Finansskat: Hvorfor dælen nøler S, SF og R?

Af Erik Boel
Politisk kommentator og medlem af Socialdemokraternes udenrigspolitiske udvalg

Selvfølgelig er vi i Danmark klogere end de andre. Men er vi så meget klogere? Den tanke fik jeg, da en gruppe EU-lande for nylig blev enige om at indføre en finansskat. Den danske regering er nu den eneste centrum-venstre-regering, der ikke bakker op om skatten.

Fordelene er åbenlyse
Argumenterne for en finansskat er overbevisende. Det handler om at skaffe økonomiske midler i en tid, hvor Riget - læs EU - fattes penge. Og hvor der mere end nogensinde er behov for fælles europæiske investeringer i forskning, udvikling, innovation og kreativitet - hvis vi skal klare os i konkurrencen med blandt andet USA og Kina.

Kommissionen har udarbejdet et gennemtænkt oplæg om en moderat skat på finansielle transaktioner, som vil kunne afbøde nogle af de uheldige virkninger på beskæftigelsen af den sparekurs, vi kræver gennemført i Sydeuropa. Kommissionen anslår, at en finansskat vil give et provenu på 260 mia. kr. om året - det svarer groft sagt til 25 procent af Unionens samlede budget.

Sådan er det jo...
Moralsk er det vel også passende, at finanssektoren yder sit bidrag til genopretningen af de europæiske økonomier. Hidtil er det typisk de svageste befolkningsgrupper, der har måttet stå for skud. Tag Danmark, hvor regeringen, som statsministeren udtrykte det på det verdensøkonomiske topmøde i Davos, er gået amok i blå reformpolitik. Sådan er det jo...

Men netop i den situation vil en finansskat sende et signal om en mere socialt afbalanceret politik og om, at i en svær økonomisk situation må alle grupper holde for.

Argumenterne for en finansskat er overbevisende. Det handler om at skaffe økonomiske midler i en tid, hvor Riget – læs EU – fattes penge. Og hvor der mere end nogensinde er behov for fælles europæiske investeringer i forskning, udvikling, innovation og kreativitet – hvis vi skal klare os i konkurrencen med blandt andet USA og Kina. 

Erik Boel
Politisk kommentator og medlem af Socialdemokraternes udenrigspolitiske udvalg

Kritik holder ikke
Regeringens hovedargument imod finansskatten har været, at den burde indføres globalt - ellers vil kapitalen angiveligt søge andre græsgange til skade for europæisk vækst og beskæftigelse. Men tænk engang, hvis vi heller ikke ville gøre en indsats for klimaet, miljøet og så videre - før end det skete på globalt plan.

Kravet om globale løsninger her og nu er aldeles urealistisk, og det eneste sikre er, at så rykker vi aldrig en meter. I øvrigt fremgår det af Kommissionens forslag (som refereret i Financial Times), at der er taget hånd om frygten for kapitalflugt, fordi værdipapirerne vil blive beskattet, uanset hvor i verden de handles.

Tanken om en finansskat får støtte fra DSU og de sidste SF'ere - ellers er der larmende tavshed. Det er forståeligt nok, at de borgerlig-liberale partier uden videre afviser tanken - selv om man kunne ønske sig, at de, som mange af deres partifæller ude i Europa, evnede at se ud over deres ideologiske næsetip. For DF er alt, hvad der har med EU at skaffe, vederstyggeligt - og i den anden ende af skalaen har Enhedslisten indgået en spøjs uhellig alliance med DF i europapolitikken.

Regeringens trippen undrer
Tilbage står regeringspartierne. Den gamle rorgænger Gert Petersen må rotere i sin grav, hvis han hørte, at SF i 2013 ikke ønsker en regulering af de internationale markedskræfter. SF ligner mere og mere et rent støtteparti + 6 ministerbiler. Og menige SF'ere må sidde med røde (!) ører over, at partiet nu bliver overhalet venstre om af borgerlige ude i Europa, som for eksempel de kristelige unionspartier i Tyskland og de borgerlig-liberale i Frankrig.

For S burde finansskatten være en mærke- og hjertesag - Socialdemokraterne har gennem et par generationer haft den grundlæggende ambition at sætte sociale og grønne rammer omkring markedskræfterne.

De Radikale har typisk været en allieret i denne bestræbelse, og partiets trippen på stedet giver også anledning til undren. Det kunne være spændende at høre, hvad fagligt stærkt kompetente radikale ministre som Christian Friis Bach og Martin Lidegaard med deres engagement i en mere retfærdig verdensorden siger til finansskatten.

Danmark skal sige ja
Regeringen følger i denne sag den traditionelle kurs i EU-spørgsmål: fedtspiller, er henholdende, stikker hovedet i busker og håber, det hele driver over. Men finansskatten kunne være et bidrag til at hjælpe regeringens såkaldte kick-start på vej med ambitiøse europæiske investeringsprojekter.

Samtidig vil den give håb om en bedre fremtid til den ungdomsgeneration, som er ved at blive tabt på gulvet i Europa i disse år - en social katastrofe, som i sidste instans udgør en trussel mod selve den europæiske konstruktion.