Danskerne: Energimidler sikres bedst af S

FORSKNING: Ny meningsmåling viser, at befolkningen har størst tillid til Socialdemokraterne som det parti, der er bedst til at sikre midler til klima- og energiforskning. Venstre er lige i hælene, mens De Konservative sakker agterud.
Et snævert flertal af danskerne mener, at Socialdemokraterne er bedst til at sikre midler til klima- og energiforskning, herunder vedvarende energi.
Et snævert flertal af danskerne mener, at Socialdemokraterne er bedst til at sikre midler til klima- og energiforskning, herunder vedvarende energi.
Anne Burlund

De fleste har en intuitiv, snusfornuftig vurdering af, at den grønne omstilling af Danmark er noget, vi kærer os mest om i oppositionen.

Ole Hækkerup (S)
Energiordfører
Forskning i klima og energi sikres ifølge et snævert flertal i befolkningen bedst med Socialdemokraterne ved roret. Det viser en meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget | Energi & Klima. Socialdemokraterne, der får opbakning fra 24,4 procent af vælgerne, bliver bidt i knæhaserne af Venstre, der har 22,7 procent af vælgernes tillid.

K får vælgerlussing
De Konservative scorer til gengæld lavt i meningsmålingen, hvor kun 5,1 procent af vælgerne viser partiet tillid. Og det på trods af at De Konservative har været en central del af de netop overståede globaliseringsforhandlinger, der resulterede i over en milliard kroner til energiforskning i 2011.

"Det er dybt, dybt beklageligt, for vi satser jo på at blive det grønneste parti, så vi kan matche partifarven," siger energiordfører Jørgen Lundsgaard, der erkender, at partiet må gøre meget mere for at komme på banen og profilere sig i offentligheden.

"Jeg synes dog, vi har gjort en hel del under globaliseringsforhandlingerne, der blev kørt af den konservative videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, så det er rigtig ærgerligt, at vi ikke også får en del af æren for det flotte resultat," siger den konservative ordfører.

Han mener, at De Konservative kan bruge meningsmålingen til at komme i gang med at profilere partiet mere på det grønne område - herunder at få gennemført de dele af Klimakommissionens anbefalinger som der er enighed om, "hurtigst muligt".

K's egne vælgere svigter
Også De Konservatives egne vælgere svigter partiet. Kun 53,1 procent af de danskere, der ville stemme på De Konservative ved næste folketingsvalg, mener, at partiet er bedst til at sikre energiforskningen. Hele 14,1 procent mener endda, at Venstre ville gøre det bedre. Og det overrasker ordføreren:

"Det er meget bemærkelsesværdigt. Det betyder, at vi har gjort vores arbejde med at formidle vores klima- og energipolitik alt for dårligt. Vi skulle måske under forhandlingerne have været mere aktive og efterfølgende informeret om, hvor godt det egentlig er gået i globaliseringsforhandlingerne," siger Jørgen Lundsgaard.

S: Selvfølgelig ligger vi i top  
Meningsmålingens resultat kommer ikke bag på Socialdemokraternes energiordfører Ole Hækkerup, hvis umiddelbare reaktion er "selvfølgelig!".

"I det forslag, regeringen lagde frem til finanslov, var der blevet skåret på klima- og energiområdet, så det overrasker mig ikke, at vælgerne har størst tillid til os og den røde blok. De fleste har en intuitiv, snusfornuftig vurdering af, at den grønne omstilling af Danmark er noget, vi kærer os mest om i oppositionen," siger Ole Hækkerup.

Han er dog noget overrasket over, at vælgerne også viser Venstre stor tillid, hvilket han mener er "overraskende ufortjent". Han tror, at det kan skyldes, at meningsmålingen går specifikt på forskning og ikke grøn omstilling overordnet.

Dokumentation

Spørgsmål:
Globaliseringsforhandlingerne er i gang, hvor partierne for 2011 skal fordele 1,4 milliarder kroner, der skal styrke Danmark som førende vækst-, viden- og iværksættersamfund. Hvilket parti, mener du, vil være bedst til at sikre midler til forskning på klima- og energiområdet, herunder f.eks. vedvarende energi?

Venstre 22.7 pct.
Socialdemokraterne 24.4 pct.
Konservative   5.1 pct.
De Radikale   4.0 pct.
Dansk Folkeparti    6.2 pct.
SF 16.2 pct.
Liberal Alliance   2.8 pct.
Enhedslisten   2.1 pct.
Ved ikke  16.5 pct. 
Total   100 pct.

Svar - fordelt efter spørgsmålet: Hvilket parti ville du stemme på ved valg i morgen?

SvarELSFSRLAKVDFØvr.
Venstre0.00.40.04.015.714.180.317.50.0
Socialdemokraterne11.310.477.312.05.94.71.73.516.7
Konservative0.00.80.30.07.853.12.21.416.7
De Radikale3.84.10.364.03.91.60.00.00.0
Dansk Folkeparti0.00.80.00.03.91.60.638.516.7
SF18.968.97.012.02.06.32.24.916.7
Liberal Alliance0.00.40.00.041.24.71.12.10.0
Enhedslisten56.62.10.70.00.00.00.00.00.0
Ved ikke9.412.014.38.019.614.111.832.233.3

A&B-målingen er foretaget på nettet på baggrund af 1068 repræsentativt udvalgte svarpersoner. Målingen er foretaget i perioden tors. 28/10 til tirs. 2/11.

Grafik: Christian Mølgaard


0:000:00