Debat

Healthcare Denmark: Det offentlige skaber vækst for virksomheder

DEBAT: Den offentlige strategi for udviklingen af sundhedsvæsenet har potentiale til at sikre sundhed og pleje til borgerne og vækst til virksomhederne. Men det kræver, at vi er i stand til at udføre strategien rigtigt, skriver Hans Erik Henriksen, direktør i Healthcare Denmark.

Den fælles offentlige strategi for udviklingen af sundhedsvæsenet kan sikre sundhed og pleje til borgerne og vækst til virksomhederne, skriver Hans Erik Henriksen, direktør i Healthcare Denmark.
Den fælles offentlige strategi for udviklingen af sundhedsvæsenet kan sikre sundhed og pleje til borgerne og vækst til virksomhederne, skriver Hans Erik Henriksen, direktør i Healthcare Denmark.Foto: HealthcareDenmark.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Erik Henriksen
Direktør i Healthcare Denmark

Der er ikke andre lande, som på tilsvarende vis har været i stand til at udvikle en så omfattende plan for at transformere sundhedsvæsenet – og derfor skaber dette i sig selv en stor interesse for Danmark og for danske sundheds- og velfærdsløsninger.

Hans Erik Henriksen
Direktør i Healthchare Denmark

Hvis man ser på de udspil, som er kommet fra Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL inden for de seneste år, har Danmark lige nu en meget stærk og omfattende strategi for den videre udvikling af vores sundhedsvæsen.

Fakta
Folketingsvalget er overstået og snart vil en ny regering tage over.

I de kommende uger benytter Altinget: velfærdsteknologi lejligheden til at spørge en række centrale aktører: "Hvad skal en ny regering prioritere, hvis du kunne bestemme?"

Gennem de næste uger vil en bred vifte af aktører således komme med deres bud på, hvad der skal være øverst på dagsordenen med en ny regering.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 
Send dit indlæg til [email protected]

Denne udvikling vil være med til at sikre, at vi som borgere også i fremtiden kan få de sundheds- og plejeydelser, som vi alle ønsker og forventer. Samtidig skabes der nye vækst- og eksportmuligheder for danske virksomheder. Dette kræver imidlertid, at vi ikke alene har en stærk strategi, men at vi også er i stand til eksekvere strategien.

Fremtidens sudhedsvæsen
Strategien for udvikling af det danske sundhedsvæsen skal reducere det fremtidige behov for behandling ved at fokusere på forebyggelse og tidlig opsporing af alvorlig sygdomme. Personlig Medicin skal indføres for at inddrage mere viden om patienten og blive i stand til at give den helt præcise medicin og behandling, første gang en patient henvender sig.

Ældre skal tilbydes at forblive længere i eget hjem via velfærdsteknologi ligesom ældre og kronikere skal understøttes med telemedicin. Endelig foretages der store investeringer i højt specialiserede, nye sygehuse, som skaber en sygehusstruktur, som passer til et fremtidens sundhedsvæsen, hvor sundhedsydelser rykker tættere på borgeren.

Den samlede strategi, som består af selvstændige udspil inden for ovennævnte områder, er klar og tydelig - og den bakkes op af både sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL.

Healthcare Denmark, som hver dag er i dialog med sundhedsmyndigheder i andre lande, oplever også, at den danske strategi i en international sammenhæng er unik. Der er ikke andre lande, som p.t. på tilsvarende vis har været i stand til at udvikle en så omfattende plan for at transformere sundhedsvæsenet – og derfor skaber dette i sig selv en stor interesse for Danmark og for danske sundheds- og velfærdsløsninger.

Nye teknologier og metoder
Oprettelse af akutsygehusene og indførelsen af Fælles Akutmodtagelser (FAM) på sygehusene, som blev initieret i 2008-2009, er en af de største ændringer i sygehusvæsenet i mange år. Ved udgangen af 2011 havde alle regioner indført ny teknologi, og nye metoder på akutmodtagelserne, til at strukturere og effektivisere behandlingen og gennemstrømningen af patienter. Der er eksempler på akutmodtagelser, som siden 2012 har behandlet 10 procent flere patienter – og har gjort dette med 10 procent færre sygeplejersker.

Denne lynhurtige indførelse af ny teknologi og nye metoder blev understøttet af, at den nye teknologi indgik som et RSI (Regionernes Sundheds-IT) pejlemærke, som dermed yderligere forpligtede alle hospitaler og regioner. At de danske virksomheder, som leverer den nye teknologi, dermed fik et stærkt hjemmemarked som afsæt, har betydet, at de i dag er i færd med at eksportere løsningerne til en række internationale markeder.

FAM eksemplet illustrerer, at nationale og forpligtende mål kan lede til, at omlægninger og effektiviseringer realiseres betydeligt hurtigere. Dermed opnås yderligere besparelser, som kan investeres i andre tiltag til transformation af sundhedsvæsenet. Samtidig viser eksemplet, at de virksomheder, som er involveret i at levere fremtidens løsninger, kan opnå en hurtigere modning af løsningerne og dermed blive parate til at eksportere.

I mål til tiden
Hvordan kan der på tilsvarende vis sættes yderligere forpligtende mål og aftaler, som sikrer (og gerne fremskynder) eksekveringen af de allerede aftalte strategier og planer på sundhedsområdet?

Idet der er tale om forskellige udviklingsområder, er der ikke ét svar på dette spørgsmål.

Men der er ingen tvivl om, at i det omfang gennemførelsen af de forskellige strategitiltag kan fremskyndes (eller der kan skabes sikkerhed for, at man kommer i mål til tiden), vil det, jf. FAM-eksemplet, betyde yderligere besparelser samtidig med, at det stærke hjemmemarked for innovative løsninger, som de danske vækstvirksomheder har så hårdt brug for, realiseres hurtigere. Dermed opnås der en afgørende styrkelse af vækstvirksomhedernes eksportparathed og muligheder på de internationale markeder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Erik Henriksen

Adm. direktør, Healthcare Denmark
hd (Handelshøjskolen i Aarhus 1986)

0:000:00