Energiministeren afviser at rykke kystnære havvindmøller

AFSLAG: DF vil lytte til de lokale protester og have flyttet havvindmøller ved Vesterhav Syd længere væk fra kysten. Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) mener løbet er kørt.

En visualisering af, hvor meget man kan se vindmøllerne fra stranden. 
En visualisering af, hvor meget man kan se vindmøllerne fra stranden. Foto: Vattenfall
Freja Søgaard

Beslutningen om den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd står fast.

Sådan skriver energiminister Lars Chr. Lilleholt i et skriftligt svar til Dennis Flydtkjær (DF).

Flydtkjær har spurgt ministeren, om han støtter byrådet i den berørte kommune, Ringkøbing-Skjern, der ønsker, at møllerne skal flyttes længere ud på havet.

Lige nu vil møllerne tættest på kysten stå cirka fire kilometer fra land, og netop afstanden er en af kritikpunkterne fra de lokale. Møllerne ødelægger det frie udsyn ud over klitter og havet, lyder kritikken. 

Jeg har som minister gjort, hvad jeg kan i denne sag

Lars Chr. Lilleholt
Energiminister

Derfor har Flydtkjær ønsket at få ministeren til at undersøge, om der er et flertal i Folketinget for at flytte vindmøllerne længere væk fra kysten.

Erstatningskrav og dårligt omdømme
Selvom ministeren i sit skriftlige svar skriver, at han ”deler den frustration, som opførslen af Vesterhav Syd medfører”, har han ikke planer om at ændre på aftalen.

Energiministeren mener, at det vil være et brud på kontrakten med Vattenfall og vil skade Danmarks ry som et investeringssikkert land. Desuden vil det højest sandsynligt føre til, at staten risikerer erstatningssager og sagsanlæg.

”Jeg har som minister gjort, hvad jeg kan i denne sag, og på baggrund af ovenstående (konsekvenserne ved en ophævelse af kontrakten, red.) agter jeg ikke at tage initiativ til at ændre beslutningen om den kystnære havvindmøllepark ved Vesterhav Syd,” skriver han.

Stregerne markerer, hvor vindmøllerne kommer til at ligge. Foto: Vattenfall

0:000:00