Debat

K: EU-Kommissionens planer tegner godt for Danmark

DEBAT: Den nye EU-Kommission begynder snart sit arbejde, blandt andet med sine ambitiøse klimamål. Det kan i dén grad gavne både kloden og dansk økonomi, skriver Pernille Weiss (K).

Kommende generationer vil nok ikke kun huske vores samtid for Brexit – men også for, at verden alligevel ikke gik under i vores tid, skriver Pernille Weiss. 
Kommende generationer vil nok ikke kun huske vores samtid for Brexit – men også for, at verden alligevel ikke gik under i vores tid, skriver Pernille Weiss. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Flora Juul Holst
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Weiss (K)
EU-ordfører

Om knap halvanden måned begynder den nye EU-Kommission sit arbejde. Hvordan efterårets modne atmosfære og generelle stemning af, at nu har vi længe nok haft valgkamp med resultatskabende tomgang, vil påvirke den kommende fase med kommissærhøringer, er svær at forudsige.

Enkelte af de foreslåede til kommissærposter skal slå knuder på sig selv for at huske, at de nu tjener hele Europa og derfor skal balancere i en politisk hverdag, hvor deres politiske fortid med ideologiske særstandpunkter, nationale særinteresser og eventuelle føderale tilbøjeligheder til at ville finde one-size-fits-all er sat på pause.

Især den minimumsløns-elskende socialist fra lille Luxembourg, som i øvrigt også mener, at EU skal overtage alle landes socialpolitik, skal have hænderne på bordet, så vi tydeligt kan se, at han ikke lyver, når han lover at følge Ursula von der Leyens løfte om at lande med velfungerende arbejdsmarkedsmodeller som vores i Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi skal fortsætte som de stærke rollemodeller for andre, vi vitterligt er. 

En bedre dynamik
Ursula von der Leyen sagde i sin tale til Parlamentet, da hun blev valgt i juli, at hun ønskede sig en professionel kommission, der kan levere resultater i respekt for vælgernes forventninger. Dette klare lys på hendes arbejdspapirer har blandt andet fået hende til at udvide næstformandsgruppen fra to til tre erfarne personer fra hver af de tre største partigrupper.

For et lille land som Danmark, som kun kan gøre en forskel i verden i kraft af det, vi kan sende ud fra eget gode eksempel og vores hylder af løsninger, verden har brug for, vil der være masser af afsætningsmuligheder for en ægte win-win-situation for klimaet, pengekassen og de kommende generationer.

Af Pernille Weiss (K)
EU-ordfører

Dét er klogt. Både at de nu er tre, fordi det i de fleste sammenhænge giver mere dynamik som gruppe, og fordi tre løfter bedre og mere end to. Især i lyset af de store udfordringer, EU står med: Brexit, et nyt og måske endnu voldsommere pres på de ydre grænser og ikke mindst handelskrige til højre og venstre med usund protektionistisk renæssance.

Men også fordi udvidelsen af næstformandsgruppen med en EPP’er betyder, at Kommissionens øverste ledelse nu afspejler udfaldet af europaparlamentsvalget. Vælgerne har jo altid ret. Og hvis opbakningen til EU ude i befolkningerne skal respekteres og næres, skal vælgerne selvfølgelig kunne se, at deres fingeraftryk er tydeligt på den nye Kommission.

Således sidder nu én fra henholdsvis S&D og Renew sammen med to fra EPP, Den Europæiske Folkepartigruppe. Det skal nok blive godt. Ikke mindst fordi det også er blevet slået ind med syvtommersøm, at socialdemokraten Timmermans leder møderne, når von der Leyen er fraværende. Så kan det ikke siges tydeligere: Timmermans er nummer to, ligesom vælgerne gjorde S&D-gruppen til Parlamentets næststørste gruppe. 

Gang i hjulene
Som ny i Parlamentet må jeg sige, at det er befriende, at gruppernes indbyrdes kamp om forstørrelsesglasset i forsøget på at puste sig selv større end valgets egentlige udfald hermed er overstået. Europa-Parlamentet er gennem årene blevet beskyldt for at være virkelighedsfjernt, fanget højt oppe i beslutningskædens juletræ.

