Projekter skal turde tænke som virksomheder for at skabe forankring

Mange måder at skabe forankring
“Den klassiske forankring er at blive købt ind af kommuner til at fortsætte indsatsen, men der er mange forskellige former for forankring,” siger Sofie Bertolt Winther. 

Det er ikke alle projekter, der passer eller egner sig til at blive udført i kommunalt regi, forklarer hun.

“Nogle formår at få en tiårig fondsaftale, så de er sikret drift i mange år, hvilket også kan betegnes som forankring, mens andre lykkes med at skaffe erhvervspartnere. Jeg har også set eksempler, hvor det er lykkedes at skabe et kludetæppe af finansiering med mange forskellige kilder.”

“Nogle projekter ser en mulighed for at bruge frivillig arbejdskraft eller at skabe en forening med medlemskontingenter. Sommetider kan en idé eller et koncept også forankres i eksisterende organisationer ved at rykke rundt på prioriteringerne,” supplerer Robin Vickery.

Fælles for de mange forankringsmuligheder er, at man skal begynde på processen tidligt.

“Det er vigtigt med en længerevarende nysgerrighed over for ens egen indsats: ‘Hvor skal vi hen og med hvem?’ Man skal starte med første fase af forankringen, allerede inden projektet er startet,” forklarer Sofie Bertolt Winther.

Tænk som en virksomhed
“Når man er en socialøkonomisk virksomhed, så er man en virksomhed i regulær forstand. Man har en produktion eller en service, men kan samtidig løse en social opgave. Derfor er dét at arbejde med forretningsudvikling en integreret del af at arbejde med indsatsen,” forklarer Robin Vickery.

Men sådan er det ikke blandt civilsamfundets indsatser og projekter.

“Generelt skal vi blive bedre til at tænke forretning ind i det sociale område. Ikke fordi det hele skal handle om business og smarte forretningsmodeller, men man skal turde spørge sig selv, hvilken værdi man skaber, og hvem der får noget ud af, at vi eksisterer,” Sofie Bertolt Winther. 

“Vi er blevet mere opmærksomme på, at der er nogle redskaber, man kan bruge i sociale indsatser, hvis man ønsker at blive økonomisk bæredygtig,” forklarer Robin Vickery.

Derfor foreslår de, at man begynder at bruge greb fra forretningsudvikling i social- eller beskæftigelsesområdet.

Et af redskaberne, som man også ofte bruger i start up-virksomheder, er eksempelvis Business Model Canvas. En slags opstartsskabelon, hvor man kortlægger sine kunder, hvad man skaber af værdi, og hvordan markedet ser ud.

“Det handler jo også om at se på sammen med andre, eksempelvis interessenter eller kunder, hvad ens styrker og svagheder er. Ting, man ofte ville sætte i spil i en nystartet virksomhed,” siger Sofie Bertolt Winther.

Skab gode samarbejdspartnere
I en virksomhed vil man med det samme undersøge relevante kunder. Ligeledes skal et projekt i gang med at skaffe samarbejdspartnere – og tænke videre end bare funding. Det kan være en stor udfordring, men det er der også råd for, forklarer Robin Vickery:

“Vi opererer med en ‘skammel’ med tre ben, når man skal etablere gode samarbejder med dem, der skal finansiere ens indsats,” forklarer han.

Først og fremmest er det vigtigt, at man har en stærk fortælling:

“Det er meget vigtigt med strategisk kommunikation, og det har man ikke haft meget fokus på på socialområdet. Man skal styrke fortællingen om sig selv – både til eventuelle samarbejdspartnere og offentligheden. Det er svært at sidde en stærk fortælling overhørig, hvis den blomstrer overalt,” siger Sofie Bertolt Winther.

“Andre skal kunne mærke, at dét, vi gør, er vigtigt. Man skal kunne mærke os. Mange sociale virksomheder og organisationer kommer langt på at være tydelige med, hvad de laver,” fortæller Robin Vickery.

