Det er gode svar, der mangler – ikke hurtige

Af Pia Gjellerup
Leder af Center for Offentlig Innovation og tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem og minister

Der vil være tale om en hidtil uset flytning af magt fra ministrene til embedsværket. Det rimer ikke med den omtalte kritik af embedsværkets nuværende indflydelse.

Pia Gjellerup
Tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem og minister

Embedsværket er i vælten i øjeblikket. Mere intenst lige nu, men blot én aktuel storm af flere gennem de sidste år. Mit ærinde er her ikke at se på de mange, meget forskellige sager. Sager, der nærmest kun har det tilfældes, at de er blevet kaldt ”sager”. Indhold, fagområde, proces og aktører er helt forskellige og optræder i helt forskellige miks.

Så meget desto mere forundrer det mig, at svar fra indsigtsfulde aktører optræder i det samme mønster og med det samme indhold, uanset hvad en sag ellers handler om. Hvis man altid har advokeret for statssekretærer eller andre halvpolitiske embedsmænd, så føler man sig styrket i denne opfattelse. Hvis man ønsker sig juniorministre eller politiske kabinetter, så føler man sig også styrket i denne opfattelse. Og hvis man mener, at embedsmænd og -kvinder skal sige fra over for ordrer i gråzoner, indgå i flere eller færre undersøgelser eller have større eller mindre retssikkerhed, så mener man også dette med større styrke nu.

Overbebyrdet politisk system
Den fundamentale udfordring for politikere og embedsværk er, at det politiske system overbebyrder hinanden med arbejde, der ikke har meget at gøre med udformning af den politik, som skal påvirke samfundets udvikling, eller som skal matche de udfordringer, der kommer til os udefra. Dette er ikke en ny udvikling, men den er blevet stadig tydeligere. Det efterlader embedsværket med et større ansvar for det politiske manøvrerum, som nødvendigvis skal udfyldes – landet skal regeres. Det er ikke ønsket af nogen, og alle – politikere, embedsmænd, debattører og medier står i kø for at beklage og/eller bekrige denne tilstand.

De fleste svar på problemet kredser om en styrket betjening af ministrene. Normalt får svarene ikke lov til at folde sig så meget ud, at der bliver mulighed for at se på konsekvenserne. Men flere og flere oplever, at de også skal vælge at heppe på et forslag, for noget må gøres! De bliver ”tilhængere”.

Udvikling er nødvendig
Vi taler om noget af det allermest afgørende for vores folkevalgtes muligheder for at udøve den gerning, som vi og de mener, de skal vælges til – at forme politikken. Men det er ikke lykkedes at samle kræfterne om at lave saglige undersøgelser af de forskellige muligheder og deres konsekvenser. Jeg er stødt på det argument, at det er for fattigt at lave et udvalg eller en kommission, men spørgsmålet er snarere, om det ikke er fatalt at undlade om så helt afgørende spørgsmål.

En anden udfordring, som er en tvilling til manglen på kræfter til politikudvikling, er politiseringen af sagsbehandlingen og betjeningen af Folketinget. Dette skaber nye typer af ”sager” og endnu mindre tid til at udvikle politik. Og presset på embedsværket er ikke just blevet formindsket ved den slags opgaver, så de typer af fejl, der har været før, og som vil komme i fremtiden, vil optræde mindst lige så ofte, hvis ikke oftere.

Magten flytter sig
Der optræder også forslag til at imødegå den udvikling. Mærkeligt nok også forslag om at styrke betjeningen af ministrene med politiske embedsmænd. Jeg har aldrig hørt nogen ædruelig begrundelse for, hvordan dette dog skulle kunne mindske politiseringen af sagsbehandlingen og betjeningen af Folketinget - eller det, man under en samlebetegnelse kan kalde fejl. Jeg opfatter det snarere sådan, at forslaget i denne sammenhæng mere er som en handske til et blåt øje.

Senest har anonyme citater fra embedsmænd, som måske dækker enkelte, måske en mere generel udvikling ”det ved vi intet om”, bragt forslag frem om, at embedsmænd skal kunne sige fra over for ordrer, der måske er ulovlige. De skal jo nu sige fra over for klart ulovlige ordrer. Det lyder umiddelbart besnærende, men også her er der nogle konsekvenser, som må tages med. Er det gennemtænkt at give embedsmændene retten til at afspore en politisk betinget beslutning, fordi de kan trække kortet, at der kan være tale om en ulovlighed? Der vil være tale om en hidtil uset flytning af magt fra ministrene til embedsværket. Det rimer ikke med den omtalte kritik af embedsværkets nuværende indflydelse.

To typer svar
Sådan har forslagene det med at spænde ben for umiddelbart gode hensigter. Der er ingen hurtige svar, men vi trænger til at få gode svar. Der er to typer svar for at komme ud af dødvandet med for lidt politik fra politikerne og for meget politik på embedsværkets skuldre.

Det ene er, at de valgte politikere samler sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kommer mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat - og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.

Det andet svar er, at vi - i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden - giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste. Det er ikke fattigt at lave en kommission; det er en falliterklæring ikke at ville bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper. Der er brug for et langt bedre beslutningsgrundlag end at være henvist til en satsning i totalisatoren på sin favorit blandt kæphestene.

Mon ikke det sidste er det eneste realistiske? Det er det svar, som giver vore folkevalgte den bedste mulighed for at have et fagligt afsæt for valget af den vej, de demokratiske processer skal forløbe ad i de næste årtier.