De grønne ser rødt over gulplade-aftale

FORÅRSPAKKE: De grønne organisationer raser over, at regeringen og Liberal Alliance har annulleret den planlagte afgift på gamle gulpladebiler. S har kaldt miljø- og finansministrene i samråd. Liberal Alliance og FDM er tilfredse.
Anders Samuelsen (LA) glæder sig over, at en afgift på gulpladebiler nu er taget af bordet.
Anders Samuelsen (LA) glæder sig over, at en afgift på gulpladebiler nu er taget af bordet.Foto: Pressefoto/Martin Ravn
Anders JerkingAnne Bjerregaard
De grønne organisationer raser, mens ejerne af gamle gulpladebiler kan ånde lettet op. En række afgiftsforhøjelser på gulpladebiler, der ellers var blevet aftalt i regeringens skatteaftale med Dansk Folkeparti, er efter pres fra Liberal Alliance taget af bordet. (se uddrag af aftalen nedenfor).

Afgiftsforhøjelserne skulle have sikret, at gamle varebiler på gule plader hurtigt blev skiftet ud med nyere varebiler til gavn for luftkvaliteten og CO2-regnskabet. Eller som en embedsmand fra Skatteministeriet for en uge siden forklarede aftalen i Jyllands-Posten:

"Aftalen specificerer, at vi rent miljømæssigt ikke kan leve med, at man har kunnet hente en kæmpe økonomisk fordel i at holde liv i gamle biler fra før 1998."

Nu er afgiftsforhøjelserne taget af bordet, og det ærgrer de grønne organisationer.

Et ulogisk skridt 
"Det er et tilbageskridt, der betyder, at udskiftningen af de gamle varevogne vil gå langsommere og tilskyndelsen til at købe nye og mere miljøvenlige vil være mindre. Det er meget ærgerligt," siger Martin Lidegaard, formand for den grønne tænketank Conito.

Det er et tilbageskridt, der betyder, at udskiftningen af de gamle varevogne vil gå langsommere, og tilskyndelsen til at købe nye og mere miljøvenlige vil være mindre. Det er meget ærgerligt.

Martin Lidegaard
Formand, Concito

Han understreger, at der er en veldokumenteret sammenhæng meller afgifter og folks bilkøb.

"Det her er et meget ulogisk skridt, for der har været bred enighed om, at der skulle gøres noget ved de gule plader. Vi ved, at det er benzinslugere, og at de har været for billige at anskaffe sig. Og når man kombinerer det at gøre det billigt at købe en ny, miljøvenlig bil med at gøre det dyrt at køre i en gammel, så får man den dobbelte effekt. Nu får vi kun en halv effekt," siger han og understreger, at kombinationen af skattepakken og trafikaftalen fra januar ikke rykker nok ved transportsektorens CO2-udslip til, at vi kan nå vores mål.

Skidt for luften 
I Det Økologiske Råd kalder Kåre Press-Kristensen den nye aftale for chokerende.

"Det er skræmmende, at et parti laver stemmefiskeri på folkesundhedens vegne. Jeg er meget overrasket over, at man kan få sig selv til det. Afgifterne skulle netop tjene til at få udskiftet de gamle og forurenede varebiler med nyere biler med partikelfiltre. Det er meget ærgerligt, for vi ved, at varebiler er den bilkategori, der er den største kilde til partikelforurening," siger han.

Ministre i samråd 
Også hos folketingets oppositionspartier er der utilfredshed med aftalen. SF's Ole Sohn mener, at aftalen er et dårligt signal at sende op til klimatopmødet, mens Socialdemokraternes Benny Engelbrecht har krævet miljøminister Troels Lund Poulsen (V) og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i samråd om sagen.

Dokumentation

UDDRAG AF AFTALE MELLEM REGERINGEN, DF OG LA: 

Annulering af afgiftsforhøjelser vedrørende eksisterende gulpladebiler
Parterne er enige om, at afgiftsforhøjelserne vedrørende eksisterende gulpladebiler, som indgår i aftalen om Forårspakke 2.0, alligevel ikke gennemføres. Det indebærer:

  • At forhøjelsen af vægtafgiften og udligningsafgiften vedr. den eksisterende bestand af varebiler ikke gennemføres
  • At der ikke indføres privatanvendelsestillæg for varebiler solgt før 3. juni 1998
  • At der ikke indføres tillæg for manglende partikelfilter på dieseldrevne varebiler

Det vil betyde, at ejere af ældre varebiler ikke beskattes yderligere for allerede foretagne dispositioner. Omvendt vil ændringen mindske tilskyndelsen til at udskifte de ældre varebiler.

De aftalte omlægninger og forhøjelser af beskatningen af nye varebiler gennemføres som aftalt. Disse afgiftsforhøjelser vil give et incitament til at vælge mere brændstoføkonomiske varebiler samt varebiler med partikelfilter. Lovforslag vedrørende nye varebiler fremsættes snarest muligt med henblik på ikrafttræden fra den 18. marts 2009.

Samlet set vil ændringen indebære et mindreprovenu på 150-200 mio. kr. i varig virkning i forhold til aftalen om Forårspakke 2.0. Det umiddelbare provenutab udgør ca. 1,4 mia. kr.


0:000:00