Politikerne skal se at få vendt hockeystaven om

Danmark var i januar og februar præget af kolde polarvinde fra nord med sne samt is på søer og fjorde til følge. Uden videre og med ét viste vejrhanen et vejrskift mod sydlige (og varmere) vinde – og inden man havde set sig om kom "foråret", og al snak om en svækkelse af den polare vortex (den polare hvirvel) og en lang hvid vinter var glemt.

Kølige vinde og kras kritik har ligeledes rusket i kølvandet på Klimarådets årlige rapport fra februar, 'Statusrapport 2021 – Danmarks nationale og globale klimaindsats'. En rapport, hvor Klimarådet i skarpe vendinger vurderede anskueliggørelsen af blandt andet den politiske 2030-indsats, og hvordan Danmark når klimamålene. Altså, om regeringens retning er tydelig og baner for at indfri de lovsatte mål fra klimaloven om en reduktion af drivhusgasser til atmosfæren eller ej.

Vi kender målet, men udfordringen er, at det endnu ikke er anskueliggjort, hvordan målsætningerne implementeres mod henholdsvis 2030 og 2050 – mod stigende drivhusgasreduktioner, bæredygtighed og klimaneutralitet af samfundet, som blandt andet Klimarådet anbefaler.

I naturen viser vejrhanen retningen – hvorfra vinden kommer, men ikke hvordan tingene udarter sig fremadrettet. Vi har behov for en politisk vejrhane, der også kan anskueliggøre implementeringen mod 70 procents reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050 for dels at stå stærkere i den grønne omstilling, dels komme styrket ind i fremtiden.

Politisk burde der arbejdes mere intenst på også at få de højthængende frugter i spil.

Sebastian Mernild
Kommentarskribent

Vejrhanen har kortlagt, hvor vindene over Danmark i januar og februar kom fra. I store dele af perioden var landet dækket af koldt polarvejr. Et polarvejr, der inden for 48 timer pludselig skiftede om til forårslignende forhold. Med ét syntes vinteren ovre; sneen var borte, og det samme gjaldt kulden.

Det var en "vinterperiode", hvor der enkelte steder i landet blev målt temperaturer på den anden side af minus 20 grader celsius og observeret et fint hvidt snedække til stor fornøjelse for mange.

Den "langvarige" periode med kulde og snedække var en enestående og speciel situation. Selv Spanien og Centraleuropa blev ramt af kulde og sne. Vi skal for Danmarks vedkommende cirka ti år tilbage for at finde en vinter, der var lige så kold, som den vi oplevede i begyndelsen af 2021.

Vintrene i Danmark er generelt blevet mildere over tid og har været det de seneste 20 år, med enkelte afbræk, hvor eksempelvis vintrene i 2009/2010, 2010/2011 og 2011/2012 var relativt kolde.

Ser vi på de sæsonmæssige variationer i temperaturerne, er temperaturen siden 1875 steget mest i vinterperioden (december-januar-februar) og i nattetimerne. Så selv om januar og februar havde såvel kolde nætter, dage og uger – og endda enkelte relativt varme dage og uger – så landede månedernes gennemsnit på henholdsvis 0,8 og -0,2 grader celcius (ifølge DMI), hvor klimanormalen (1991–2020) for begge måneder var cirka 1,6 grader celcius.

Vintermånederne i 2020–2021 som helhed endte på en middeltemperatur på cirka 1,6 grader celcius, hvor vinteren i gennemsnit ud fra klimanormalen var 2,0 grader celcius. Så alt i alt en 2020/2021-vinter på den kølige side af "det normale".

Årsagen hertil skal muligvis findes langt mod nord og højt oppe i stratosfæren ved jetstrømmene (i cirka otte kilometers højde over polerne). Én af forklaringerne er, at den polare vortex – som i begyndelsen af januar blev svagere og svagere – skabte ubalance i vejrsystemerne, hvorefter en udbredelse af den polare vortex bredte sig sydpå mod lavere breddegrader som følge af en forudgående pludselig opvarmning af netop stratosfæren. Det medførte i adskillige uger kolde nordlige og østlige vinde over Danmark, da et højtryk havde placeret sig geografisk solidt over Nord- og Mellemskandinavien.

For selvom temperaturerne i gennemsnit er steget over tid, både globalt og for Danmarks vedkommende, ses forekomsten af hundekoldt polarvejr stadig over landet i perioder af kortere og længere varighed.

