Debat

SMVdanmark: Det er ikke attraktivt at være iværksætter i Danmark

Danmark er præget af en lønmodtagerkultur, hvor det at blive iværksætter ikke fremstår attraktivt. Roden ligger i bureaukratiske benspænd og i skattesystemet, som ikke er indrettet til risikovillige virksomheder, skriver Kasper Munk Rasmussen.

Vi skal have fjernet uforståelige bureaukratiske benspænd, så iværksættere kan bruge kræfterne på at skabe værdi i deres virksomhed i stedet for at indberette til det offentlige, skriver Kasper Munk Rasmussen.
Vi skal have fjernet uforståelige bureaukratiske benspænd, så iværksættere kan bruge kræfterne på at skabe værdi i deres virksomhed i stedet for at indberette til det offentlige, skriver Kasper Munk Rasmussen.Foto: Pressefoto/SMVdanmark
Kasper Munk Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Just Eat i sin tid skiftede Aarhus ud med London, var det blandt andet for bedre at kunne tiltrække dygtige folk fra hele verden.

Det eksempel viser, at hvis vi i Danmark ikke tilbyder gode rammevilkår for virksomhederne, herunder også adgang til dygtige medarbejdere uden rødbedefarvede pas, så flytter de. Men de gode erhvervsvilkår skal ikke kun være forbeholdt de store vækstvirksomheder.

I eksemplet med Just Eat ville det ellers være fristende at give særlige rabatter, støtte og andre gunstige vilkår rettet specifikt mod dem og andre potentielle unicorns for at holde på dem.

I Just Eat-tilfældet kunne det for eksempel være en 'fast track'-ordning for større virksomheder, hvis de ønskede flere udenlandske medarbejdere.

Men det er ikke dér, hvor vi i SMVdanmark ønsker at ende. Det vil nemlig uundgåeligt være konkurrenceforvridende og udtryk for en 'pick the winners'-strategi. Dét, som vi i stedet bør satse på, er at smøre og tune den maskine i dansk erhvervsliv, der tilsyneladende producerer mange unicorns.

Værdien af mindre iværksættere

Det gør vi ved at få skabt endnu bedre generelle erhvervsvilkår og et godt vækstmiljø for blandt andre de mindre it-virksomheder.

Drømmene og de gode forretningsmodeller er derude, men desværre er Danmark præget af en lønmodtagerkultur, hvor det at blive iværksætter og selvstændig erhvervsdrivende ikke fremstår som en tilstrækkelig attraktiv mulighed.

Derfor skal langt flere have lov til at prøve kræfter med iværksætteri i det uddannelsessystem, som vi alle sammen skal igennem på den ene eller den anden måde.

Temadebat

Hvordan fastholder vi unicorns i Danmark?
Vækstvirksomheder flygter ud af Danmark. Det afslører en opgørelse, som viser, at fire ud af fem danske unicorns er flyttet til udlandet.

Regeringen har med erhvervsminister Simon Kollerup (S) i spidsen foreslået en ny statslig superfond, som skal slå Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond sammen. Ministeren forventer derved "at holde på flere unicorns ved at samle fondene og investere i en dedikeret indsats".

Altinget Erhverv giver ordet til iværksættere, interesseorganisationer og politikere, som i en temadebat vil komme ind på, hvorvidt de vil have forhindret vækstvirksomhedernes flugt. Hvorfor flygter unicorns ud af Danmark? Hvordan sikrer vi, at flere unicorns bliver i landet? Og er regeringens forslag om superfonden en del af løsningen?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Her kan unicorns selvfølgelig være gode eksempler på, hvor langt man kan nå, men det er vigtigt også at understrege værdien af de mange mindre iværksættere, der samlet set betyder langt mere for Danmarks økonomi.

Det skal være attraktivt at løbe en risiko

Vi skal også undgå, at vores opstartsvirksomheder giver op på vejen til en eventuel unicorn-status. I SMVdanmark er det en vigtig del af vores arbejde at få ryddet ud i de barrierer, der er for virksomheders vækst og udvikling.

Det handler dels om at sikre finansiering – særligt i de tidlige år af virksomhedernes levetid. Her har vi brug for flere og bedre alternativer til bankerne.

Det handler især om, at vi skal have gjort det muligt for anpartsselskaber at rejse kapital via crowdfunding. Skattesystemet skal indrettes, så det er attraktivt at løbe en risiko. Det betyder kort fortalt lavere selskabsskab, lavere aktieskat og en højere grænse for topskattebetaling.

Vi skal have fjernet de mange uforståelige bureaukratiske benspænd, så iværksættere kan bruge kræfterne på at skabe værdi i virksomheden i stedet for at indberette til det offentlige.

Selvfølgelig skal vi fortsat også vækstmiljøer og klynger med relevante tilbud af høj kvalitet, hvor iværksætterne kan vokse – men det er de generelle rammevilkår, der for alvor gør en forskel.

Vi kunne ved nogle få effektive greb gøre vores uddannelses- og beskæftigelsesindsats mere iværksættervenlig

Kasper Munk Rasmussen
Chefkonsulent og uddannelsesansvarlig, SMVdanmark

Rekrutteringskampagner i andre EU-lande

Og så handler det – særligt i disse dage – om kvalificeret arbejdskraft.

Danmark mangler i høj grad dygtige medarbejdere inden for mange brancher, og dét kan om noget være en bremseklods på virksomhedernes vækstrejse.

Her savner vi ambitiøse svar fra politikerne, som i stedet har travlt med at lukke engelsksprogede uddannelser. Vi kunne ved nogle få effektive greb gøre vores uddannelses- og beskæftigelsesindsats mere iværksættervenlig.

For det første skal fast track-ordningen for udenlandsk arbejdskraft være åben for virksomheder uanset størrelse. I dag skal man være oppe på 20 ansatte.

For det andet skal uddannelsesinstitutioner kunne optage studerende på egen risiko, og hvis de studerende kommer i arbejde, bør det udløse fuldt taxameter.

Og for det tredje skal jobcentrene tage udgangspunkt i virksomhedernes problemer – hvis ikke de kan skaffe kvalificerede medarbejdere, så må de hjælpe virksomhederne med målrettede rekrutteringskampagner i andre EU-lande, hvor ledigheden er højere end her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Munk Rasmussen

Chefkonsulent og uddannelseschef, SMVdanmark

0:000:00