for medlemslandenes almindelige borgere. Dem, der har mest glæde af det, er ngo’er med veldrevne afdelinger i mange lande.

Hvad er ligheden mellem kræftramte børn i Danmark og burhøns i EU?

Umiddelbart kunne det lyde som starten på en rigtig upassende joke – bare rolig, det er det ikke.

For der er faktisk en lighed: Begge grupper har fået forbedrede vilkår via lovforslag, som civile borgere har pålagt henholdsvis det danske Folketing og EU-Kommissionen at behandle.

Det europæiske borgerinitiativ trådte i kraft i 2012 og kan med en mio. underskrifter fra EU-borgere få EU-Kommissionen til at tage stilling til et konkret forslag.

Men hvor det danske borgerforslag i løbet af sin knap femårige levetid har fået danske parlamentarikere til at tage stilling til i alt 37 forslag, har EU-forløberen på den dobbelte tid kun ført til Kommissionens behandling af seks forslag. Af dem har tre ført til (tilsagn om) lovgivning eller anden regulering.

{{toplink}} 

På den baggrund er det måske ikke overraskende, at skudsmålene går fra ’mere demokratisk’ og ’ret effektivt’ til ’et mismatch mellem, hvad man får, og hvad man tror man får.’ Det kommer an på, hvem man spørger.

Iben Tybjærg Schacke-Barfoed er analyse- og kommunikationschef hos Tænketanken Europa. Hun er også tidligere chefkonsulent for Europaudvalget og EU-Oplysningen i Folketingets administration.

Hun mener overordnet, at det europæiske borgerinitiativ har vist sig relativt virksomt for visse typer ngo’er, men i forhold til den oprindelige hensigt er succes’en til at overse.

”Ideen, der kom ind med konventet i 00’erne var velment og opstod for, at borgerne skulle have en direkte vej ind. EU ville signalere direkte demokrati. Men faktum er, at hvis nogen sidder hjemme ved køkkenbordet og synes, det er for dårligt med al den mikroplast i naturen og tænker borgerinitiativ som en løsning, vil de opleve, at det er meget besværligt,” siger hun.

I den anden ende af skalaen beskrives det europæiske borgerinitiativ som “Meget virkningsfuldt, hvis sagen er noget radikalt, som har bred folkelig opbakning.”

Den karakteristik kommer fra David Garrahy, External affairs manager i World Animal Protections Bruxelles-kontor.

World Animal Protection har i Danmark gået forrest for at indsamle den million underskrifter, som sidste år resulterede i, at EU-Parlamentet i juni 2021 besluttede at fremlægge et forslag, der i sidste ende vil forbyde bure til en række husdyr.

Kampagnen, som havde navnet’ End the Cage Age’ blev ført af mere end 170 europæiske og internationale dyreværnsorganisationer og nåede at samle 1,4 mio underskrifter

Esben Sloth, organisationens programdirektør i Danmark, kalder det europæiske borgerinitiativ som metode ’ret effektiv’

”Vi har jo stadig til gode at se, hvordan det reelt ender. Men jeg er ret sikker på, det får en stor impact – jeg vil faktisk sige, jeg tror, det vil være en ændring, som ikke kunne være sket uden det borgerinitiativ.”

Forsøg på forenklinger kan medføre ny typer besvær

Men som ofte, når det gælder EU, er virkeligheden sjældent simpel.

For det er ikke nødvendigvis kun skidt, at noget er besværligt, og når noget er godt, er det ikke uden slagsider.

Hvis vi starter med det faktum, at almindelige borgere uden organisering i ryggen ikke kan bruge borgerinitiativet til meget, er det Iben Tybjærg Schacke-Barfoeds vurdering, at tidligere fremsat kritik stadig er relevant.  

Kritikken går blandt andet på, at indsamlingsperioden er for kort (der skal samles en mio. underskrifter på et år), og at det er besværligt for indsamlerne at få de respektive landes myndigheder til at verificere underskrifterne.

For at få indsamlingen godkendt skal underskrifterne desuden være indsamlet i mindst syv medlemslande, og der skal være et minimumsantal i hvert land.  