Andet ben handler om at have en god faglig dokumentation og en stærk metode:

“Har vi en stærk metode eller nogle faglige principper, som vi kan dokumentere virkningen af? Man skal være skarp på, hvilken type dokumentation der er vigtig i forhold til samarbejdspartnerne. Nogle vil gerne have hårde, kvantitative data, der dokumenterer effekterne. Andre er glade for kvalitativ dokumentation,” siger Robin Vickery.

Endelig handler det tredje ben om det lidt mere langhårede, nemlig økonomi, organisation og jura.

“Man skal undersøge, om det, man tilbyder, passer ind i de ydelser, som eksempelvis en kommune vil støtte, hvis man satser på kommunal forankring. Er det overhovedet muligt at frigive midler fra den kasse, vi satser på? Og hvordan passer det med de øvrige tiltag i kommunen?” spørger Robin Vickery.

“Der er meget konkurrence om at få del i de kommunale midler. Så hvis man satser på kommunerne, skal man være meget skarp på at afsøge samarbejde med kommunale folk tidligt i processen. Hiv dem med ind i maskinrummet, eksempelvis som medlemmer i et advisory board eller bestyrelse eller deltager i udviklingsworkshops, så de oplever ejerskab over indsatsen,” siger Sofie Bertolt Winther.

En projektdræber, som Robin Vickery og Sofie Bertolt Winther ser igen og igen, er, at man er for fokuseret på én bestemt samarbejdspartner. For hvis samarbejdet ikke lykkes, risikerer hele projektet at falde til jorden.

“Man skal ikke satse for meget på én partner. Vi kan se, at nogen af dem, der kommer langt, er dem, der tør at forfølge det, de tror på, og samtidig forstår og formår at formidle det til mange potentielle samarbejdspartnere. Hvis du hele tiden bøjer dig efter en fond eller kommune, vil du skuffe andre partnere eller risikere at blive irrelevant,” forklarer Sofie Bertolt Winther.

Åbn dialogen - og skift retning
Endelig er en vigtig del af forankringen løbende at evaluere sit projekt, skabe en åben dialog om indsatsen med sine samarbejdspartnere og turde skifte retning.

“Indenfor forretningsudvikling er det naturligt, at man tester nogle veje og er klar til at sadle om. Men som projekt eller indsats skal man ofte være præcis omkring, hvad man vil gøre, allerede når man søger fondsmidler. Det afgørende bliver her, at man så hurtigt som muligt får udforsket og konkret afprøvet forskellige forankringsmuligheder. Man skal samtidig være klar til at ændre på det, der måske ikke fungerer,” siger Robin Vickery.

Projekter og indsatser løber ofte med panden ind i en mur, når de forsøger at innovere og udvikle i en ny retning, fordi man samtidig har nogle målsætninger bundet til de fondsmidler, man har fået.

“Sommetider bliver projekter og indsatser begrænset af de specifikke målsætninger, de har opstillet. Men spørgsmålet er, om man som projekt kan være nysgerrig sammen med fonden? Hvor skal vi hen? Hvad vil vores partner gerne have, at vi fokuserer på? Så kan man sammen arbejde sig hen imod en stærkere forankring,” siger Sofie Bertolt Winther og fortsætter:

“Det er spændende, når man kan have en løbende dialog mellem netop evaluator og projekt og turde at give endnu mere plads til dialog om projektets retning, så projektledelsen ikke oplever, at målsætningerne fra fondsansøgningen ikke bliver begrænsende.”

Nogle fonde giver fondsmidler til en pilotfase eller skriveperiode, hvor man kan afsøge en god idé eller koncept i samarbejde med fonden, forklarer hun.

“Det kræver tæt samarbejde med fondene. For måske kan man ikke fremvise resultater det første år, men til gengæld kan man arbejde hen imod, at konceptet kommer til at levere et skarpt produkt og bliver forankret på lang sigt,” siger Sofie Bertolt Winther og afslutter:

“Vi oplever, at mange fonde faktisk gerne vil have mere feedback fra projekterne, men projekterne tør måske ikke være tydelige omkring, hvornår de har behov for at ændre planer eller justere målene. Det er vigtigt med den åbne dialog.”

Netop den åbne dialog og løbende evaluering vil blive diskuteret på Copenhagen Dome og SocialRespons' webinar i morgen 3. december.