Læs også

Som konstruktiv-positiv EU-tilhænger af Nationalstaternes Europa, der kan finde ud af at samarbejde om at løse de udfordringer, ingen af os kan klare alene, kan jeg godt forstå de borgere, der gerne ser valgkamp og konstituering overstået hurtigt og i en opbyggelig tone, så vi kan komme i gang med arbejdet.

Det ligner jo ikke noget, at der reelt skal gå næsten et helt år med at få gang i hjulene, bare fordi vi bruger krudtet på at diskutere bavianbagdelens størrelse. Så! Godt, at den del kan få sit flueben. Lad os komme hurtigt videre.

At skabe et fælles sprog
Næste fase med kommissærhøringerne skal nok fylde noget spalteplads, selvom Brexit tager hovedparten. Formelt skal Parlamentet jo godkende hele kommissærgruppen under ét efter en proces, hvor vi har haft de kommissærer, der skal arbejde med vores respektive udvalg til en grundig omgang Q&A mellem os og dem. 

Hver har de fået et missionspapir af formand von der Leyen, hvori hun beskriver deres opgave og sine forventninger til dem. Jeg sidder som fast medlem af Udvalget for Industri, Energi og Forskning (Itre) og er derfor aktuelt i gang med at læse mig igennem alle tre næstformænds plus fire kommissærers missioner.

Alle syv vil de næste fem år arbejde med initiativer, hvor de skal samarbejde med Itre. Så det er vigtigt, at vi er forventningsafstemt og fra starten af får skabt både et fælles perspektiv og et fælles sprog. Dette gælder både mellem os og den enkelte kommissær, men ikke mindre vigtigt er det, at vi forhåbentlig kan høre, at kommissærerne på tværs og som gruppe trækker på samme hammel. 

Itre er et af EU tungeste og lovmæssigt set mest komplicerede områder, som påvirker rigtig mange vilkår for dansk erhvervs- og forskningsliv, den grønne omstilling og rigtig mange danske arbejdspladser. Derfor læser jeg med mine skærmbriller på.

Dansk fordel er win-win for klimaet
Tilsyneladende ser alt det, som Ursula von der Leyen lovede i sin tiltrædelsestale, ud til at være med: Green Deal skal laves de første hundrede dage, CO2-reduktion i 2030 forhåbentligt på 55 procent, Strategi for Biodiversitet inden 2030, en klimapagt og en ny klimakultur i Europa.

En ny strategi for SMV’erne (de små- og mellemstore virksomheder), et endnu mere sømløst indre marked, en klimabank og en vitaminindsprøjtning til investeringer i klimarelaterede og bæredygtige forretningsmodeller.

Hurtigere og mere innovativ kontakt mellem forskere, entreprenører og kapital. Og så videre ad den dur ned gennem missionspapirerne. Alt samme også elementer af løfter, vi som parlamentarikere har lovet vores vælgere. Det er fint.

Det, der springer i øjnene, og som er vigtigt for Danmark, der jo har klimaambitioner som ingen andre i hele verden, står i missionspapiret til den nye energikommissær, Kadri Simson fra Estland. Hun skal for alvor sparke Energiunionen ud i europæernes hverdag.

Det betyder blandt andet, at der skal laves en ny plan for bæredygtige investeringer og bedre, strammere lovgivning, der fremmer energieffektivisering. Det er der masser af danske arbejdspladser i, og det vil give en boost til dansk eksport af komponenter, systemer og rådgivning.

For et lille land som Danmark, som kun kan gøre en forskel i verden i kraft af det, vi kan sende ud fra eget gode eksempel og vores hylder af løsninger, verden har brug for, vil der være masser af afsætningsmuligheder for en ægte win-win-situation for klimaet, pengekassen og de kommende generationer.

De skal nok skal læse i historiebøgerne om de larmende år med Brexit, men også gerne konstatere, at verden alligevel ikke gik af lave – tværtimod.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

0:000:00