Knud Aarup: Det er gift for tilliden, at topembedsmænd går fri i møgsager

KRONIK: Når vi hører om forvaltningspolitiske møgsager, er der stadig ingen embedsmænd, som kan holdes ansvarlige. Den situation er ikke holdbar, skriver Knud Aarup, der forslår nye ansættelsesmodeller med større og hurtigere sanktioner over for embedsapparatet.

Af Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialstyrelsen

Vi må opfinde en ny form for ansvarsplacering i ministerierne, som ligger mellem ministrenes politiske ansvar og reglerne om et juridisk eller tjenstligt ansvar.

Det er ikke holdbart, at kammeradvokaten eller dommerundersøgelser gang på gang konstaterer, at der ikke kan placeres et ansvar hos ledende embedsmænd som departementschefer og afdelingschefer.

Det undergraver den almindelige befolknings tillid til den centrale offentlige forvaltning. Alternativet er flere politisk udpegede topembedsmænd, som man har i andre lande, for de kan i det mindste holdes politisk ansvarlige.

Alt det vi ikke har lært af Britta-sagen
I sidste uge skrev Lisbeth Knudsen en klumme, som viste, at ministerierne ikke havde lært noget af de grundlæggende systemfejl i forhold til bogføring og økonomistyring, som ligger bag, at Britta Nielsen kunne svindle i så mange år.

Klummen fik mig til at tænke på det seneste åbne samråd om Britta Nielsen-sagen, som Enhedslisten havde indkaldt social- og indenrigsministeren til 27. august.

Samrådet handlede om, hvordan en person kan svindle sig til 120 millioner kroner over 25 år, uden at nogen af hendes chefer kan gøres ansvarlig til trods for, at de af Rigsrevisionen flere gange gennem årene var gjort opmærksom på alvorlige fejl i administration af tilskudssystemet.

Ministeren redegjorde for de tre kriterier, som skal være opfyldt, for at en embedsmand kan gøres ansvarlig.

De må ikke begå pligtforsømmelse ved for eksempelvis at se bort fra gældende regler. Det skal være en bevidst handling, det vil sige, de skal have til hensigt ikke at holde loven, og så skal forseelsen være alvorlig.

Sagt lidt anderledes: Hvis de bare uden at undersøge tingene ordentligt og går ud fra, at deres forgængere har opført sig ordentligt, kan de ikke klandres.

Det affødte naturligvis en debat mellem Pernille Skipper og Astrid Krag om det at kunne holde ”nogen” ansvarlig. Astrid Krag var tydeligvis frustreret over, at der simpelthen ikke i den konkrete svindelsag var et tilstrækkeligt stærkt juridisk grundlag for at rejse en sag mod ansvarlige embedsmænd.

Til den forklaring replicerede Skipper, at man da måtte vide, hvem der var ansat hvor og hvornår, og at de, der var ansat på det tidspunkt, hvor Rigsrevisor gjorde ekstraordinært opmærksom på de særlige kontrolmangler, da måtte have et ansvar. Det afviste ministeren ved endnu engang at citere fra sit talepapir. Så langt om Britta Nielsen-sagen.

Vi må ikke sætte tilliden på spil
Situationen er ikke holdbar. Forudsætningerne for, at man kan holde topembedsmænd ansvarlige, er alt for omfattende.

I praksis har det betydet, at ingen har holdt topembedsmænd i staten ansvarlig i de forskellige forvaltningsmæssige møgsager, som vi har været vidne til igennem de sidste 15-20 år.

Det er kun, når de åbenlyst har ”taget af kassen” eller ”begået åbenlyst magtmisbrug”, at den juridiske hammer falder tungt, som det skete for nylig med en hærchef. De forvaltningsmæssige møgsager har ikke ført til en placering af ansvar ud over hos ministrene. Det er det mønster, vi har kunnet se i de seneste års forskellige sager som for eksempel sagerne i SKAT eller Justitsministeriet.

Det er dybt problematisk og potentielt undergravende for befolkningens tillid til embedsapparatet og måske graden af gensidig tillid i Danmark.

Fagforeningen DJØF organiserer store dele af embedsmændene, og DJØF har gennem årene gjort alt, hvad den kan for at fastholde den særlige ansvarsfrihed, som topchefer i ministerierne helt åbenlyst nyder.

For DJØF er det i et ministerium alene ministeren, som er ansvarlig. Og omfanget og rækkevidden af det ansvar er fastlagt i og med ministeransvarlighedsloven. Alle ansatte embedsmænd er derfor på forhånd ansvarsfri, med mindre de tidligere nævnte tre kriterier er opfyldt.

Det er endda således, at et par topchefer er sluppet af sted med at rådgive en minister til at stikke Folketinget en ”nødløgn”.

Manglende eller fejlagtig orientering af Folketinget er en af de alvorligste ”forseelser”, en minister kan begå. Derfor er mangel på tillid til en minister fra Folketingets side også den hyppigste årsag til, at en minister har måttet gå af i utide.

Da Folketinget opdagede ”nødløgnen”, måtte ministeren gå af, mens embedsmændene via en dommerundersøgelse blev erklæret mere eller mindre ansvarsfri.

