Sådan indfrier vi målet med telemedicin

Af Peter Huntley
Direktør Medicoindustrien

Hvert år bliver 25.300 KOL-patienter akut indlagt. Foruden tab af liv og livskvalitet koster det årligt samfundet mere end tre milliarder kroner.

Antallet af patienter med KOL og andre kroniske sygdomme forventes at stige kraftigt i de kommende år. I den forbindelse bliver telemedicinske løsninger ofte fremhævet som et centralt værktøj. Behandleren vil kunne monitorere patienten i sit eget hjem, og patienter kan bruge smartphones til at sende sundhedsdata til behandlingsstedet. Telemedicin kan hjælpe patienten til at leve et friere liv med færre komplikationer og indlæggelser. Desuden lettes presset på sundhedsvæsenet, når patienter kan klare behandlingsforløbet hjemmefra. 

Vi sakker bagud
Derfor giver det mening, når regeringen i sit sundhedsudspil lægger op til, at telemedicin skal reducere indlæggelser og genindlæggelser af KOL og diabetes patienter med 20 procent. Selvom målene lyder ambitiøse, siger det noget om potentialet ved telemedicinske løsninger. Vi har dog stadig til gode at høre, hvordan regeringen helt konkret vil sikre, at telemedicinske løsninger kommer i drift i stor skala i det danske sundhedssystem.

Det nuværende system tilbyder hverken kommuner eller regioner incitament til at satse på telemedicinske løsninger.

Peter Huntley
Direktør i Medicoindustrien

På en række behandlingsområder er det i dag muligt at ledsage hospitalsbehandlinger med telemedicinske løsninger. Digitaliseringsstyrelsen udgav allerede sidste år en telemedicinsk handlingsplan, der beskriver, hvordan disse tiltag skal rulles ud.

Men det går langsomt, og vi sakker bagud i udrulningen af telemedicinske løsninger – behovet er der nu.

Derfor ser vi til med spænding, når regeringen igen hejser telemedicin-flaget. Det er svært at være uenig i målsætningen, men der er to helt centrale problemstillinger, som må adresseres, hvis målene i sundhedsudspillet skal indfries.

Brug for harmonisering  
Det telemedicinske landskab er præget af mange forskellige løsninger udviklet lokalt til regioner, kommuner og hospitaler. Integrationen mellem systemerne halter, og det blokerer for øget effektivisering, bedre vidensdeling og for mere patientvenlige behandlingsforløb.

Vi skal hurtigst muligt harmonisere de mange forskellige IT-systemer og dataplatforme, der eksisterer, så vi sikrer, at patientens behandlingsforløb koordineres bedst muligt.

Hvem betaler?
For det andet hviler hele sundhedssystemets finansieringssystem på principper, der er voldsomt udfordrede.

Når patienter går fra behandling på sygehus til eget hjem, overtager kommunen det arbejde, regionen tidligere stod for. Det medfører en diskussion af, hvem der skal betale, og hvem der skal modtage de såkaldte DRG-takster, der ydes af staten til den del af sundhedsvæsenet, der foretager behandlingen. Det nuværende system tilbyder hverken kommuner eller regioner incitament til at satse på telemedicinske løsninger.

Ros til regeringen for at tegne konturerne af en bedre kronikerbehandling. Udfordringen er nu at skabe grundlaget for, at det kan ske.