Vi ved, at vejret veksler, og at vejret over tid skaber klimaet. På den længere tidsakse er middeltemperaturen siden 1880 steget med cirka 1,2 grader. Ifølge FN’s klimapanel (IPCC; vurderingerne fra IPCC bygger på publiceret videnskabelig litteratur) står vi over for en temperaturudvikling, hvor vi tidligst vil se en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader i 2030, altså længe inden 2100, som er Parisaftalens optimistiske målsætning.

Faktisk ser vi ind i en verden, der i 2100 forventeligt vil have en middeltemperaturstigning, der er 3,2–3,6 grader. Derudover ser vi ind i et Arktis, der vil gennemgå en transformation til en varmere og mindre frossen region, og hvor årstemperaturerne forventeligt vil være cirka syv grader varmere i 2100, med vintertemperaturer op til cirka 12 grader varmere.

Det lyder markant, men kan unægteligt blive virkelighed i 2100, hvis ikke den politiske vejrhane viser vejen til øgede drivhusgas reduktioner og omstilling af samfundet.

Allerede i dag ses bekymrende forandringer i klima- og natursystemet. Af forandringer ser vi for eksempel en svækket Golfstrøm (den termohaline cirkulation) med øget risiko for ekstremt vejr i Nordvesteuropa, forventeligt som følge af den globale opvarmning. En havcirkulation, der er blevet svagere over tid, hvor den i dag er svækket til et niveau, der ikke er set i de seneste 1000 år.

Vi ved, at den gennemsnitlige temperatur målt over land (nord for 60 grader nord) for perioden oktober 2019 til september 2020 var den næstvarmeste målt siden 1900.

Vi ved, at tipping point for indlandsisen forventeligt vil indtræde, når den globale middeltemperatur rammer 1,6 grader, men også, at tipping point for Golfstrømmen kan finde sted, hvis svækkelsen bliver større, end det vi har set til dato.

Til sommer vil vi alle blive mere oplyste på disse emneområder, når FN’s klimapanel udgiver sin nye klimarapport – den sjette hovedrapport. En rapport, der vil informere om den seneste forskning inden for klimaforandringer, -tendenser og -vurderinger. En rapport, der forventeligt vil bekræfte omtalte tendenser. En rapport, hvor videnskaben er i centrum.

Vi har et klimaråd, der med udgangspunkt i klimavidenskaben vurderer regeringens klimaindsats op mod den danske klimalovgivning og det, at vi skal nå 70 procents reduktion i 2030 (i forhold til 1990-niveauet).

Mest foruroligende i vurderingen er, at der ifølge Klimarådet er behov for nye initiativer, da det er uklart, hvordan regeringen har tænkt sig at opfylde de resterende cirka to tredjedele af reduktionsbehovet. I dag, med de planlagte politiske aftaler, er man en tredjedel mod de 20 millioner tons CO2e (CO2 ækvivalent) – aftaler, vi endnu ikke har set udbyttet af, qua at milepælene ligger år ude i fremtiden.

I et 70 procents-perspektiv betyder det, at der med de allerede forhandlede politiske aftaler forventes en reduktion i 2030 på cirka 54 procent sammenlignet med 1990.

Data fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) viser, at de globale udledninger af drivhusgasser i december 2020 var to procent højere end i samme måned året før. 

Sebastian Mernild
Kommentarskribent

Gang på gang nævnes, at de lette politiske løsninger er forhandlet først, altså de lavthængende frugter – det vil sige implementering og opskalering af allerede kendte teknologier (det som Klimarådet kalder for implementeringssporet).

Politikerne skal i højere grad tvinge sig selv til at se højere op i træet; afsætte yderligere forskningsmidler til nye løsninger specifikt inden for eksempelvis CCS (Carbon Capture and Storage), CCU (Carbon Capture and Utilization), Power-to-X og generelt inden for forskning i virkemidler til reduktion af drivhusgasudledningerne

Politisk burde der arbejdes mere intenst på også at få de højthængende frugter i spil (det som Klimarådet kalder udviklingssporet). Og i et tempo og med en skærpet intensitet, hvor milepælene ikke ligger langt ud i fremtiden.

Årsagen er, at der efter et kort dyk i de globale udledninger på grund af Covid-19-krisen netop nu ses, at de globale udledninger af drivhusgasser er begyndt at stige. Data fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) viser, at de globale udledninger af drivhusgasser i december 2020 var to procent højere end i samme måned året før. Dataene viser en forventet emissionsudvikling.

Bottom line er, at den politiske vejrhane har behov for at gentænke hockeystavs-princippet i et nyt format. Hockeystaven bør ses i et omvendt format, hvor vi fremskynder og intensiverer omstillingen og drivhusgasreduktionerne i starten af dette årti, fremfor mod slutningen. Derved kommer vi styrket ind i fremtiden.