De fik dog ikke lov til at blive siddende, men fik andre topjobs. Den ene skulle lige forbi elefantkirkegården i Finansministeriet, men er i dag koncerndirektør i ATP. Den anden blev hængende lidt længere, men blev så sparket op til posten som politidirektør i Nordsjælland.

Den slags historier er gift for befolkningens tillid til embedsapparatet.

DJØF holder fast ved ansvarsfriheden
Den sag og en række andre fik i 2014 DJØF til at betale for en kommission, som skulle undersøge, om der var noget galt med embedsapparatet.

Det blev til det såkaldte Bo Smith-udvalg, som skulle belyse de vilkår, samspillet mellem embedsmænd og den politiske ledelse i stat, regioner og kommuner fungerer under og i den kontekst, hvordan embedsværket bedst muligt kan understøtte den politiske ledelse, som det hedder i kommissoriet.

Resultatet blev offentliggjort i en omfattende rapport i 2015 på 378 sider: Embedsmanden i det moderne folkestyre. Det er i sig selv interessant, at en fagforening går ind og finansierer et centralt forvaltningspolitisk emne, men det lader jeg ligge her.

Rapporten kommer med en række velunderbyggede konstateringer. Eksempelvis en opgørelse, som viser, at der ikke har været flere møgsager i perioden fra 2000 og frem, end der var i perioden fra 1980 til årtusindskiftet.

På samme måde konstaterer man i rapporten, at der i Danmark er en meget stor tillid til det politiske system og det offentlige generelt. Mere specifikt om tilliden til embedsværket udtrykker udvalget, at det er vanskeligt at konkludere håndfast om borgernes tillid til embedsapparatet.

Men den megen negative medieomtale af såkaldte ”skandalesager” samt de forbundne anklager om et politiseret embedsværk har formentlig påvirket både folketingspolitikernes, mediernes og borgernes tillid til det politisk-administrative system, herunder til embedsmændene.

Udvalget anerkender således, at der er en udfordring i forhold til befolkningens tillid. Men det konstaterer samtidig, at det ikke er et alarmerende problem endnu. I den forstand bekræfter rapporten, at den danske embedsstand er sund og rask og handler med respekt for det politiske styre og de almindelige retsstatsprincipper.

Bo Smith-udvalgets arbejde er omfattende, og som sin væsentligste anbefaling når det frem til behovet for mere fokus på faglig rådgivning og et større fokus på de traditionelle embedsmandsdyder som lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet.

Det har ført til udarbejdelse af et kodeks med syv embedsmandsdyder og en generel moralsk oprustning i hele centraladministrationen. Men bortset fra det kommer DJØF-udvalget ikke med forslag til ændring af status quo.

Sagt anderledes fastholder DJØF, at embedsmænd forbliver ansvarsfri, og der er heller ikke forslag om justering eller afskaffelse af ideen om de neutrale embedsmænd.

Vi skal sikre, at topchefer holdes ansvarlig
Det er nu fem år siden, og Bo Smith-udvalget har ikke ændret grundlæggende ved den reelle virkelighed. Vi ser fortsat forvaltningspolitiske møgsager, og der er stadig ingen embedsmænd, som kan holdes ansvarlige.

Det må ikke fortsætte, og derfor bør de politiske partier og Folketingets præsidium overveje, om ikke der skal findes nye ansættelsesmodeller med mulighed for større og hurtigere sanktioner over for embedsapparatet.

I private virksomheder og til dels også i kommunerne bliver man sat fra bestillingen, hvis tilliden mellem bestyrelse eller byråd og topchefen er forsvundet. Ok, det sker som regel med et gyldent håndtryk, men det kræver som hovedregel ikke en forudgående juridisk udredning, og det bliver normalt formuleret som en fratrædelsesaftale ”efter gensidig overenskomst”.

Den situation rummer selvfølgelig muligheden for at ”lade embedsmanden tage skraldet for politikeren” eller ad bagvejen indføre politiserede embedsmænd. Det kan selvfølgelig også svække tilliden i befolkningen.

Men den modsatte situation, at embedsapparatets topchefer altid går fri, og at de ikke reelt kan holdes ansvarlige, medmindre det kan holde i en retssal, er heller ikke en holdbar situation. Derfor skal vi finde en ny måde at sikre, at topchefer holdes ansvarlig - også i staten. Ellers ender befolkningens tillid til centraladministrationens embedsmænd i frit fald.

Forrige artikel Jeppe Kofod: Derfor skal Danmarks nye udenrigsstrategi hvile på socialdemokratiske værdier Jeppe Kofod: Derfor skal Danmarks nye udenrigsstrategi hvile på socialdemokratiske værdier Næste artikel Joy Mogensen: DR skal have muskler til at levere verdens bedste danske børneindhold Joy Mogensen: DR skal have muskler til at levere verdens bedste danske børneindhold
Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

ÅRSMØDE: Hårdere straffe og en ydelse på dagpengeniveau for at passe egne børn i hjemmet er blandt Dansk Folkepartis formands forslag i sin årsmødetale. Her opridser Kristian Thulesen Dahl otte punkter, som partiets politik skal dreje sig om i de kommende år.