Lilleholt: Regeringen vil ikke privatisere fjernvarmesektoren

REPLIK: Det er en misforståelse, at VLAK-regeringen vil privatisere fjernvarmesektoren. Til gengæld vil man indføre prislofter og give virksomheder mulighed for udtage et overskud, skriver energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Af Lars Chr. Lilleholt (V)
Energi-, forsynings- og klimaminister

De to DTU-forskere Marie Münster og Daniel Møller Sneum gentager i et debatindlæg på Altinget mange af de misforståelser, som er blevet fremsat tidligere om regeringens forsyningsstrategi.

Nemlig at regeringen vil privatisere fjernvarmesektoren og at forsyningsstrategien vil skade miljøet og give højere priser for forbrugerne. Det er selvfølgelig ikke rigtigt.

Det er til gengæld rigtigt, at regeringen vil gøre op med ’hvile i sig selv’-princippet og erstatte det med prislofter og muligheden for at udtage et overskud. Lad mig forklare hvorfor.

Prislofter og gulerødder
To grundelementer i regeringens forsyningsstrategi er prislofter og gulerødder til effektiviseringer.

Prislofterne betyder, at der lægges et loft over prisen for, hvad fjernvarmen på det enkelte værk må koste, og loftet skal år for år reduceres med et effektiviseringskrav. For at holde sig under loftet er fjernvarmeværkerne derfor nødt til at effektvisere løbende.

Målet er, at forbrugerne skal betale så lave priser som muligt. Det er nødvendigt for at forhindre en situation, hvor monopoler kan hæve priserne for at opnå en hurtig gevinst.

Nu kommer vi til guleroden, som regeringen vil give med forsyningsstrategien: Hvis et fjernvarmeværk effektviserer mere end de effektiviseringskrav, som vi pålægger dem gennem prisloftet, vil vi lægge op til at ejerne eller værkerne kan beholde den økonomiske gevinst i en periode på eksempelvis 4-5 år.

Derefter sænkes prisloftet, så den svarer til de faktiske omkostninger i selskaberne, hvorefter effektiviseringen kommer forbrugerne til gavn. 

Og hvorfor denne gulerod? Jo, fordi sund fornuft tilsiger, at selskaber er mere tilbøjelige til at lægge sig i selen for at effektivisere, hvis de faktisk kan få noget ud af det. Det er ikke bare sund fornuft, men også en hel central logik i en markedsøkonomi som vores. Vi siger heller ikke til købmanden eller speditøren, der har gjort sig umage, at de skal sænke prisen med det samme, når de har opnået et overskud.  

Den manglende gulerod i sektorerne kan betyde, at selskaberne ikke træffer de til tider svære beslutninger, der skal til for at opnå effektiviseringer til glæde for forbrugerne.

Muligheden for overskud ved ekstraordinære effektiviseringer i en begrænset periode er derfor et sundt og helt normalt princip i en markedsøkonomi. Det er et princip, der har virket, og som også på sigt vil føre til lavere priser i forsyningssektoren til gavn for de danske forbrugere. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at effektiviseringen ikke må ske på bekostning af den høje forsyningssikkerhed. Derfor lægger jeg også op til, at der stilles krav hertil. 

Lave renter øger risikovillighed
I dag finansierer fjernvarmeværkerne ofte deres investeringer ved at låne penge i Kommunekredit, som er kommunernes egen andelskasse. Eller også ved at opkræve penge hos forbrugerne over varmeprisen. Dermed yder forbrugerne i praksis rentefrie lån til fjernvarmevirksomhederne.

I begge tilfælde er det på favorable vilkår og med en mere lempelig risikovurdering af investeringerne, end hvis man skulle låne på det private marked.

I begge tilfælde indebærer det, at kommunerne og forbrugerne agerer bank for forsyningssektoren, og fjernvarmeselskaber agerer kapitalforvalter på vegne af forbrugerne. Det er opgaver, som ligger langt fra fjernvarmeværkerne, kommunernes og forbrugernes kerneopgave.

Når der er mulighed for at optage billige lån, overvurderer man også nogle gange nødvendigheden af at investere i nye anlæg, frem for at udnytte de eksisterende.

Regeringen vil gerne sikre, at de investeringer, der bliver foretaget i fjernvarmesektoren, er sunde og rentable investeringer, så forbrugerne i sidste ende ikke risikerer at skulle betale regningen for overinvesteringer som følge af adgang til billig kapital.

Derfor skal selskaber, der optager lån i Kommunekredit, betale en markedsmæssig garantiprovision jævnfør statsstøttereglerne. Det skal sikre, at fjernvarmevirksomhedernes låneomkostninger svarer til risikoen ved at investere i fjernvarmeprojekter. Det understøtter, at fjernvarmevirksomhederne foretager sunde og rentable investeringer i fjernvarmeløsninger.

