Europæisk tænketank: Grøn enegang gavner ikke

DEBAT: En koordineret fælleseuropæisk tilgang til klimafinansiering vil øge sandsynligheden for resultater ved COP21, lyder det fra tænketanken Bruegel, der peger på europæisk klimafinansering frem for grøn enegang. 

Af Guntram B. Wolff og Georg Zachmann
Hhv. direktør og forsker ved tænketanken Bruegel

Europa bruger betydelige ressourcer på at bygge vindmølleparker og investere i bedre isolering. Samtidig belastes industrien af en overflod af udledningsrelaterede regler og afgifter med det formål at bekæmpe klimaforandringerne, hvilket borgerne i EU opfatter som et stort problem.

Ingen effekt uden global koordinering
Men da Europa står for mindre end 10 procent af den globale udledning af CO2, vil disse omkostningstunge tiltag ikke engang forsinke klimaforandringerne – i stedet kan det vise sig, at tiltagene giver de andre kontinenter en konkurrencemæssig fordel, fordi de kan købe fossile brændstoffer billigere og producere CO2-intensive varer, der kan eksporteres til Europa.

Uden en ambitiøs aftale om CO2-begrænsning, som omfatter alle de lande, der udleder store mængder, kan Europas tiltag vise sig at blive ikke bare dyre, men også i det store hele uden virkning. 

Dette globale koordinationsproblem er på dagsordenen på klimakonferencen i Paris i slutningen af 2015. Det vigtigste element i forhandlingerne er, hvordan omkostningerne ved at gå væk fra kulbaserede brændstoffer skal fordeles.

Hvordan skal regningen fordeles?
Udviklingslandene hævder, at de bliver nødt til at forurene, hvis de skal have vækst. De siger, at i-landene er ansvarlige for størstedelen af de menneskeskabte drivhusgasser i atmosfæren, og at deres økonomiske pondus giver dem mulighed for en større indsats end udviklingslandene.

Derfor beder de i-landene om ikke bare at styrke indsatsen mod CO2-udledning hjemme, men også støtte udviklingslandene med økonomiske ressourcer, så de kan imødegå og tilpasse sig klimaforandringerne. På tidligere klimatopmøder er der blevet indgået en grundlæggende aftale om at give 100 milliarder dollars om året til formålet.

Europas bedste redskab er økonomiske ressourcer
Det bedst mulige redskab, som Europa har til at indgå en global aftale, er økonomiske ressourcer. Hurtig nedsættelse i hjemlandene vil kun i begrænset omfang have indflydelse på prisen for klimaforandringer i andre lande.

Derfor har det ikke stor betydning i forhandlingerne. Konsekvensen er, at EU bør fokusere på teknologioverførsel og klimafinansiering. Og i modsætning til at dele byrden ved nedsættelse, er der her tale om såkaldt positive-sum-bidrag, da det koster den rige verden mindre, end den fattige del af verden vinder ved det.

Med penge bør følge indflydelse
Europa står allerede nu for mere end halvdelen af den globale klimafinansiering. Disse og andre klimaressourcer bør bruges til at opnå forpligtende tilsagn om nedsættelse fra globale partnere, som ønsker at inddæmme følgerne af klimaforandringerne.

Hvis de europæiske lande står beslutsomt sammen, har Europa muligheden for at forme den globale finansieringsarkitektur for klimaet. Det handler ikke kun om god administration af de involverede summer. Endnu vigtigere er det ifølge IEA, at det kræver investeringer på 53 billioner dollars, hvis et globalt forsøg på at holde temperaturforøgelsen under 2 grader skal lykkes.

Det bør derfor være målet for et stærkt EU, der står sammen, at sikre, at noget af investeringsbehovet går til europæiske eksportører af CO2-nedsættende teknologier og ydelser – et område, hvor EU stadig har en konkurrencemæssig fordel.

Troværdighed er vigtigere end store tal
Hvis Europa står sammen om klimafinansieringen, vil det vise, hvor meget indflydelse medlemslandene faktisk har. Det ville gøre en forskel, hvis de 28 lande bidrog med nogle få milliarder hver, eller hvis der samlet blev lagt omkring 30 milliarder dollars på bordet.

For at demonstrere troværdighed – hvilket er altafgørende i en international aftale, som skal løbe over mange år uden stærke tvangsmekanismer – bør EU gøre det klart, hvordan EU's forpligtelser skal opfyldes før og efter 2020. Troværdighed er vigtigere i forhandlinger end store, men vage tal.

Og det er afgørende med en ægte overførselskomponent, da investeringer i tilpasning og tilvejebringelse af privatfinansiering kræver i hvert fald en vis portion offentlige midler.

Øremærk grønne indtægter til klimafinansering
Det vil desuden være logisk at bruge nogle af de nuværende ressourcer, som er indsamlet til klimanedsættelsesmidler, og øremærke dem til klimafinansiering. En del kunne være at allokere en formålsbundet del af indtægterne fra salg af udledningstilladelser.

Skatteindtægter fra en harmoniseret CO2-udledelsesafgift på transport og opvarmning ville ikke bare give forudsigelige indtægter; det ville også hjælpe med at gøre EU's egen CO2-nedsættelse mere effektiv og troværdig. Hvis man kanaliserede nogle af de nuværende ressourcer, man bruger på at bygge solceller og vindmøller inden for EU, hvor efterspørgslen på el falder, over til fattige, men energihungrende udviklingslande, ville det være en effektiv måde at øge værdien af ressourcetildelingen. 

Koordination er afgørende for aftale
En vagt koordineret europæisk holdning til klimafinansiering vil få svært ved at overbevise fattige lande om, at Europa er seriøse omkring en klimaaftale.

Med en fælles holdning, som støttes af troværdig offentlig og privat finasiering, vil det være mere sandsynligt at få en aftale i stand, som kan retfærdiggøre de dyre, hjemlige nedsættelsestiltag, og som vil være til fordel for den europæiske industri.

Forrige artikel EOF: Stor forskel på grøn støtte EOF: Stor forskel på grøn støtte Næste artikel Cepos: Faldende Nordsøindtægter er ikke et problem Cepos: Faldende Nordsøindtægter er ikke et problem