Concito: Sådan kan vi forbruge os ud af klimakrisen

Serviceydelser som rengøringshjælp kan udlede mindre end 20 gram CO2 per krone der forbruges, materielle varer som tøj kan udlede over 100 gram CO2 per krone, visse fødevarer kan udlede 500 gram CO2 per krone og de værste flyrejser måske 1000 gram CO2 per krone.

Så skal vi reducere udledningen fra danskernes forbrugsmønstre, skal vi forbruge mindre og/eller forbruge anderledes.

Det er i høj grad forbrug, der driver samfundet, ikke mindst velfærdssamfundet, og realpolitisk er det svært at reducere forbruget til et niveau, der for alvor reducerer udledningen af drivhusgasser.

Torben Chrintz
Videnskabelig rådgiver, Concito

Der er dog et meget stort ”men”: Det er i høj grad forbrug, der driver samfundet, ikke mindst velfærdssamfundet, og realpolitisk er det svært at reducere forbruget til et niveau, der for alvor reducerer udledningen af drivhusgasser.

Vi kan heller ikke spare os til at løse klimaudfordringen, idet den uanset hvad vi gør, kræver meget store investeringer fremover.

Det skyldes, at de videnskabelige og politiske klimamål vil kræve en negativ udledning efter 2050. Det vil blandt andet betyde, at en vigtig del af klimaindsatsen bliver at fjerne CO2 fra atmosfæren og lagre det i skov og undergrund. Og det kræver penge, rigtig mange penge.

Tre klimaveje
Så sat på spidsen har vi tre veje vi kan gå:

1. Vi kan reducere forbruget og væksten, måske endda til en negativ vækst globalt set, og den drivhusgasreduktion der vil ske som følge heraf vil ikke håndtere klimaudfordringen på langt sigt, men vil vinde os tid til at finde og udvikle løsningerne. Til gengæld vil vi økonomisk blive betydeligt fattigere, og de penge, der skal bruges til fremtidige negative udledninger vil skulle tages fra en mindre samfundskage. Det vil uden tvivl være en meget svær politisk øvelse.

2. Vi kan forsat fremme væksten og det materielle forbrug samt et højt animalsk fødevareforbrug og dermed øge rigdommen. Det vil øge forbrugsudledningen og give os mindre tid til at håndtere klimaudfordringen og stille større krav til den efterfølgende negative udledning. Til gengæld vil vi have flere penge til klimaløsninger, og dermed fordrer denne vej, at vi er villige til at målrette en meget større del af samfundskagen til klimaløsninger, herunder fremtidige negative udledninger.

3. Vi kan fortsat fremme væksten, men minimere den medfølgende udledning ved at søge at dekarbonisere vores forbrug og dirigere forbruget over mod områder, hvor udledningen er så lav som muligt per forbrugt krone. Det vil reelt kræve et prissignal i markedet – ideelt set globalt, men ellers europæisk og nationalt - og dermed en form for klimaafgift. Det vil stadig kræve massive investeringer i fremtidige negative udledninger, men ikke så store som i det meget materielle forbrugsscenarie.

I dette overordnede perspektiv synes den tredje vej at være det rigtige valg. Altså en aktiv politisk indsats for at dekarbonisere og rykke danskernes forbrug, og i særdeleshed også det offentlige forbrug, i en retning, hvor udledningen per forbrugt krone er markant lavere end i dag.