Tilslutningspligten er for dyr for forbrugerne
Marie Münster og Daniel Møller Sneum fremfører i deres indlæg, at tilslutningspligten har givet stordriftsfordele og dermed lave varmepriser. Det argument kan være rigtigt i tætbefolkede områder, men ikke nødvendigvis i de tyndtbefolkede områder.

Tilslutningspligten blev indført i 1982 og betyder, at kommunalbestyrelserne kan pålægge forbrugere omkostninger til den kollektive varmeforsyning, uafhængigt af om de aftager varme eller ej.

Dermed fratages forbrugere muligheden for selv at vælge den opvarmningsform, de måtte finde mest attraktiv. Det er særlig problematisk i lyset af, at tal fra Dansk Fjernvarme viser, at cirka 40 procent af fjernvarmeværkerne ikke er konkurrencedygtige med individuel opvarmning med naturgasbaserede løsninger. Et problem, der blot vil stige, når grundbeløbet bortfalder.

Med forsyningsstrategien ønsker regeringen at tilpasse den gamle regulering blandt andet ved at udfase muligheden for at pålægge tilslutningspligt for eksisterende byggeri. Udrulning af fjernvarmeforsyning skal i stedet være efterspørgselsbaseret.

Fjernvarmeforsyning skal vokse, fordi forbrugerne efterspørger netop denne opvarmningsform – ikke fordi det skal trækkes ned over hovedet på borgerne.     

Grøn omstilling er statens opgave
Marie Münster og Daniel Møller Sneum fremhæver i deres indlæg fjernvarmesektorens indsats i den grønne omstilling. Faktum er, at den grønne omstilling reguleres gennem afgifter og tilskud fra statsligt hold.

Jeg kan godt se, at det er meget behændigt for sektorerne at henvise til de dobbelte bundlinjer. Men det er uigennemsigtigt, og jeg mener ikke, at det er demokratisk eller legitimt, hvis det er forsyningsselskaberne, der skal beslutte tempoet i den grønne omstilling for forbrugernes penge. Det skal være politikerne på Christiansborg.

Når det er sagt, så er det vigtigt at slå fast, at vi med forsyningsstrategien ikke ønsker at slække på kravene til miljø- eller klimastandarder.

Innovation og eksport skal fortsætte
Eksport af energiteknologi er for længst blevet big business for Danmark. Det er vigtigt, at der skabes de rette forudsætninger for, at de danske virksomheder kan fastholde deres stærke positioner inden for energi- og vandteknologi på det globale marked.

Derfor er der igangsat et arbejde med en eksportstrategi for energibranchen i samarbejde med Eksportrådet i Udenrigsrigsministeriet, som snart vil blive lanceret. Målet med eksportstrategien er at stille den danske energibranche endnu stærkere i den globale konkurrence.

I forsyningsstrategien lægger regeringen op til en række tiltag, der skal øge de danske forsyningsselskabers incitament til at effektivisere driften. Sådanne incitamenter samt løbende effektiviseringskrav vil øge efterspørgslen efter nye innovative løsninger på alle forsyningsområder og bidrager dermed også positivt til, at der udvikles nye løsninger, der kan eksporteres til det globale marked.

Jeg vil afslutningsvist gerne tillade mig at henvise til en undersøgelse foretaget af Pluss og EY. Undersøgelsen baserer sig på udsagn fra i alt 192 bestyrelsesformænd, direktører og mellemledere fra vand-, spildevands-, fjernevarme- og affaldsselskaber. Af undersøgelsen fremgår det at:

Beslutningstagerne er enige om at imødegå effektiviseringspresset ved de kommende fem år at: Investere i ny teknologi samt at optimere interne arbejdsprocesser og organisering. Henholdsvis 86 procent og 75 procent svarer, at de to parametre i nogen eller i høj grad skal imødekomme effektiviseringspresset de kommende fem år. Og måske endnu mere interessant angiver flertallet af beslutningstagerne, at det skal ske i samarbejde med andre selskaber. Samarbejdet skal være administrativt (fælles indkøb, fælles kundecenter, etc.) og teknisk (fælles anlæg, fælles projektering, etc.).

Som det fremgår, er teknologiudvikling svaret på effektiviseringer. Det understreger for mig at se, at forsyningsstrategien netop understøtter udvikling af nye løsninger, som kan eksporteres til det globale marked.

Forrige artikel Bendt Bendtsen: Vi har brug for et gearskifte i energirenoveringer Bendt Bendtsen: Vi har brug for et gearskifte i energirenoveringer Næste artikel Vindmølleforening: Vi betaler den sorte energisektor for at ødelægge miljøet Vindmølleforening: Vi betaler den sorte energisektor for at ødelægge miljøet