Skæve bilafgifter koster danskerne milliarder: Nu vil Vismænd lave dem grundlæggende om

Registreringsafgiften bør afskaffes og erstattes af en kørselsafgift, lyder det i en ny rapport fra De Økonomiske Råd, der anslår en samfundsøkonomisk gevinst på 20 milliarder kroner ved reformen. Vismændene gør samtidig op med tidligere pointe om, at bilisterne brandbeskattes i dag. 

Den samfundsøkonomiske gevinst af Vismændenes foreslåede reform af bilafgifterne er 20 milliarder kroner. 
Den samfundsøkonomiske gevinst af Vismændenes foreslåede reform af bilafgifterne er 20 milliarder kroner. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Der vil være enorme gevinster for samfundet, hvis politikerne laver beskatningen af de danske bilister grundlæggende om.

Sådan lyder hovedpointen i en ny miljørapport fra De Økonomiske Råd, Vismændene, der beskriver en lang række fejl og mangler i den danske bilbeskatning.

I dag beskattes bilisterne primært for gennem en høj registreringsafgift, den årlige ejerafgift og brændstofafgifterne.

Men det system bør smides i skraldespanden og erstattes af et nyt, der i langt højere grad skal målrettes de skader, som bilismen påfører samfundet i form af trængsel, ulykker, støj, forurening og CO2-udledning, anbefaler Vismændene.

"Hovedproblemet er, at vi primært beskatter det at købe og eje en bil, selvom det i sig selv ikke skaber nogle gener for samfundet. Det er kørslen, der skaber problemerne, men det beskatter vi slet ikke,” siger Lars Gårn Hansen, der er professor og medlem af De Økonomiske Råds formandskab.

Gevinsten ved at lave den her reform er meget stor, og det er muligt at gennemføre

Lars Gårn Hansen
Miljøøkonomisk vismand

Reformen skal ske ved at indføre en CO2-afgift som erstatning for brændstofafgifterne og en intelligent kørselsafgift, der skal erstatte registreringsafgiften.

Sådan en afgift vil gøre det dyrere at køre steder, hvor der i forvejen er mange biler på vejene. I praksis vil det typisk blive dyrest i myldretiden i byerne, mens kørsel på landet vil være billigst. 

Systemet er ifølge vismand Lars Gårn Hansen hverken utopi eller science fiction, men allerede fra næste år en realitet i Singapore. Derfor mener han, at Danmark hurtigst muligt bør følge trop. Dog i første omgang ved at gennemføre forsøg med kørselsafgifter i byerne.

0:000:00