Forfatter til ny bog om partnerskaber: Virksomheder skal være mere nysgerrige og organisationer skal være mere offensive

FNs Verdensmål har haft positiv betydning for partnerskaber på tværs af sektorer. Men hvor virksomhedernes foretrukne verdensmål er nummer 17: Partnerskaber, fokuserer organisationerne oftere på de øvrige, problemrelaterede verdensmål.

Der findes andre værdier end cool cash. Og hvad de kan være, kan både erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer med fordel sætte sig til at granske nøjere. 

For der er mange gevinster at hente for begge parter.

Det mener Lene Hjorth, medforfatter til bogen ’Parat til private partnerskaber’ – inspiration til civilsamfundet. Bogen udkommer i morgen, fredag og udgives af Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Det er en brugs- og inspirationsbog, og som titlen siger, er den primært tilegnet civilsamfundsorganisationer, især små og mellemstore. 

{{toplink}}

Lene Hjorth er tidligere bæredygtighedsdirektør i den finansielle verden, i dag selvstændig konsulent. Hun mener, at behovet for at høre bogens budskaber er mindst lige så stort hos erhvervslivet, selvom hun pointerer, at partnerskabstænkning langt fra er noget nyt hos virksomheder. 

Virksomheder undervurderer organisationers værdi

I forhold til partnerskaber med civilsamfundet oplever hun, at mange virksomheder er unødigt tilbageholdende. Unødigt, fordi de mangler viden om, hvor meget den type partnerskaber kan være værd – det gælder både på bundlinjer og andre parametre.

”Mange tænker måske ikke over, at organisationerne – både brugere, frivillige og ansatte, er virksomhedernes kunder og interessenter, så på den måde er de potentielle kunder. Over for medarbejderne skaber man den værdi, at de bliver stolte af at have en arbejdsplads, som tager et socialt ansvar. Det er jo noget, der i stigende grad efterspørges af jobansøgere, og som er med til at gøre virksomheden til en attraktiv arbejdsplads,” siger hun.

På den anden side af bordet er det Lene Hjorths opfattelse, at mange organisationer er interesserede i partnerskaberne, men at deres tilgang til udbyttet er for snæver:

”Civile aktører, som er uerfarne, har ofte en forventning om, at når man kommer til en stor virksomhed og der så viser sig at være god kemi og basis for partnerskab, så vil de formentlig give os nogle penge. Og det er ikke den attitude, man skal komme med. Det skal være: Hvad kan vi få ud af det her sammen, hvad er det, vi kan løse, så kommer gevinsterne. Selvfølgelig er det vigtigt med penge, men der er så mange værdier i alt muligt andet. Hvis du tænker over det, så råder virksomheder over mange ressourcer, som organisationerne har brug for. Computere, der stadig kan bruges, de kan have biler, de kan have møbler og alene deres kommunikationsplatforme og erhvervsnetværk kan være rigtig mange penge værd,” forklarer hun.

En konkret model til at styre uden om faldgruber

Bogen beskriver i syv trin vejen til et partnerskab. Ved hvert trin gives der desuden et eksempel på et partnerskab fra den virkelige verden med virksomheder så forskellige som et byggemarked, et forsikringsselskab og et teleselskab og målgrupper, der spænder fra hjemløse og kriminelle unge til blinde og flygtninge.   

Syv-trins-modellen og dens meget konkrete form sammen med skabeloner til aftaler og kontrakter er en af bogens fremmeste fortrin, også når man sammenligner med den øvrige litteratur om samme emne på markedet, mener Lene Hjorth.  Hun fremhæver også bogens beskrivelse af de største faldgruber i partnerskaber:

”Kommunikation kan for eksempel være svært, og går tit galt, fordi virksomheden ofte er ’den store’ i relationen med mange muskler, som derfor kommer til at ’hugge’ kommunikationen, ikke med vilje, og der er rigtig meget værdi i at kommunikere om et partnerskab,” nævner hun.

