Jesper Theilgaard: COP25 giver intet at forholde sig til – ud over frustrationen

Af Jesper Theilgaard
Meteorolog og klimaekspert

Da lyset blev slukket i forhandlingslokalerne i Madrid efter mere end 14 dages hektiske forhandlinger, var det til lyden af meget spagfærdige klapsalver. Skuffelsen og mismodet var til at se på de delegerede, der var tilbage.

For sandt at sige var udkommet yderst begrænset. Til gengæld tårner problemerne og risiciene sig op foran os frem mod COP26 i Glasgow til november 2020.

Tilbage i det glorværdige år 2015, hvor FN i september fik vedtaget de meget ambitiøse verdensmål frem mod 2030 og to måneder efter fik Parisaftalen på klimaområdet, var euforien enorm, og forhandlerne kunne nærmest gå på vandet.

Når det gik så godt i 2015, skyldtes det ikke mindst en amerikansk præsident Obama, som i sin anden valgperiode skulle sikre sig et godt eftermæle, og også, at den kinesiske præsident havde et behov for at vise handlekraft indenrigs med den markante luftforurening, der herskede i byerne i nærheden af de mange kulkraftværker. Så mange ting gik det år op i en højere enhed.

Trump slog revner i enigheden
Det billede skiftede markant, da Trump blev valgt til præsident i 2016. Hans tanker om klimaproblemet og den dertilhørende politik på området skabte de første revner i den globale enighed.

Da lyset blev slukket i forhandlingslokalerne i Madrid efter mere end 14 dages hektiske forhandlinger, var det til lyden af meget spagfærdige klapsalver. Skuffelsen og mismodet var til at se på de delegerede, der var tilbage.

Jesper Theilgaard
Meteorolog og klimaekspert

I begyndelsen frygtede man, at flere lande ville følge trop, men det skete ikke – ikke direkte i al fald.

Til det første klimatopmøde COP23 under Trump i 2017 i Bonn var det mest bemærkelsesværdige, at de officielle amerikanske forhandlere ikke gjorde meget væsen af sig. Derimod var der en uofficiel amerikansk delegation, der repræsenterede flere amerikanske byer og stater under ledelse af Michael Bloomberg.

De var rimelig progressive og tilkendegav, at de ville sørge for, at USA levede op til de løfter, der var givet under Parisaftalen. Der bredte sig en vis lettelse i COP-systemet, for måske ville Trump alligevel ikke betyde det helt store.

Kullandene udvander slutdokumentet
Den optimisme blev sat til vægs året efter under COP24 i Katowice. Her sørgede den amerikanske delegation sammen med andre oliestater (Saudi-Arabien, Kuwait og Rusland) for, at den netop udkomne rapport fra FN's klimapanel IPCC og 1,5-graders-målsætningen kun blev nævnt perifert i slutdokumentet.

De mere progressive lande ville have netop den rapport til at fremstå som en hjørnesten i landenes klimaplaner. Så her så vi en mere udbredt splittelse blandt landene.

Det blev så værre i år under COP25, hvor nu også de store kullande som Kina, Indien, Australien, Brasilien, Japan og naturligvis USA fik udvandet teksten, der skulle vedtages.

Hvad er så konsekvensen – ud over det åbenlyse, at muligheden for ambitiøse globale tiltag bliver mindre?