K: Vi har måske en Plan B – men ingen Planet B

Af Mette Abildgaard (K),
Klima- og energiordfører

COP21 er trådt ind i sin anden og afgørende uge. Jeg har glædet mig meget til at deltage, for nu er jeg også med ombord. Mandag var min første COP21-dag, og her er lidt om, hvad dagen bragte.

Da vi begynder indflyvningen til Paris, kan kaptajnen meddele, at vi kan se frem til 12 grader, når vi lander. En varm decemberdag i endnu et år, som ser ud til at sætte ny varmerekord.

Konsekvenserne kan mærkes
Vi begynder så småt at opleve konsekvenserne af den globale opvarmning i Europa. Det er blevet varmere, og vi får mere nedbør og flere storme. Men ikke i alvorlig grad. Endnu.

Alvorligt er det derimod allerede i dag for indbyggerne i Burkina Faso, som ifølge FN er nogle af verdens mest udsatte for klimaforandringer. Her har en massiv tørke sat ind, jordskorpen er så tør, at den sprækker, og al vegetation brændes ud af solen. Og når regnen endelig kommer, så rammer den jorden så hårdt, at den skyller de øverste frugtbare jordlag væk.

Folk er begyndt at flygte fra området. Det er muligvis ikke vores problem i Europa lige nu, men det vil det blive.

Hvis jeg skal give COP21 en overskrift, må det være ”Plan B." Min ordbog derhjemme definerer Plan B som: ”Plan, som man har parat, hvis den første plan ikke kan bruges."

Mette Abildgaard (K)
Klima- og energiordfører

COP21 er "Plan B"
Hvis jeg skal give COP21 en overskrift, må det være ”Plan B." Min ordbog derhjemme definerer Plan B som: ”Plan, som man har parat, hvis den første plan ikke kan bruges."

Den første plan, verdens ledere havde, var at lave en global, forpligtende klimaaftale. Det prøvede man i København i 2009 til COP15 uden den helt store succes. Man kunne ikke få landene til at forpligte sig, og det endte med sammenbrud i ”Brokenhagen,” som København derfor blev døbt.

Men så fandt man Plan B frem: I stedet for den tidligere anvendte top-down-model, skulle en klimaaftale nu bygge på bottom-up, hvor de enkelte lande selv angav deres reduktionsmål og deres tidshorisonter. Det har 184 lande gjort indtil nu.

Knaster stadig på bordet
Det er med udgangspunkt i disse landeplaner, at man nu er gået ind i sidste uge af forhandlingerne om en ny aftale. Knasterne er mange, og under dagens første briefing i COP21-landsbyen fik vi danske folketingspolitikere desværre at vide, at alle knasterne STADIG er på bordet: diskussionen om, hvem der kan regnes som ulande, uenighederne om klimabistanden, spørgsmålet om den juridiske form af aftalen og ikke mindst om muligheden for løbende at revidere ambitionerne.

Naturligvis skulle man ikke bare give op efter COP15. Det kan vi ikke være bekendt over for de kommende generationer, og så vil vi hellere se en semi-ambitiøs aftale end ingen aftale. Men problemet er bare, at vi måske godt kan få en ”Plan B” igennem, men vi har bare ingen ”Planet B."

Vi har kun denne ene jordklode, og lige nu og her i Paris har INGEN statsledere et bud på, hvordan vi forhindrer temperaturstigninger på maks. to grader inden århundredets udgang. Altså hvordan vi forhindrer en fremtid, der byder på oversvømmelser, tørke, hungersnød, ekstremt vejr og millioner af klimaflygtninge.

Hvordan vil vi huske Paris?
Selvom Paris stadig lever i terrorens skygge – det mærkes tydeligt, når man færdes hernede – så vil Paris for mig altid være kærlighedens by. Og af kærlighed til vores børn og de kommende generationer så håber jeg, at verdens statsledere vil nå til enighed om en ambitiøs aftale. Plan B er trods alt bedre end ingen plan!

Men her er under alle omstændigheder masser af aktivitet. COP21-landsbyen summer af liv, farver og flotte folkedragter. Tusindevis af mennesker lever i tre uger i disse store telte og haller, drikker den samme kaffe og går igennem samme sikkerhedskontroller.

På lørdag, hvis ellers forhandlerne har forladt lokalerne, pilles landsbyen ned, og lad os håbe, at den øde mark i Paris fremover vil blive husket som stedet, man tog ansvar for de kommende generationer.