Derfor er bogen tænkt som en hjælp til at komme i gang med at arbejde mere professionelt med partnerskaber, til de mange organisationer uden den fornødne ekspertise i form af frivillige, ansatte eller bestyrelser med kompetencer og viden om partnerskaber og erhvervsliv. 

”Det er altid fornuftigt at spørge nogen til råds eller bruge bogen, men skal man have glæde af partnerskaberne i mange år, skal kompetencerne være in-house, og man skal udvikle dem i egen organisation,” siger hun.  

Ideologisk berøringsangst og frygt for at blive spændt for en vogn

Lene Hjorths oplevelser med partnerskaber er, at virksomhederne indtil nu har været lidt foran især de mindre organisationer, fordi de har haft nogle ideologisk begrundede forbehold: 

”Der har været en slags berøringsangst og nogle principper om, at man kunne klare sig med filantropi og gode viljer, så det med at tænke i markedsføringsplatforme og kundesegmentering har været noget, foreningerne ikke ville røre ved. Fordi de havde et højere formål, og fordi nogle frygter at blive spændt for en vogn og blive brugt i en eller anden form for ’washing,’ eller blive fanget i dårlig medieomtale. Det kan jeg sagtens forstå, altså hvis man arbejder socialt inden for LGBT+ dagsordenen og man så samarbejder med en virksomhed, hvor direktionen havner i en møgsag med den dagsorden... Dårlig presse kan jo lægge en organisation ned,” siger Lene Hjorth, som også har et svar på, hvad man kan gøre for at imødegå den slags udfordringer:

”Der findes selvfølgelig ting, som ingen kan forudsige, men mange gnidninger og overraskelser kan undgås ved grundigt forarbejde. Konkret at begge parter får stillet hinanden de ’farlige’ spørgsmål til at begynde med. For eksempel: Er det rigtigt, at hjemløse ikke kan få konto i jeres bank? Det tør mange måske ikke spørge om, men det skal man, for at lære hinanden ordentligt at kende,” lyder det. 

Verdensmål har givet et løft

Trods den eksisterende opdeling mellem sektorer oplever Lene Hjorth også en opblødning og en øget interesse fra begge sider – eller egentlig flere end to, for det offentlige indgår også hyppigere i partnerskaber med civile og kommercielle aktører. 

”Stort set alle de store organisationer har samarbejder med virksomheder og kan næsten ikke eksistere uden. De fleste er gået rigtig godt, selvom jeg jo godt ved, at dem, der er gået dårligt, hører vi selvfølgelig ikke om, med mindre, der har været deciderede skandaler,” siger hun. 

Sammen med iagttagelsen af, at virksomheder og organisationer langsomt begynder at ligne hinanden og tænke mere ens, har Lene Hjorth desuden noteret sig en tendens, som har at gøre med FNs Verdensmål. 

”Jeg har ikke talt det op, men de sidste 4-6 år har jeg helt sikkert set et øget fokus fra virksomheder, som taler om partnerskaber som en måde at bidrage til Verdensmålene på.”

Og det er vel at mærke specifikt møntet på Verdensmål nummer 17, partnerskaber – som til gengæld, ifølge Lene Hjorth, ikke er lige så populært blandt organisationer.

”Nummer 17 er klart virksomhedernes go-to-verdensmål. Det er nok en typisk ting, at ngo’erne tænker mere i de problemer, de gerne vil løse, og virksomheder tænker mere i, hvem de kan arbejde sammen med. Og egentlig er det logisk, for virksomhederne har jo ikke samme adgang til de målgrupper og problematikker, som organisationerne har,” siger hun.

Men det er virksomhederne i stigende grad interesserede i.

Legitimitet er et must

Lene Hjorth citerer Falcks direktør for at pointere, at ’man ikke kan være en stor virksomhed i Danmark uden at interessere sig for det samfund, man gerne vil lave forretning med.’ Og med Lene Hjorths erfaringer smidt oveni, kan den påstand oversættes til, at virksomheder har et (øget) behov for legitimitet for at være operatører i det omgivende samfund. En legitimitet, de netop kan opnå gennem partnerskaber med civilsamfundsorganisationer.

