Debat

3F: Det er uværdigt, når borgere uden it-færdigheder straffes i velfærdssystemet

Uden MitID bliver du sat uden for indflydelse på din egen økonomi og sundhed. Det skaber et ulige samfund, hvor ikke-digitale borgere mister deres værdighed, skriver Lene Krabbe Dahl.

Det er på tide, at Folketinget tager et kig på, hvordan muligheden for at blive digitalt uafhængig kan forbedres, skriver Lene Krabbe Dahl.
Det er på tide, at Folketinget tager et kig på, hvordan muligheden for at blive digitalt uafhængig kan forbedres, skriver Lene Krabbe Dahl.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lene Krabbe Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du har måske prøvet – eller måtte opgive – at hjælpe dine forældre med deres smartphone eller en bedsteforælder med at finde en mail fra lægen på “skrivebordet”. De digitale løsninger har på rekordtid indtaget vores hverdag og velfærdsstat. Det er hurtigt, nemt og bekvemt – hvis du ved, hvad du gør.

Hverdagen er bare ikke så digitalt strømlinet for alle. For der er mennesker, hvor denne digitale tidsalder er et tilbageskridt for deres velfærd. Og nej, det handler ikke kun om det årstal, der står på dit sygesikringsbevis. Selv unge, der er digitalt indfødte, oplever en fremmedgørelse i de digitale samfundsregler.

Der er en forventning til, at hvis du kan holde en telefon i hånden, kan du også finde rundt i velfærdsstatens to-trins godkendelser, digitale postkasser og smarte apps.

Danmark ligger på en imponerede anden plads i Europa over lande, hvor digitaliseringen udvikler sig mest. Men i den udvikling ligger der også en ulighed for de personer, der ikke har stærke it- interesser eller -kompetencer. Det er ikke alle, der er blevet benådet med digitale kundskaber.

Hvorfor skal de være dårligere stillede end andre?

Det er urimeligt at lave alle mulige forhindringer for at vælge noget fra, som du enten ikke har lyst til eller ikke kan finde ud af

Lene Krabbe Dahl
Forbundssekretær, 3F

Sat uden for indflydelse

Derfor er det også på tide, at Folketinget tager et kig på, hvordan det kan gøres muligt at forbedre mulighederne for at blive digitalt uafhængig. Vi følger derfor digitaliseringsministerens lovforslag L98 med spænding.

Uden MitID bliver du nemlig parkeret og sat uden for indflydelse på din egen økonomi og sundhed, da kontakten til velfærdsstaten går gennem den digitale dør.

Tag vores 3F-medlem Alexander Bergstrøm som eksempel. Han har i årevis passet sit arbejde og bidraget til samfundet som ufaglært dæksmand, kranfører og lagermedarbejder, indtil han bliver sygemeldt. Alexander får en mail på sin e-Boks om at registrere sit sygefravær på Mit Sygefravær.

En digital kontakt, som Alexander ikke har kundskaberne til at varetage og ved en fejl ikke opdager. Hans ret til sygedagpenge bortfalder midlertidigt, fordi han ikke får svaret rettidigt, og pludselig er Alexanders liv vendt på hovedet. Han er kort sagt blevet sat ud af indflydelse af sit eget liv.

En risiko, der kun bliver større og rammer flere jo hurtigere vi gennem-digitaliserer vores samfund. Når vi lader digitaliseringen storme fremad, uden at se os tilbage, efterlader vi folk som Alexander på perronen. Digitaliseringen skal også være et spørgsmål om værdighed og ydmyghed.

Kommunen ender i Alexanders sag med at anerkende, at han ikke kan gøre brug af digital indberetning og fritager ham fremadrettet, men kommunen fratager stadig hans sygedagpenge for den periode, han ikke var fritaget. Det svarer til at bede en stum om at læse højt, hvis de skal have hjælp eller bede en blind om at se godt efter.

Læs også

Ikke vores velfærdsstat værdigt

Vi skylder at give de ikke-digitale borgere mulighed for at kontrollere deres liv uden at være afhængige af andres it-kundskaber.

Samtidig er det yderst uværdigt, at du skal vendes og vejes af en sagsbehandler for at få lov til at vælge digital selvbetjening fra. Det helt afgørende kriterie må da være, om borgeren er tryg og fortrolig med de digitale adgange eller ikke.

Jeg kan forstå på digitaliseringsminister Marie Bjerre, at en generel fritagelse fra digital selvbetjening ikke lige lader sig gøre. I denne digitale verden er det åbenbart et problem, når forskellige IT-systemer skal tale sammen. Derfor skal der som minimum indføres en praksis om, at borgere som Alexander ikke bliver straffet, fordi det er bøvlet at gøre fritagelse mere tilgængeligt.

Du skal kunne vælge det digitale fra, og det skal være nemt og tilgængeligt. Det er urimeligt at lave alle mulige forhindringer for at vælge noget fra, som du enten ikke har lyst til eller ikke kan finde ud af. Det er mildest talt ikke vores velfærdsstat værdigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Krabbe Dahl

Forbundssekretær, 3F

Marie Bjerre

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, MF (V)
cand.jur (Københavns Uni. 2011), LL.M. fra UC Berkeley 2016

0:000:00