DF: Velfærdsteknologi må ikke tryne de ældre

Af Karin Nødgaard (DF)
Social- og ældreordfører

Dansk Folkeparti ser oplagte muligheder i velfærdsteknologiske løsninger på ældreområdet.

Derfor er det vigtigt, når debatten drejer sig om velfærdsteknologi, at det ikke bliver en diskussion om for eller imod. Hverken når drøftelserne finder sted i kommunerne, blandt interesseorganisationer eller blandt politikere.

Det, debatten bør dreje sig om, er, om det er til borgerens bedste at få velfærdsteknologiske løsninger ind i tilværelsen.

Medbestemmelse er afgørende 
Hvem skal så definere, hvad der er til borgerens bedste? For Dansk Folkeparti er det oplagt, at det er den ældre, som bedst af alle formår at definere det. Ofte i tæt dialog med de nærmeste pårørende.

I dag er der mange ældre, der bliver demente, og for dem kan det være vanskeligt at overskue og gennemskue, hvilke muligheder, der ligger i velfærdsteknologiens indtog i ældreplejen. Her kan de pårørende spille en meget aktiv rolle og være med til at vurdere, hvad der skønnes godt for netop deres familiemedlem, ud fra hvad der kan sikre værdighed og mulighed for at leve et liv så tæt på det allerede levede liv.

Skal noget lykkes, også når det drejer sig om brugen af velfærdsteknologi, skal man som borger føle sig inddraget i beslutningen og være opsat på, at det kan lykkes. 

Karin Nødgaard (DF)
Social- og ældreordfører

Her må det aldrig blive en kommunalt ansat, der ender med at sige: ”Jeg ved, hvad der bedst for dig, fru Hansen.” At trække noget ned over hovedet på andre er sjældent befordrende. Skal noget lykkes, også når det drejer sig om brugen af velfærdsteknologi, skal man som borger føle sig inddraget i beslutningen og være opsat på, at det kan lykkes. Det kan tage tid, men det at være en del af processen er umådelig vigtigt, ellers er det næsten dømt til at mislykkes. Den ældre må ikke føle sig umyndiggjort.

Ældre skal kunne følge med 
En del af introduktionen af velfærdsteknologi i ældreplejen drejer sig også om pædagogik. Det er vigtigt, at det sker i et tempo, hvor den ældre kan følge med og ikke føler sig trynet. At der er tid til omstilling, og at der er en bevidsthed om, at der er mulighed for at kunne sige fra, også efter velfærdsteknologien er introduceret for den ældre.

Det minder om debatten, vi havde for et par år siden om rehabilitering. I den debat krævede Dansk Folkeparti, at det skal være muligt at sige fra, hvis man som ældre borger ikke magter at gennemføre et rehabiliteringsforløb. Jeg er sikker på, at det er de færreste, der ikke vil rehabiliteres eller have velfærdsteknologiske løsninger i hjemmet, men den lille del, der måtte være, skal respekteres.

For Dansk Folkeparti handler velfærdsteknologi meget om, at det skal bruges der, hvor det giver mening og gør gavn, og hvor den ældre vil komme til at føle en større frihed og få mulighed for at have et liv med en vis intimsfære.

Ikke kun for besparelsens skyld 
Dansk Folkeparti kan frygte, at det i forbindelse med indførelsen af velfærdsteknologiske løsninger i ældreplejen fra nogle kommuners side kan blive et redskab til at spare penge for besparelsens skyld, og at det ikke bliver et spørgsmål om at sikre og gerne forbedre borgerens livskvalitet og højne dennes mulighed for at leve et værdigt liv.

At der kan opnås besparelser ved at indføre velfærdsteknologi i ældreplejen er en kendsgerning. Besparelser er i sig selv ikke negativt. Negativt er det, hvis ressourcerne totalt fjernes fra ældreområdet og at omsorgen for og nærværet med de ældre medborgere dermed reduceres til et minimum.

”De varme hænder” skal fortsat være en bærende del af ældreplejen i Danmark.