Venstre træder vande om PSO-løsning

AFGIFTER: Det haster med en løsning på, hvad der skal ske med PSO-ordningen efter 2016. Det mener Venstre, der dog ikke selv har et forslag. Men partiet afviser ikke, at finansieringen af den grønne energi kan ende på finansloven.

EU-Kommissionen er kritisk over for den danske PSO-ordning, som den mener er konkurrenceforvridende over for andre EU-lande. Derfor vil Kommissionen i udgangspunktet ikke tillade ordningen efter 2016.
EU-Kommissionen er kritisk over for den danske PSO-ordning, som den mener er konkurrenceforvridende over for andre EU-lande. Derfor vil Kommissionen i udgangspunktet ikke tillade ordningen efter 2016.Foto: Colourbox
Morten Øyen

Skal PSO-ordningen skrottes, og pengene til den grønne omstilling i stedet hentes fra finansloven?

Fakta
PSO-ordningen:

PSO står for Public Service Obligation og pålægges alle danskeres elregning. PSO-afgiften blev indført i 1998, da energimarkederne blev liberaliseret. Provenuet fra PSO-afgiften går til producenter af grøn energi i Danmark, så de kan få en fast høj pris for deres el, selv når prisen ellers er lav.

EU-Kommissionens kritik går på, at PSO-afgiften pålægges alt elforbrug i Danmark, uanset om el-produktionen er foregået i udlandet eller i Danmark, mens den kun finansierer støtteordninger, som udenlandsk el-produktion ikke har adgang til. Og det strider imod EU-traktaten og forbuddet mod diskriminerende afgifter, vurderer EU-Kommissionen, der har rejst lignende sager i Sverige, Norge og Tyskland.
Danmark har med få justeringer af PSO-ordningen fået lov til at beholde den nuværende ordning til udgangen af 2016. Inden da skal en mere permanent ordning være på plads.

Det kan det godt ende med.

Det er vurderingen fra det store oppositionsparti Venstre, efter tænketanken Cepos endnu engang har slået et slag for ideen. Også Det Miljøøkonomiske Råd, Concito og Landbrug & Fødevarer har tidligere talt for en omlægning af den grønne støtte.

”Det er en interessant tanke, og det kan godt ende med at blive løsningen. Men det er for tidligt at fastslå en løsning nu,” siger klima- og energiordfører Lars Chr. Lilleholt (V).

Skal støtten til grøn energi i fremtiden være på finansloven, så kræver det, at vi meget snart begynder at forberede en så stor ekstra omkostning.

Lars Chr. Lilleholt (V)
Klima- og energiordfører

I snart et år har der været rejst tvivl om den danske PSO-ordning, da EU-Kommissionen mener, den danske ordning er konkurrenceforvridende over for andre EU-lande. I første omgang er der indgået et kompromis med Kommissionen – men kun frem til udgangen af 2016. Derefter er ”alt i spil”.

”Meget tyder på, at den nuværende finansieringsform ikke holder. Det er et eller andet sted en stor bombe under dansk økonomi, som skal demonteres hurtigst muligt,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Skal hele PSO-ordnignen lægges over på finansloven, skal der nemlig fremover findes finansiering på en ny måde for mere end syv milliarder kroner om året. Det vil ifølge Venstre æde hele det økonomiske råderum frem mod 2020.

Må ikke blive dyrere
Det kan også være, at EU-Kommissionen kan stilles tilfreds med mindre end en total annullering af den danske ordning for grøn støtte. Men forhandlingerne foregår langt væk fra offentligheden, mens tiden bare går og går. Derfor opfordrer Venstre regeringen til hurtigst muligt at nå til en løsning med EU-Kommissionen.

Sker det ikke inden det kommende folketingsvalg, vil arbejdet for en løsning stå meget højt på dagsordenen for en Venstre-ledet regering, fortæller Lilleholt. For først når Kommissionens dom er kendt, vil det kunne regnes ud, hvor stor regningen egentlig bliver.

0:000:00