Om  
Niels-Jørgen Nehring

Dødsfald: Fhv. ambassadør Niels-Jørgen Nehring (81)

Fhv. ambassadør, cand.jur. Niels-Jørgen Nehring, Charlottenlund, er død, 81 år gammel. Han var som ung embedsmand ministersekretær for to statsministre og blev siden direktør for Dansk Udenrigspolitisk Institut. Bisættelsen har fundet sted.

Redaktionen

Den nu afdøde danske diplomat Niels-Jørgen Nehring forlod den danske udenrigstjeneste for fjorten år siden. Han afsluttede dermed et 40-årigt virke i statens tjeneste som dansk ambassadør i Bosnien-Hercegovina.

Københavneren Niels-Jørgen Nehring blev jurist fra Københavns Universitet i 1970 og straks derefter ansat i Socialministeriet, hvor han virkede de følgende otte år. Fra 1973 var han ministersekretær for statsministrene Anker Jørgensen (S) og Poul Hartling (V) - og samtidig timelærer ved Den Sociale Højskole. Han har desuden undervist i europæisk integration ved Københavns Universitet.

Fra 1978 var Niels-Jørgen Nehring ansat i Statsministeriet som bl.a. rådgiver i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål for daværende statsminister Poul Schlüter (K). Han blev formand for Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg i 1994 og året efter direktør for Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI.

Som direktør i DUPI offentliggjorde Niels-Jørgen Nehring en rapport om de fire danske EU-forbehold - kun få måneder inden euroafstemningen i 2000, der som bekendt endte med et dansk nej tak.

"Bestilt arbejde", kaldte EU-modstanderne rapporten, som kritiserede de danske forbehold, betonede risikoen for, at Danmark endte som B-medlem af EU, samt afviste frygten for Europas Forenede Stater som ubegrundet.

Niels-Jørgen Nehring har skrevet en lang række bøger, artikler og kronikker om sikkerheds- og europapolitik. Han har desuden siden 1997 virket som censor ved universiteterne i København, Aarhus og Odense.

Fra 2001 udsendtes han som Danmarks faste repræsentant ved Europarådet i Strasbourg, før han fra 2006 og de følgende tre år sluttede karrieren som Danmarks ambassadør i Sarajevo.

Niels-Jørgen Nehring, der var far, bedstefar og oldefar, efterlader også sin hustru siden 1979 Grethe, der i sin dødsannonce omtaler sin mand som "familiens fyrtårn".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels-Jørgen Nehring

Fhv. ambassadør, Bosnien-Hercegovina, fhv. kommitteret, Statsministeriet, fhv. direktør i Dansk Udenrigspolitisk Institut 1995-2001
cand.jur. (Københavns Uni. 1970)

0:000:00