Bo Smith: Knud Aarups forslag vil føre til lynjustits i embedsværket

Indførelse af lynjustits 
Først Knud Aarup. Det er ganske enkelt faktuelt forkert, at der ikke gør sig et ansvar gældende for statens topchefer.

Sager i Skatteministeriet, Justitsministeriet, Udlændingeministeriet og Forsvarsministeriet har eksempelvis alle ført til, at den eller de øverste embedsmænd er blevet fjernet.

Processen er normalt, at de sendes hjem, når sagen begynder. Herefter undersøges sagens substans. Granskningen af, hvad der er foregået, hvem der har haft med sagen at gøre og hvem der eventuelt måtte have begået fejl, tager lang tid. Sommetider, for eksempel i Peter Lofts tilfælde, adskillige år.

De hjemsendte chefer vender aldrig tilbage til deres job. Enkelte forflyttes til andet arbejde. Nogle afskediges, og nogle finder selv noget andet at lave. De fleste går igennem en lang periode limboperiode, hvilket ofte er kombineret med massiv omtale i medierne.

Hvis man som Knud Aarup mener, at systemet bør laves om, kunne det være interessant med et konkret forslag.

Knud Aarups forslag er, at vi skal finde en "ny form for ansvarsplacering i ministerierne, som ligger mellem ministrenes politiske ansvar og reglerne om et juridisk eller tjenstligt ansvar".

Senere i indlægget anbefales det, at politikerne bør overveje nye ansættelsesmodeller med mulighed for "større og hurtigere sanktioner over for embedsapparatet".

Det kan vel kun forstås som indførelse af lynjustits med afskedigelse uden nærmere vurdering af sagens omstændigheder.

Danmark er en retsstat 
Det kan selvfølgelig være fornuftigt at overveje reformer af ansættelsesformerne. Det foreslog vi faktisk selv i det ovenfor nævnte udvalgsarbejde.

Naturligvis skal chefer, der ikke fungerer eller begår fejl kunne fjernes, men hvis man vil reformere systemet må man forstå, at nogle grundlæggende principper og hensyn er på spil.

For det første er Danmark en retsstat, hvor det også for embedsmænd må være sådan, at de ikke "dømmes og sanktioneres", uden det er klarlagt, om de har begået fejl. Og en sådan undersøgelse bør foregå efter spilleregler, der sikrer en retvisende belysning og vurdering af sagen.

For det andet er det i det danske system vigtigt, at embedsmændene uden frygt for arbitrære sanktioner kan rådgive politikerne om lovlighed og faglighed kodeks.

Med et udtryk hentet fra det engelske system skal embedsmændene kunne speak truth to power.

Følger man Knud Aarups opfordringer vil fremtidens topchefer nok tænke sig om en ekstra gang, inden de præsenterer juridiske eller faglige argumenter, der begrænser eller fraråder politikerne i det, de gerne vil.

Savner en målestok 
Er der en sammenhæng mellem spørgsmålet om ansvarsfrihed for statens topchefer og befolkningens tillid til embedsværket?

Hvis medierne tegner et billede af ansvarsfrihed, kan det vel ikke afvises, at det svækker tilliden til systemet.

Men mon ikke det snarere er det helt grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt politikere og embedsmænd leverer løsninger på samfundets problemer, der betyder noget?

Hvis befolkningen oplever, at de tunge problemer - indvandring, integration, beskæftigelse, en pandemi - bliver håndteret gennemskueligt og effektivt, så styrker det tilliden. Om embedsmænd består eller forgår har nok højst en marginal betydning.

Et spørgsmål, som derimod kunne have en betydning for tilliden er, om den offentlige forvaltning drives ordentligt og professionelt. Det er emnet for Lisbeth Knudsens klumme.

Kan man stole på, at de mange hundrede milliarder kroner, som forvaltes af staten, ikke risikerer at havne i de forkerte lommer, jævnfør Britta sagen?

Som nævnt stiller Lisbeth Knudsen efter at have læst Rigsrevisionens beretning for 2019 spørgsmåltegn ved, om staten "har lært af Britta sagen".