”Det er stadig en relevant kritik, men det er samtidig nødvendigt at have en barre, som sikrer, at forslagene er seriøse nok, og at kommissærerne ikke skal bruge tid på forslag uden reel opbakning. Det er heller ikke så simpelt at ændre, for hvis man nu for eksempel fjernede minimumskravet for det enkelte land, kunne man med de nuværende regler måske ende med at skulle indsamle underskrifter fra endnu flere lande. Dermed skulle man indarbejde endnu flere forskellige landes procedurer for verificering,” forklarer hun. 

Mere effektivt med kontakt til MEP’er og regeringer

Da ordningen blev indført, fremførte daværende Europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) blandt andet en bekymring omkring tidsfristen, men kastede sig alligevel ind i en indsamling for at forbyde lange dyretransporter.  

Underskrifterne blev indsamlet, men det blev aldrig til et forbud. 

Men hvis chancerne for at få gennemført lovgivning via borgerinitiativet, selv for en parlamentariker, er så små, hvilken vej kan så betale sig at gå for at få indflydelse?

Hvis man går tilbage til eksemplet med mikroplast, mener Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, det vil være nemmere at tage fat i Kommissionen, en EU-parlamentariker eller gå igennem ens eget lands regering. 

”Kanalen eksisterer jo, men folk får en opfattelse af, at vejen er kortere, end den er. I praksis kan de andre muligheder nok bedre betale sig, og så kan man jo skubbe på via flere kanaler,” siger hun og nævner:

”Man kan jo både demonstrere og melde sig ind i en miljøorganisation og samle underskrifter til et borgerinitiativ, men spørger du om, hvor man får mest lovgivning på kortest tid, er svaret ikke borgerinitiativer.”

Ingen vil fjerne en rettighed

For det europæiske borgerinitiativ er i sandhed en metode for de tålmodige. I et af de seks såkaldte succesfulde borgerinitiativer kan således påregnes ni år fra registrering til – stadig tentativ – dato for implementering. Det er dog ikke særlig odiøst i en EU-sammenhæng, tilføjer Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.

Hvis man ser hvad danske politikere siger om borgerforslag, understreger mange, at det ikke kun handler om muligheden for at få vedtaget ting – men også om muligheden for at blive hørt. Tænker du også det gælder for EU-borgerinitiativet?

”Hvis succeskriteriet ikke bare er lovgivning, men også kan være omtale eller borgerengagement, er sagen noget andet. En af de oprindelige tanker var, at hvis borgerne på tværs af EU-landene oplevede, at de delte problemer med befolkninger i andre EU-lande, ville det både skabe en større integration og give mulighed for at engagere borgere i EU på andre måder end ved nationale folkeafstemninger.”

Og derudover peger hun også på, at mens nogle lande, herunder Danmark, har borgere, som er forholdsvis deltagende i deres demokrati ved for eksempel valg, er der dalende tilslutning til partierne, mens andre landes befolkninger er mindre tilfredse med deres demokrati. Det taler alt sammen for, at alternative kanaler – trods besværligheder – kan have en berettigelse.

”Det er kommet for at blive. For det første står det i traktaten, så hvis det skulle afskaffes, vil det kræve en traktatændring. Men prøv også at forestille dig, man fjernede det – altså fjernede en rettighed for borgere til at få indflydelse,” siger hun.  

Kun kendt af de professionelle

I 2015 spurgte Altinget via Norstat i en undersøgelse, om danskerne kendte til ordningen. Dengang svarede 85 procent nej og 15 procent ja.

Den fordeling tror Iben Tybjærg Schacke-Barfoed stort set ikke er forandret i dag.

Og noget tyder på, hun har ret.

Hos Folketingets EU-oplysning har man ganske vist ingen systematisk opgørelse over, hvor mange henvendelser om netop det europæiske borgerinitiativ, kontoret modtager. Men søgninger og forespørgsler blandt ansatte peger entydigt på det samme:

Ud af de omkring 2.000 årlige forespørgsler om alt mellem EU’s himmel og jord handler kun meget få om det europæiske borgerinitiativ. Medarbejdere anslår, at Svartjenesten – med forbehold for at der er tale om tal baseret på hukommelse -  har modtaget mellem fem og ti henvendelser fra 2010 frem til 2020 og en enkelt medarbejder har siden 2019 modtaget to forespørgsler om emnet.

