Danmarks elforbrug dykker efter coronanedlukning

DVALE: Danmarks elforbrug er faldet, efter at myndighederne i sidste uge lukkede det meste af landet ned i kampen mod coronavirus, oplyser Energinet. Også prisen på CO2-kvoter dykker som følge af lavere aktivitet i Europa. 

Foto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Danmarks elforbrug er nu faldet med omkring 10 procent, efter at myndigheder i kampen mod coronavirus gik skridtet videre og lukkede storcentre, restauranter, caféer, barer og en række butikker landet over.

Det oplyser Energinet, som i sidste uge endnu ikke med sikkerhed kunne måle en forskel i elforbruget. Men nu slår Energinet fast, at der ikke længere er tvivl om, at coronavirussen har lagt en dæmper på Danmarks elforbrug.

Nye tiltag gør forskellen
Det er regeringens nye tiltag, der for alvor får Energinets beregninger til at slå ud. De første tiltag med hjemsendelser fra skoler og arbejdspladser flyttede nemlig i store træk kun elforbruget fra det ene sted til det andet.

”Selvom nogle ansatte har måttet blive hjemme fra deres arbejde i industrien, så er der stadig folk tilbage på job, og maskinerne kører stadig. Og alle os, der arbejder hjemme, vi bruger strømmen her i stedet for på arbejdspladsen,” sagde pressechef i Energinet Jesper Nørskov Rasmussen til Altinget i sidste uge.

De tiltag, regeringen har sat i værk for at standse udbredelsen af coronavirus, har sat deres spor i Danmarks samlede elforbrug.


Energinet

{{toplink}}

Men lukning af store dele af det offentlige rum betyder, at Danmarks samlede elforbrug nu tager et betydeligt dyk.

”De tiltag, regeringen har sat i værk for at standse udbredelsen af coronavirus, har sat deres spor i Danmarks samlede elforbrug. Det totale elforbrug er de seneste hverdage cirka 10 procent lavere end elforbruget på samme hverdag ugen forinden,” skriver Energinet i en pressemeddelelse. 

CO2-kvoteprisen dykker
Den økonomiske dvale som følge af coronakrisen får også konsekvenser for EU’s CO2-kvotesystem, hvor prisen for at udlede CO2 på kort tid er faldet med over en tredjedel.

Mens prisen for at udlede et ton CO2 før coronakrisen lød på knap 180 kroner, er den nu faldet til 120 kroner.

0:000:00