Derfor ligger det hende også på sinde, at ikke kun de civile organisationer får øjnene op for både bogen og emnet som helhed, men at også erhvervslivet dykker meget mere ned i de oceaner af fordele og gevinster, som ligger i partnerskaber:

”På den ene side har vi et samfund med meget vandtætte skotter mellem sektorerne, men ikke mindst med indførelsen af Verdensmål er flere og flere optaget af medborgerskab, aktivisme og samarbejde og partnerskaber. Men rigtig mange kuldsejler, fordi de ved for lidt om hinanden, både erhvervsliv og civilsamfund. Og hvis jeg skal formulere det som en opfordring, så ville jeg siger, at virksomhederne skal være mere nysgerrige, men til gengæld skal civilsamfundsorganisationerne være mere offensive,” lyder det.  

Forrige artikel Nødhjælp på speed: “Putin triggede vores retfærdighedsfølelse” Nødhjælp på speed: “Putin triggede vores retfærdighedsfølelse” Næste artikel VELUX FONDEN: Personlige erfaringer skal spille større rolle i uddelinger VELUX FONDEN: Personlige erfaringer skal spille større rolle i uddelinger
Mangfoldigheden halter bagefter i civilsamfundet

Mangfoldigheden halter bagefter i civilsamfundet

En ny undersøgelse foretaget af Groupcare viser, at kun cirka hver fjerde forening eller organisation herhjemme arbejder målrettet med inklusion og diversitet. Det tyder også på, at det danske civilsamfund halter bagud, når vi sammenligner os med Sverige og Norge.

Marie blev aktivist, da hun stod i vuggestuen: ’Det lå ikke i blodet, men da mærkede jeg på min egen krop, at noget var helt galt’

Marie blev aktivist, da hun stod i vuggestuen: ’Det lå ikke i blodet, men da mærkede jeg på min egen krop, at noget var helt galt’

At være aktivist er under et valg er et ’altabsorberende monster’. Men at være det under to valg og tiden imellem er kaotisk, opslidende og en proces, der får folk til at brænde sammen. Så hvorfor står en mor til to endnu en gang og pakker banners og hoodies ud med den ene hånd og sms’er med journalister med den anden, imens nattesøvn er en by i Rusland og penge altid er en mangelvare?

Med cykel og cykelhjelm fik Jonas skabt Lolland et nyt ungeråd

Med cykel og cykelhjelm fik Jonas skabt Lolland et nyt ungeråd

Halvanden måned fik ungekonsulent Jonas Sylvester Kaspersen til at opstarte Lolland Ungeråd, og i den periode kunne Lollands beboere se ham ræsende på sin cykel frem og tilbage på adskillige skoler, fritidshjem og uformelle opholdssteder for unge. Kom med på hans tur her.

To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’

To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’

Borger-alliancen Medborgerne fra Nørrebro/Nordvest drejede nærmest lydløst nøglen rundt i forsommeren. Den platform, der skulle samle civilsamfundet lokalt og styrke nærdemokratiet, overlevede ikke. Men hvorfor? Og hvor bør man justere, hvis andre vil prøve kræfter med Community Organising i Danmark? Det har Civilsamfundets Videnscenter spurgt to centrale kræfter i Medborgerne om.

Lær af Næstehjælperne: Sådan beskytter du sårbare facebookmedlemmer

Lær af Næstehjælperne: Sådan beskytter du sårbare facebookmedlemmer

Mere end 22.000 danskere er medlem af en lokal facebookgruppe under Næstehjælperne. Bevægelsen er en protest- og hjælpegruppe, der skaber forbindelse mellem fattige eller udsatte og andre, der har overskud til at hjælpe. Læs her, hvordan Susanne Jakobsen fra København varetager rollen som administrator.