”Hvis du er meget engageret i civilsamfundet, er medlem af Greenpeace eller går op i dyrevelfærd, kender du formentlig til det. For en ngo er det et fedt element i en kommunikations- og pressestrategi at sige, man er med i en kampagne, men organisationerne skal være meget professionelle for at bruge det effektivt. Hr. og Fru Jensen vil formentlig gå kolde, længe før de når i mål. Det er lidt sjovt, for da det blev indført, var mange civilsamfundsorganisationer bange for, at de ville blive overhalet indenom, men det er jo slet ikke sket,” siger hun.  

Ikke et førstevalg

Sikkert er det i hvert fald, at organisationen World Animal Protection opererer med det europæiske borgerinitiativ som fast inventar i redskabsskuret for at skabe mere dyrevelfærd. Men som External Affairs manager David Garrahy siger, er det ikke et kort, man spiller i hvilken som helst sammenhæng.

”Hvis der findes alternative kanaler, som kan give mening, er de at foretrække. Det kan være at arbejde med eksisterende lovgivning eller offentlige kampagner, som kan påvirke beslutningstagerne. Det europæiske borgerinitiativ er bureaukratisk, logistisk tungt og kræver mange ressourcer og samarbejde,” opridser han. 

På den anden side ser han optimistisk på perspektivet for den kun ti år gamle ordning.

”Det virker stadig nyt, og en del må efterhånden kende til det, men mangler at se eksemplet på, at det har ført til succes. Jeg tror mange civilsamfundsorganisationer følger vores kampagne med interesse,” siger han.

Årsagerne til, at valget netop faldt på det europæiske borgerinitiativ som løftestang for at gøre noget ved forholdene for dyr i bur er mange.

“Først og fremmest var Kommissionen begyndt at opprioritere dyrevelfærd igen efter finanskrisen. I 2010 var dyrevelfærd ikke af høj prioritet, men vi fornemmede at de selv så sig om efter en anledning. Kommissionen har jo brug for politisk legitimitet, eftersom kommissærerne ikke er valgt, men udpeget og dertil har fået tiltagende politisk magt. De vil gerne sende et signal om, at de lytter til befolkningerne,” fortæller David Garrahy.   

Kommunikation om lobbyisme i EU er ikke en banger hos medlemmer

Han tror, at indsamlingen lykkedes, fordi dens indhold gjorde folk opmærksomme på noget, mange faktisk ikke vidste i forvejen: Nemlig at de fleste slagtedyr bliver holdt i bure i størstedelen af deres liv.

Undervejs blev den, ikke overraskende, mødt af modstand fra landbruget. Responsen fra kampagnegruppen var at lobbye i de relevante fag-komitéer i Bruxelles og skaffe opbakning fra virksomheder, som også støtter et bur-forbud.

Når kampagnen alligevel endte med at lykkes, skyldes det desuden en ekstremt velorkestreret og veludført kampagne, gennemført blandt andet i kraft af tusinder af frivillige i organisationens forskellige afdelinger i medlemslandene.

”Det er ikke meget kompliceret at samle underskrifter ind – det kan gøres bade fysisk og via SoMe, og så er der jo også en vigtig kommunikationsopgave. Bare fordi du samler en mio. underskrifter er du ikke sikret lovgivning. Du optjener alene retten til at blive hørt, så man kan let komme til at skabe falske forventninger,” advarer han.  

Og for så vidt angår kommunikationen, er den også medvirkende til at David Garrahy er enig med Tybjærg Schacke-Barfoed på et punkt: Nemlig i, at det mest er professionelle som ham selv, eller meget engagerede borgere og aktivister, som har kendskab til muligheden.

“En del af forklaringen på, at kun få borgere kender til det, er at organisationerne ikke taler så meget og højt om det. EU bliver opfattet som bureaukratisk, og borgerne forstår ikke, hvor vigtigt det er. Helt ærligt, hvis vi indledte et nyhedsbrev med noget om EU, ville ingen læse den mail, men hvis vi taler om sagen, bliver folk interesserede,” siger han.

Han bakkes op af sin kollega i Danmark, Esben Sloth, som kommunikerer til den danske medlemsskare

”Mange medlemmer vil hellere høre om vores konkrete arbejde med dyr end vores politiske arbejde. Vi kommunikerer også tydeligt, at vi ikke kan opnå et forbud mod mink- og chinchillaproduktion i Danmark, men kun via EU. Men nej, det laver ikke de store bangers, når vi skriver, at vi laver lobbyarbejde i EU,” siger han.

