Danmark eksporterer energiteknologi for 68 milliarder

KORT NYT: Dansk eksport af energiteknologi udgjorde sidste år 68 milliarder kroner og er i de seneste år steget. Det skyldes blandt andet den årlige milliardstore forskningsstøtte, skriver Energistyrelsen.

Danmarks energiteknologiske eksport i 2013 lød på 67,6 milliarder kroner. En eksport, der i de senere år har været stigende.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det desuden fremgår, at eksporten ifølge tal fra Dansk Energi, Energistyrelsen og DI Energi er blevet mere end fordoblet siden 2000.

Det gør ifølge Energistyrelsen Danmark til det EU-land, hvor energiteknologien udgør den største andel af vareeksporten.

Bag udviklingen står særligt den grønne energiteknologi, som i 2013 udgjorde størstedelen af den energiteknologiske eksport. Her er eksporten nemlig siden 2000 blevet næsten firedoblet.

Den positive udvikling skal ifølge Energistyrelsen blandt andet ses i sammenhæng med støtten til forskning og udvikling af dansk energiteknologi. Der investeres nemlig årligt omkring en milliard kroner på området.

I 2013 investerede de danske energiforskningsprogrammer 977 millioner kroner, hvilket udgør 4,7 procent af den offentlige forskningsstøtte.

Tallene kommer fra årspublikationen Energi14, der blev præsenteret, da konferencen EnergiForsk 2014 løb af stablen 18. juni 2014. Publikationen udgives af energiforskningsprogrammerne, som udgøres af EUDP, InnovationsFonden, ForskEl, ForskVE og ELFORSK.

""Energimilliarden" løfter den danske energisektor og bidrager til, at vi fastholder Danmarks position som et af de førende lande inden for energiteknologi. Vores mange forskellige programmer har den styrke, at vi støtter forskellige faser i projekterne," siger Torkil Bentzen, bestyrelsesformand for EUDP, i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Teknologierne kan få den nødvendige støtte lige fra idéfasen, over udviklingsfasen til den endelige  kommercialisering, som skaber eksport og arbejdspladser og bidrager til den grønne omstilling af det danske energisystem."

Dokumentation

"Årets energinøgletal

  • 977 millioner kroner i støtte til udvikling af dansk energiteknologi i 2013
  • Støtten til energiforskning udgør 4,7 procent af den samlede offentlige støtte til forskning
  • Danmarks eksport af energiteknologi i 2013 var på 67,6 milliarder kroner. Dermed steg eksporten af energiteknologi med næsten 11 procent i forhold til året før
  • Eksporten af grøn energiteknologi steg med 17,6 procent. 
  • Samlet set udgør den danske energiteknologi 10,8 procent af den samlede vareeksport. Det er den største andel blandt EU-landene.
  • Vind og energieffektivitet var de teknologiområder, der fik størst støtte i 2013, mens sol og bølgeenergi fik mindst.
Kilde: Energistyrelsen

0:000:00