Hård teknologi versus blød omsorg

Af Liselott Blixt (DF)
Sundhedsordfører

Er vi gået for langt i forhold til vores teknologi-begejstring i sundhedsvæsenet? Tænker vi i dag for lidt på den enkeltes rettigheder frem for, hvad der gavner helheden?

Ja, det er disse spørgsmål, som mange stiller sig selv - jeg gør i hvert fald i forhold til de muligheder og begrænsninger, som vi ser i dag.

Vi bliver bedre og bedre til at udvikle teknologier. Teknologien skal gøre tingene hurtigere og smartere, og det vil gøre mennesker undværlige, så de kan bruges i andre sammenhæng.

Jeg mener, at vi skal gøre det, der er bedst for hvert enkelt individ. Nogle ældre og syge har brug for en varm hånd og et medfølende blik. Mens andre er tilfredse med et toilet, der sikrer, at de selv bestemmer, hvornår de kan gå på toilettet.

Liselott Blixt (DF)
Sundhedsordfører

Vi så det med robotstøvsugeren, som alle blev vilde med, for hvem synes, det er sjovt at støvsuge? Men efter flere kommuner havde hjemkøbt og afprøvet og set frem til millioner af kroner i besparelse, opdagede man, at den ikke kunne støvsuge i hjørnerne, og at den ikke kunne rengøre toilettet.

Derimod sikrede KOL-kufferten, at KOL-patienter ikke altid havde brug for en indlæggelse, men at borgeren i stedet kunne få råd og vejledning fra lægen hjemmefra.

Større besparelser og mindre personale
På vores sommergruppemøde besøgte vi sygeplejerskemuseet i Kolding, hvor vi så en nyudviklet hospitalsseng. Den var endnu ikke sat i produktion. Den var intelligent. Den kunne måle patientens åndedræt og temperatur. Den kunne mærke, om patienten havde tisset i sengen, og om patienten havde behov for at få skiftet sengetøj. Patienten kunne komme helt op at sidde og få hjælp til at komme op at stå - helt uden personalets hjælp. Man forventede, at den snart var at finde på vores sygehuse.

Men hvor efterlader den patienten? Meningen med sengen er at give mere tid til patienten, men giver den ikke blot mulighed for større besparelser og mindre sundhedspersonale? Så forsvinder omsorgen for den enkelte alligevel. Det at kigge patienten i øjnene og høre, hvordan natten er gået, give den empati, der er brug for, når man er syg, samt sikre, at dem der råber op også bliver tilset af et personale?

Og hvad med hygiejnen?
De nye senge er fulde af teknologi, som gør, at de ikke kan komme igennem en sengevaskemaskine. Det har vi set store problemer med i visse regioner, og resultatet er, at sengene er fulde af bakterier, der kan smitte en anden patient.

Er vi nået dertil, hvor vi er nødt til at sætte hård teknologi ind frem for empati og omsorg for den enkelte?

Glemmer vi den fundamentale sygepleje og Maslows behovspyramide i kampen for flere maskiner og færre mennesker?

Jeg mener, at vi skal gøre det, der er bedst for hvert enkelt individ. Nogle ældre og syge har brug for en varm hånd og et medfølende blik. Mens andre er tilfredse med et toilet, der sikrer, at de selv bestemmer, hvornår de kan gå på toilettet. Teknologi kan også sikre, at personalet ikke glemmer at give den livsvigtige medicin, og at de kan fange sygdomme i opløbet. Men vi må aldrig få teknologi til at erstatte den menneskelige omsorg og de basale behov.