Forslag om centralt energiforskningsråd

FORSKNINGSRÅD: De strategiske energiforskningsmidler er dårligt koordinerede og skader fødekæden mellem grundforskning og anvendt forskning. Derfor skal der oprettes et centralt energiforskningsråd, foreslår ny analyse.
Energiforskningen i Danmark er usammenhængende, konkluderer ny analyse.
Energiforskningen i Danmark er usammenhængende, konkluderer ny analyse.Foto: colourbox
Jørgen Skadhede

Energiforskningen har udviklet sig til at være en væsentlig spiller, som kan bære sit eget råd.

Svend Erik Hougaard Jensen
Økonomiprofessor

Alt, hvad der hedder energiforskning, bør pilles ud af Det Strategiske Forskningsråd (DSF) og samles i et centralt Danmarks Energiforskningsråd (DEF).

Det foreslår tre økonomi-professorer fra CBS og en konsulent fra rådgivningsvirksomheden Cowi i en ny analyse, som er betalt af Dansk Energi. Blandt de tre professorer er Svend Erik Hougaard Jensen, som også er medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd.

Behov for bedre organisering
"Der er i den grad behov for at organisere energiforskningsmidlerne, så vi får mere abstrakt grundforskning, der så senere kan få konkret anvendelse. Den fødekæde fungerer ikke godt nok i dag," siger Svend Erik Hougaard Jensen.

Analysen peger på, at de energiforskningsmidler, som ikke er basismidler eller frie midler, bør samles og prioriteres i et nyt DEF. Et centralt råd med egen bestyrelse og en række relevante underråd.

"Rådet skal have både en fonds- og en rådgivningsfunktion. Energiforskningen har et stort potentiale både med hensyn til at nå klimamålsætninger og styrke dansk økonomi. Det er et område, hvor man kan opnå et væsentligt bidrag til væksten i Danmark på længere sigt," siger Svend Erik Hougaard Jensen.

Usammenhængende bevillinger
I dag får energiforskningen årligt tilført omkring en mia. kr. i strategiske midler. Og professorerne mener altså, at de penge kan bruges bedre og mere effektivt med et centralt forskningsråd på området.

"Som det er i dag, er systemet meget fragmenteret med usammenhængende bevillinger, og forskerne har svært ved at finde rundt i det. Desuden er det vigtigt med fagligt kompetente folk til at uddele de offentlige forskningsmidler," siger Svend Erik Hougaard Jensen.

Som medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd vil han også forsøge at fremme forslaget ad den vej.

Kan bære sit eget råd
Men hvis energiforskningen får sit eget centrale forskningsråd, så vil alle de andre områder vel også kræve deres eget råd?

0:000:00