Etiske Råd: Bio-samfundet er etisk problematisk

BIOSAMFUND: Det biobaserede samfund fører en lang række etiske dilemmaer med sig, som danske politikere bliver nødt til at tage højde for fremover. Det påpeger Det Etiske Råd i en ny redegørelse, der får opbakning fra EL.
Per Bang ThomsenMorten Øyen

De danske politikere ser ofte stort på etikken og de langsigtede miljø- og klimaperspektiver, når de diskuterer, hvordan fremtidens biobaserede samfund skal hænge sammen. Det mener Det Etiske Råd, som i en dugfrisk redegørelse efterlyser et større fokus på etik og global ansvarlighed fra Christiansborgs side.

"I dag fokuserer politikerne først og fremmest på de umiddelbare, økonomiske gevinster ved det biobaserede samfund. Det er i og for sig naturligt nok, for det handler om at tage hensyn til den nuværende generation af danskere. Problemet er, at man fra politisk side glemmer de langsigtede konsekvenser i forhold til miljøet og klimaet på verdensplan. Derfor er det de efterfølgende generationer og folk i udviklingslandene, som kommer til at betale regningen," siger seniorforsker Rikke Bagger Jørgensen, medlem af Det Etiske Råd og tovholder på redegørelsen "Bioenergi, fødevarer og etik i en globaliseret verden".

Langsigtede konsekvenser ved bioafbrænding

Meldingen kommer i forbindelse med en større konference om de etiske problemstillinger ved det biobaserede samfund, som løber af stablen i dag, torsdag. Et af temaerne er netop, om de danske politikere mangler det globale, etiske udsyn, når de diskuterer biobaserede løsninger.

Fra dansk side har fokus indtil nu været på, hvordan det biobaserede samfund kan være med til at give danskerne nye energiformer. I dag findes der mange forskellige former for bioenergi, og de danske politikere har især valgt at fokusere på afbrænding af biomasse samt produktion af biogas. Det sidste var et af hovedtemaerne i forbindelse med den energiaftale, som blev indgået mellem regeringen og størstedelen af oppositionen.

Fakta
Altinget vil over de næste uger sætte fokus på det biobaserede samfund.

Målet med bioøkonomi er en bedre og mere bæredygtig udvikling af naturressourcerne både i landbrug og fiskeri, samtidig med at produkter fra den petrokemiske industri erstattes af biologisk producerede produkter, og at energiforsyningen bliver fossilfri.

Kilde: Styrelsen for Forskning og Innovation

Men selvom eksempelvis afbrænding af biomasse og biogas kan afhjælpe nogle umiddelbare energiproblemer og gøre os fri for fossile brændstoffer, så er der ifølge Rikke Bagger Jørgensen en række langsigtede konsekvenser ved at omlægge til den energiform.

En stor del af den biomasse, der i dag bliver brugt i Danmark, bliver nemlig importeret fra tredjeverdenslande, hvor store arealer bliver ryddet for at gøre plads til produktionen af biomasse. Det kan have miljø- og klimamæssige konsekvenser for befolkningen i de lokalområder, hvor det bliver produceret. Derudover kan produktionen lægge beslag på store jordbrugsarealer, som kunne være blevet brugt på fødevareproduktion i stedet.

I dag fokuserer politikerne først og fremmest på de umiddelbare, økonomiske gevinster ved det biobaserede samfund. Det er i og for sig naturligt nok, for det handler om at tage hensyn til den nuværende generation af danskere. Problemet er, at man fra politisk side glemmer de langsigtede konsekvenser i forhold til miljøet og klimaet på verdensplan.

Rikke Bagger Jørgensen
Medlem af Det Etiske Råd

Samtidig skal en del af den biomasse, som skal bruges til at producere biogas, komme fra husdyrproduktion, som ifølge Rikke Bagger Jørgensen er en miljøbelastende produktionsform.

"Ved at binde biogas-produktionen op på husdyrproduktionen gør man sig afhængig af en ubæredygtig produktion. Og det skal frem på bordet," siger Rikke Bagger Jørgensen og understreger, at hun i forhold til dette aspekt ikke taler på hele rådets vegne.

Vi må skrue ned for forbruget
Dertil fastslår rådsmedlemmerne, at man fra politisk side skal væk fra at se bioenergi som en en-til-en-erstatning for de gamle energiformer som fossile brændsler. For ved at man blot erstatter eksempelvis olie og kul med biomasse fra træpiller og gødning, er man fra politisk side også med til at fastholde et højt energiforbrug i Danmark.

0:000:00