Nogle gange er det smartest at starte nationalt

Alligevel mener Esben Sloth, at borgerinitiativet rykker EU tættere på borgerne og gør EU mere demokratisk.

”Det er rigtigt, at det vil være umuligt for fru Jensen og andre almindelige borgere at komme igennem med noget. Men det bringer civilsamfundet tættere på – og dermed også borgeren. EU er kommissær- og regeringstungt, og borgernes repræsentanter i parlamentet har ikke den store magt og mulighed for at blive hørt. Det betyder ikke, at borgerinitiativet er perfekt,” siger han.  

Esben Sloth tilføjer, at et argument for netop at vælge borgerinitiativet er vurderingen af, at der er en chance for ikke alene at skaffe underskrifter nok – det er faktisk det mindste – men at det politiske landskab ligger gunstigt i forhold til vedtagelse. Og sådan er det ikke altid.

”Hvor rigtig meget dyrevelfærdsarbejde er rettet mod EU, kan indsatser i forhold til fødevaresystemet være smartest at starte i Danmark. Så er logikken at påvirke den danske regering, så Danmark kan være foregangsland. Det betyder ikke, at det endelige fokus ikke er globalt – det er det altid,” forklarer han.

Så mens den dårlige nyhed er, at det kræver tilknytning til og opbakning fra en stærk civilsamfundsaktør og helst med et Bruxelles-kontor at bruge det europæiske borgerinitiativ effektivt, er der også en god nyhed: Dem er der oceaner af – angiveligt nu mere end 35.000 så har man en hjertesag, findes der højst sandsynligt en organiseret gruppe ligesindede. 

Forrige artikel Golden standard-forskningsprojekt skal undersøge effekten af civilsamfundsindsats for psykisk sårbare Golden standard-forskningsprojekt skal undersøge effekten af civilsamfundsindsats for psykisk sårbare Næste artikel Sådan har civilsamfundets indsats hjulpet ukrainere i gang på arbejdsmarkedet Sådan har civilsamfundets indsats hjulpet ukrainere i gang på arbejdsmarkedet
En grønskolling vokset ud af 2014-revolutionen og et håndholdt orgie af frivillig handlekraft. Her er et øjebliksbillede af Ukraines civilsamfund

En grønskolling vokset ud af 2014-revolutionen og et håndholdt orgie af frivillig handlekraft. Her er et øjebliksbillede af Ukraines civilsamfund

Efter et år med krig har det danske og internationale civilsamfunds indsats for at støtte ukrainerne fået – berettiget – meget rampelys. Til gengæld har det ukrainske civilsamfund selv ikke fyldt meget. Hvad er det for en størrelse, hvilken forskel gør det, og hvilke trængsler har det? Altinget råder en smule bod på den manglende opmærksomhed.

Når ngo’er og udsatte selv fordeler fondsmidler, er det både en gave for diversiteten og en mulighed for at ’washe’ beskidt tjente formuer renere

Når ngo’er og udsatte selv fordeler fondsmidler, er det både en gave for diversiteten og en mulighed for at ’washe’ beskidt tjente formuer renere

Selvom participatory grantmaking ikke er noget ubeskrevet blad i Danmark, har vi endnu til gode at se en udgave, hvor beslutningerne om bevillinger er helt overladt til målgrupperne. Men det har Hannah Paterson set masser af vellykkede eksempler på – og hun finder det både fantastisk og forfærdeligt. Hun er Churchill fellow og ekspert i metoden. Altinget har mødt hende i Danmark.

Quiz: Test din viden om frivillige, fastholdelse og rekruttering

Quiz: Test din viden om frivillige, fastholdelse og rekruttering

Resultaterne af en af de mest omfattende danske undersøgelser af udfordringer og muligheder i forhold til at rekruttere og fastholde frivillige er for nylig offentliggjort og udkommet i bogform. Se hvordan dine antagelser og viden matcher undersøgelsen her

Ekspert om at afskedige en frivillig: Det skal gøres ordentligt og værdigt

Ekspert om at afskedige en frivillig: Det skal gøres ordentligt og værdigt

I den nye udgave af antologien ”Samtaler der kræver mod” bevæger Center for Frivilligt Socialt arbejde sig ind på et område, som har relevans langt ud over de foreninger, som driver socialt arbejde – nemlig hvordan man ”fyrer” en frivillig, som ikke fungerer, og ikke mindst, hvordan man gør det på en ordentlig måde.