Vincent Hendricks om klimakrisen: Vores kollektive psykologi spænder ben for en bedre verden

Af Vincent Fella Hendricks
Dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier

Efterhånden er der bred videnskabelig enighed om, at de menneskeskabte klimafordringer udgør et af de mest alvorlige problemer i menneskehedens historie – og kræver al den videnskabelige snilde og tæft, der kan mønstres i årene fremover for at finde en løsning.

Der skal imidlertid ikke alene kaldes på tekniske løsninger; der er ligeledes brug for videnskabelig indsigt i, hvordan meninger dannes, og handlinger bistår – eller ikke bistår. Det gælder ikke blot klimaproblemet, men en lang globale udfordringer lige fra misinformation på nettet til den stigende ulighed.

Snyd og bedrag
Det er muligt for fremtrædende politikere og udvalgte befolkningsgrupper at hævde klimakrisen som snyd og bedrag, selvom videnskaben entydigt peger på menneskets rolle i klimaforandringerne. At betragte klimaproblemet som ikke-eksisterende kan være ganske politisk belejligt, som når Trump i 2012 hævdede, at klimaproblemet var et skinproblem, som kineserne havde introduceret for at svække amerikansk konkurrenceevne.

Trump er ikke den eneste indflydelsesrige statsleder, der er skeptisk. I tilknytning til et møde i International Arctic Forum afholdt i forsommeren 2017 luftede den russiske præsident, Vladimir Putin, under pressekonferencen sin skepsis over for forestillingen om menneskeskabte klimaforandringer. Putin anerkender, modsat Trump, at Jorden bliver varmere. Men ifølge Putin begyndte opvarmningen allerede i 1930'erne:

Det er muligt for fremtrædende politikere og udvalgte befolkningsgrupper at hævde klimakrisen som snyd og bedrag, selvom videnskaben entydigt peger på menneskets rolle i klimaforandringerne.

Vincent F. Hendricks

"Dengang var der ingen antropologiske faktorer såsom udledning af drivhusgasser. Alligevel havde opvarmningen allerede taget sin begyndelse (…). Spørgsmålet er ikke, hvordan den skal standses, (…) fordi det er umuligt, da opvarmningen kan sættes i forbindelse med globale cyklusser på jordkloden eller endda til planetarisk påvirkning. Spørgsmålet er, hvordan skal vi tilpasse os opvarmningen." (France 24 – International News 24/7, 31. marts 2017)

På internettet kan man yderligere finde meningsdannere, akademikere og klimaskeptiske fora, der blandt andet kalder klimakrisen "det største videnskabelige svindelnummer i menneskehedens historie". Eksempelvis optræder tidligere professor Timothy Ball på et forum oprettet af Friends of Science, der er en klimaskeptisk organisation, hvor han citeres for at sige, at "Kyoto-protokollen er en politisk løsning på et ikke-eksisterende problem uden videnskabeligt belæg".

Socialpsykologi i meningsdannelse
En nylig undersøgelse fra Yale University viser, at knap hver tredje amerikaner mener, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Ifølge Gallup (2015) er det særligt konservative republikanere, nemlig 70 procent, der benægter, at klimaforandringerne skyldes menneskelig aktivitet. De fleste mener trods alt, at klimaforandringerne er menneskeskabte og kan forvolde skade.

Den samme undersøgelse fra Yale viser imidlertid, at mange stadig mener, at klimaforandringerne, selvom de er menneskeskabte og står til at forvolde stor skade, kun vil ramme andre end dem selv.

Sådan tænker den enkelte, sådan tænker alle – og så er der jo ikke noget problem med klimaet. Det er der så alligevel, for man er i så fald blevet indrulleret i en art flertalsmisforståelse, også kaldet pluralistisk ignorance i socialpsykologien, hvor man selv tror, at klimaforandringerne er menneskeskabte og kan forvolde skade på de fleste, blot ikke på mig personligt.

Hvad vi bør, og hvad vi gør
Der er en betragtelig skuffe af socialvidenskabelige og adfærdsteoretiske resultater, der peger på, at selvom vi udmærket godt ved, hvad vi bør, så er det ikke altid, at vi gør det.

Det kan der være mange grunde til; fra at rammesætte resultater eller levere sandhed i udvalg, så det ikke virker så slemt og således ikke kræver handling; generere flertalsmisforståelser, hvor man selv synes, noget kræver handling, mens man samtidig tror, at alle – eller de fleste – andre synes det modsatte, hvilket også kan lede til apati eller indstiftelse af uheldige normer; man kan puste til menneskers kognitive dissonans, hvor ubehagelige kendsgerninger ikke bliver taget til efterretning eller resulterer i adfærdsændring, men blot betyder, at man ændrer sine overbevisninger, så der igen bliver ro i hovedet.

Der er også mulighed for, at det bedre kan betale sig for en selv at alliere sig med ligesindede og kollektivt underkende et problems omfang eller ligefrem lyve på kollektivets vegne om problemet (de såkaldte blå løgne), så det heller ikke synes så slemt, eller at problemet er de andres skyld eller ansvar at gøre noget ved – tribalisme.

En bedre verden til vores børn
Under alle omstændigheder giver det ikke anledning til handling eller adfærds- eller attitudeændring, selvom vi godt ved, at det nok burde. En af måderne at komme dette til livs på er ved at blive opmærksom på disse socialpsykologiske mekanismer, og hvordan de kan hindre overgangen fra bør til gør.

Denne opmærksomhed kan faktisk vise sig at kunne have en præventiv effekt på, hvorvidt man hopper i fælden en anden gang og ikke lader handling følge ord og overbevisninger. Det viser videnskaben også.

Med alle de udfordringer, menneskeheden står over for, og de fortællinger ude på nettet om alt fra klimakrisen til migration og flygtninge, er det synergien mellem teknisk videnskabelig nybrud og en forståelse for menneskets kollektive psykologi, der er afgørende for at overdrage en verden til vores børn, der er i bedre forfatning end den, vi fik overleveret af vores forældre.

Det vil alle være interesserede i, uafhængig af, om de kommer fra politik eller videnskab.