Thorning forsvarer målrettet grøn forskning

FORSKNING: Det Miljøøkonomiske Råd og Liberal Alliance kritiserer regeringens øremærkning af midler til energiforskning. Men det er et felt, som vi kun skal blive endnu dygtigere til i Danmark, lyder det fra statsministeren.
Morten Øyen
Kan politikerne forudse, hvilke teknologier som vil føre til vækst og øget konkurrenceevne i fremtiden?

Ikke umiddelbart, lyder svaret fra Liberal Alliance, som i spørgetimen onsdag bad statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forklare, hvorfor regeringen vil målrette forskningsmidler til energiforskning.

"Det er rigtigt, at putter man nogle penge i noget, er det klart, at der sker noget. Men havde man ikke gjort det, var der jo altså også sket noget, og det kan vi ikke se," sagde Joachim B. Olsen.

Med sig havde LA-politikerne Det Miljøøkonomiske Råds seneste rapport, hvor vismændene netop betvivler effekten af den målrettede forskning i energiforskning, som regeringen ønsker.

"Analyser peger imidlertid på, at energiforskning ikke har et højere samfundsøkonomisk afkast end anden forskning, snarere tværtimod," læste Joachim B. Olsen op fra rapporten, der i stedet for målrettet forskning argumenterer for et større fokus på grundforskning.

Regeringen er helt overbevist om, at det her er et felt, som vi skal blive endnu dygtigere til i Danmark.

Helle Thorning-Schmidt
Statsminister, (S)

"Havde vi ikke brugt de penge på de virksomheder, kunne de penge have været brugt på noget andet, som muligvis kunne have skabt højere vækst," sagde Joachim B. Olsen.

Thorning: forskning har ført til førerposition
Helle Thorning-Schmidt var dog ikke enig i synspunktet, omend hun slog fast, at hun både finder diskussionen meget væsentlig og bestemt lægger vægt på vismændenes vurderinger.

"Men jeg har ikke noget behov for at konkludere, at vi nu ikke skal investere i energiforskning. Jeg synes da stadig, det må være vigtigt, at vi investerer i at forske i det grønne, og jeg er helt overbevist om, at det, når Danmark trods alt stadig har en førerposition på det her område, netop er, fordi vi over årene har forsket på netop de her områder," sagde statsministeren.

Hun slog fast, at for hende er der en klar forbindelse mellem denne forskning, og at Danmark nu råder over virksomheder, der er førende på der her felt.

"Regeringen er helt overbevist om, at det her er et felt, som vi skal blive endnu dygtigere til i Danmark, ikke bare for at være dygtigere, men også for at kunne omsætte det til vækst og arbejdspladser," sluttede Helle Thorning-Schmidt.

0:000:00