Jesper Theilgaard: COP25 giver intet at forholde sig til – ud over frustrationen

DEBAT: COP25 udstiller et klimapolitisk dødvande, og det kan få den globale klimabevægelse til at miste pusten eller tvinge den til at tage mere desperate midler i brug, frygter meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard.

Af Jesper Theilgaard
Meteorolog og klimaekspert

Da lyset blev slukket i forhandlingslokalerne i Madrid efter mere end 14 dages hektiske forhandlinger, var det til lyden af meget spagfærdige klapsalver. Skuffelsen og mismodet var til at se på de delegerede, der var tilbage.

For sandt at sige var udkommet yderst begrænset. Til gengæld tårner problemerne og risiciene sig op foran os frem mod COP26 i Glasgow til november 2020.

Tilbage i det glorværdige år 2015, hvor FN i september fik vedtaget de meget ambitiøse verdensmål frem mod 2030 og to måneder efter fik Parisaftalen på klimaområdet, var euforien enorm, og forhandlerne kunne nærmest gå på vandet.

Når det gik så godt i 2015, skyldtes det ikke mindst en amerikansk præsident Obama, som i sin anden valgperiode skulle sikre sig et godt eftermæle, og også, at den kinesiske præsident havde et behov for at vise handlekraft indenrigs med den markante luftforurening, der herskede i byerne i nærheden af de mange kulkraftværker. Så mange ting gik det år op i en højere enhed.

Trump slog revner i enigheden
Det billede skiftede markant, da Trump blev valgt til præsident i 2016. Hans tanker om klimaproblemet og den dertilhørende politik på området skabte de første revner i den globale enighed.

I begyndelsen frygtede man, at flere lande ville følge trop, men det skete ikke – ikke direkte i al fald.

Til det første klimatopmøde COP23 under Trump i 2017 i Bonn var det mest bemærkelsesværdige, at de officielle amerikanske forhandlere ikke gjorde meget væsen af sig. Derimod var der en uofficiel amerikansk delegation, der repræsenterede flere amerikanske byer og stater under ledelse af Michael Bloomberg.

De var rimelig progressive og tilkendegav, at de ville sørge for, at USA levede op til de løfter, der var givet under Parisaftalen. Der bredte sig en vis lettelse i COP-systemet, for måske ville Trump alligevel ikke betyde det helt store.

Kullandene udvander slutdokumentet
Den optimisme blev sat til vægs året efter under COP24 i Katowice. Her sørgede den amerikanske delegation sammen med andre oliestater (Saudi-Arabien, Kuwait og Rusland) for, at den netop udkomne rapport fra FN's klimapanel IPCC og 1,5-graders-målsætningen kun blev nævnt perifert i slutdokumentet.

De mere progressive lande ville have netop den rapport til at fremstå som en hjørnesten i landenes klimaplaner. Så her så vi en mere udbredt splittelse blandt landene.

Det blev så værre i år under COP25, hvor nu også de store kullande som Kina, Indien, Australien, Brasilien, Japan og naturligvis USA fik udvandet teksten, der skulle vedtages.

Hvad er så konsekvensen – ud over det åbenlyse, at muligheden for ambitiøse globale tiltag bliver mindre?

Klimabevægelsen står ved en skillevej
En af de største risici, som jeg ser det, er, at den globale klimabevægelse, der især omfatter den unge generation, enten opgiver sine fredelige demonstrationer, "for det hjælper alligevel ikke noget", eller også bliver bevægelsen mere aktivistisk og måske voldelig.

Det sidste håber jeg naturligvis ikke, men hvis man ser det fra de unges side, så er deres fremtid blevet mere usikker. Der er ikke under COP25 taget hånd om de store risici, der tårner sig op for deres generation, så der må i øjeblikket være en voksende frustration.

Samtidig er der et dødvande i hele processen. Var der nu kommet et ambitiøst beslutningsdokument ud af COP25, ville der være noget at arbejde med, debattere og beregne på.

Men lige nu er der ingenting at forholde sig til – altså ud over frustrationen.

Ganske vist vil EU – og Danmark – lancere en klimahandlingsplan til foråret, men på det globale plan sker der tidligst noget til efteråret frem mod COP26 i Glasgow. Kan man forvente, at de unge sidder på hænderne så længe? Næppe. Men hvem skal de demonstrere imod – hvem bliver personificeringen af, at det er gået så galt?

Der er en umiddelbar risiko for, at USA på samme måde som i 1968 bliver målet, for med den amerikanske politik på klimaområdet bliver der globalt skabt flere blokeringer end åbninger i arbejdet på at løse det globale klimaproblem. 

Forrige artikel Jørgen Henningsen: Danmark snyder på klimavægten med biomasse Jørgen Henningsen: Danmark snyder på klimavægten med biomasse Næste artikel Klimaaktivister: Sådan laver vi klimaafgifter uden social slagside Klimaaktivister: Sådan laver vi klimaafgifter uden social slagside
Analyse: Derfor vil ingen tage æren for højere ulandsbistand

Analyse: Derfor vil ingen tage æren for højere ulandsbistand

ANALYSE: Hvordan er det, der tidligere ville være blevet iscenesat som en kæmpe sejr til hele den røde blok, endt som en varm kartoffel, hvor ingen vil tage æren? Kampen om dansk klima- og ulandsbistand fortsætter ind i 2020.