Debat

Dan Jørgensen inden slutspurt i klimaforhandlinger: For få erkender klimaets nødsituation

DEBAT: Inden COP25 slutter lige om lidt, skal det sikres, at ambitionsniveauet bliver skruet op forud for det næste afgørende år. Samtidig arbejder Danmark for ordentlige regler om brug af CO2-markeder og hjælp til at håndtere tab og skader i de fattigste lande, skriver klimaminister Dan Jørgensen (S).

Danmark arbejder for, at den endelige beslutning i Madrid afspejler behovet for at accelerere den grønne omstilling, skriver klimaminister Dan Jørgensen. (Arkivfoto)
Danmark arbejder for, at den endelige beslutning i Madrid afspejler behovet for at accelerere den grønne omstilling, skriver klimaminister Dan Jørgensen. (Arkivfoto)Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dan Jørgensen (S)
Klima-, energi- og forsyningsminister

De årlige klimaforhandlinger (COP25) skal efter planen slutte i dag i Madrid. En betydelig del af den formelle dagsorden har handlet om at få de sidste regler for Parisaftalen på plads, så vi sikrer, at aftalen kommer ud at virke.

Det er samtidig en bunden opgave at definere, hvordan vi styrker hjælpen til de fattige og sårbare lande. Men her på falderebet har vi stadig ikke set en tilstrækkelig erkendelse af, at vi befinder os i den klimatiske nødssituation, som videnskaben har understreget igen og igen.

Forhandlingerne kommer efter endnu et år præget af ekstremt vejr mange steder på kloden, forværret både i intensitet og hyppighed af de stigende temperaturer. Klimaforandringerne har endegyldigt bevæget sig fra abstrakt fremtidstrussel til meget håndgribelige konsekvenser for familier og mennesker verden over. 

Danmark er klar til at følge de vigtige diskussioner til dørs og sikre et godt udgangspunkt for de afgørende beslutninger i 2020.

Dan Jørgensen (S)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Springbræt for ambitionsåret 2020
Den seneste opgørelse fra FN's miljøprogram, UNEP, viser, at landenes nuværende klimabidrag er milevidt fra at sætte verden på rette kurs mod de maksimalt 1,5 graders temperaturstigning, som FN's klimapanel, IPCC, kraftigt har advaret mod at overskride.

Danmark arbejder for, at den endelige beslutning her i Madrid afspejler behovet for accelerere den grønne omstilling, så der er maksimalt pres på, inden alle parterne næste år skal levere nye klimabidrag. Ambitionsniveauet skal langt højere op, og COP25 skal fungere som springbræt for politiske forpligtelser i 2020.

Derfor er det afgørende for mig, at COP25 sender et stærkt signal til omverdenen. Vi skal understrege, at vi lytter til videnskaben, vi lytter til befolkningens ønsker, og vi skal forpligte os til at øge den globale indsats. Ambitionerne skal op, og det bør afspejles her i Madrid.

Tekniske forhandlinger har stor betydning
Vi skal også huske alle detaljerne, for her er der mange vigtige ting på spil.

Et af de største slagsmål omhandler brugen af CO2-markeder. Hvis det ikke designes ordentligt, er der stor risiko for, at klimaet bliver taberen. Derfor arbejder Danmark også hårdt for, at reglerne for brugen af markeder til at indfri klimabidragene bliver robuste, så man sikrer, at der reelt bliver leveret de nødvendige reduktioner af drivhusgasser. 

Et andet vigtigt emne er spørgsmålet om "tab og skader". Det refererer til situationer, hvor tilpasning til det skiftende klima ikke længere er tilstrækkelig, eksempelvis konsekvenserne ved ekstremt vejr.

Her skal vi blive enige om, hvordan vi kan styrke indsatsen de næste år, så de fattigste og mest sårbare lande får hjælp til at håndtere de situationer, der ofte har store menneskelige og økonomiske omkostninger.

Der er som altid en betragtelig risiko for, at forhandlingerne her i Madrid ender i overtid. Danmark er klar til at følge de vigtige diskussioner til dørs og sikre et godt udgangspunkt for de afgørende beslutninger i 2020. Vi har simpelthen ikke råd til andet. 

Dokumentation

Temadebat: Hvad skal vi have ud af COP25?

Nu begynder COP25, som denne gang finder sted i Madrid. Årets COP er en trædesten frem mod 2020, som bliver et afgørende år, hvor mange lande skal indmelde nye nationale klimamål på COP26 i Glasgow.

Implementering af Paris-aftalen fra 2015 og spørgsmålet om klimafinansiering er blandt de vigtigste emner de kommende uger.

Men hvor ligger knasterne i forhandlingerne, som går i gang nu i Madrid? Og hvor er det mest afgørende, at der bliver gjort fremskridt, så COP25 bliver en succes? Det spørger vi om i denne temadebat.

Her er aktørerne:
  • Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer
  • Dewi Dylander, underdirektør i PKA og tidligere dansk chefforhandler
  • Kristian Jensen, folketingsmedlem for Venstre
  • Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace
  • Kristian Ruby, generalsekretær i Eurelectric
  • Monika Skadborg og Nilly Taheri, FN-ungdomsdelegater
  • John Nordbo, klimarådgiver i Care
  • Rasmus Nordqvist, klimaordfører for Alternativet
  • Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
  • Thomas Damkjær Christensen, formand for Ida.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00