Beretningen tegner unægtelig et billede af en forvaltning i en række ministerier, hvor der er behov for en opstramning. Det er ikke nyt, at der er problemer i blandt andet Skatteministeriet og dele af Forsvarsministeriet.

Men hertil kommer en stribe andre ministerier, hvor der er eksempler på manglende opfyldelse af ret grundlæggende krav til sikker økonomiforvaltning. Måske savner vi lidt en målestok?

Vi taler om en kolossal organisation og om meget store regnskaber, hvor eksemplerne på svindel eller lignende, bortset fra Britta-sagen, trods alt er meget få. Men det skal ikke være en undskyldning for ikke at gøre det bedre.

Ikke raketvidenskab 
Hvad kan en topchef, for eksempel en departementschef, så gøre for at forebygge sager i økonomiforvaltningen?

Med fare for at forenkle, vil jeg nævne fire råd til nutidens topchefer.

For det første skal topchefen sikre, at økonomiforvaltningen hviler på klare regler og understøttes med de nødvendige personale- og it-ressourcer. Det er jo ikke raketvidenskab, og der er solid viden, herunder i rådgivningsbranchen, om hvordan det gøres.

Der skal være funktionsadskillelse. Systemansvarlige skal ikke kunne manipulere med data og systemer som i Britta sagen. Og så skal der være en logning af alle dispositioner, der sikrer kontrolmuligheder. Alt dette bør være krav, der opfyldes fuldt ud.

For det andet skal topchefen delegere det daglige ansvar for økonomiforvaltningen til en chef på højt niveau, for eksempel en afdelingschef, der kan levere den fornødne ledelseskraft til økonomiområdet.

Og departementschefen skal sørge for at have en sådan kontakt med denne chef, at topchefen selv bliver involveret, hvis der er problemer.

Sådan gør man i store private virksomheder. Og sådan kan man også gøre i et ministerium, hvor den tid, en departementschef kan bruge til selv at have hands on på økonomiområdet, er begrænset.

Nogle vælger konfrontation med Rigsrevisionen 
For det tredje skal samarbejdet med Rigsrevisionen være præget af gensidig åbenhed og tillid. Grundlæggende bør Rigsrevisionen betragtes som en samarbejdspartner, der kan bistå med at finde fejl og uhensigtsmæssigheder, og hvis kritik kan bruges konstruktivt.

En løbende dialog, både om den grundlæggende finansielle revision og om særlige undersøgelser, skal sikre, at der ikke er uenighed om fakta og analyser.

Når Rigsrevisionen så alligevel finder anledning til kritik af stort og småt, bør reaktionen være, at man skal gøre det bedre fremadrettet.

Selvfølgelig kan det være generende at blive kritiseret.

På Slotsholmen er der eksempler på topchefer, som har valgt konfrontationen med Rigsrevisionen fremfor samarbejdet. Men det var og er ikke klogt, hvis man gerne vil have, at Rigsrevisionen lytter til ministeriets saglige argumenter og fokuserer på den berettigede kritik.

Fejl kan ikke undgås 
For topcheferne er der en yderligere grund til at vælge samarbejdet frem for konfrontationen. Hvad topchefen siger og gør fungerer nemlig som signaler til organisationen.

Hvis signalet er, at Rigsrevisionen er en fjende, og at den ikke forstår ministeriets virkelighed og helst bør ignoreres eller bekæmpes, så hører alle det. Og så bliver samspillet med Rigsrevisonen derefter.

Derfor er det fjerde råd til topcheferne også mere generelt, at de ved deres egen ageren skal skabe en kultur, hvor sikkerhed i økonomiforvaltningen, overholdelse af regler, nidkær optimering af systemer og forebyggelse af fejl tages helt alvorligt.

Hvis topchefen er uinteresseret eller - endnu værre - tilkendegiver, at fuld orden i penalhuset ikke så afgørende, så slår det igennem på kulturen.

I en stor, kompleks organisation som staten, kan fejl ikke undgås, ligesom en dreven svindler altid vil kunne finde muligheder.

Men en god ledelse og en professionel forvaltning kan sikre, at antallet og omfanget af sager bliver på et gerne lavere niveau.