Debat

Dansk Erhverv: Bedre adgang til kapital og talent kan gøre Danmark til en global iværksætterhub

Der er ingen undskyldning for, at vi i Danmark ikke kan holde på vores dygtige iværksættere og vækstvirksomheder. Det er på tide, at vi sætter politisk ind og får skabt bedre adgang til kapital og talent, så Danmark kan blive sat på verdenskortet som en global iværksætterhub, skriver Jasmina Pless.

Hvis vi skal kunne holde på vores unicorns, så er der særligt tre områder, hvor vi skal sætte ind, skriver Dansk Erhvervs chef for iværksætterpolitik, Jasmina Pless.
Hvis vi skal kunne holde på vores unicorns, så er der særligt tre områder, hvor vi skal sætte ind, skriver Dansk Erhvervs chef for iværksætterpolitik, Jasmina Pless.Foto: Pressefoto/Dansk Erhverv
Jasmina Pless
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er vi gode til at bygge vækstvirksomheder. Danske iværksættere har stiftet cirka ti 'unicorns'. Det gælder blandt andet Zendesk, Just-Eat, Unity og Tradeshift. Det kan vi godt være stolte af.

Langt størstedelen har dog rykket deres hovedkontor ud af Danmark – til enten USA eller Storbritannien. Det er ikke nødvendigvis skidt, da det kan bygge bro mellem Danmark og vækstmiljøer i udlandet.

Men det er et problem, hvis virksomhederne føler sig tvunget til at flytte, fordi vilkårene i Danmark ikke er konkurrencedygtige nok. Når virksomhederne vælger at flytte, er der mange faktorer, der spiller ind, og adgang til store markeder og salgsmuligheder i USA og Storbritannien spiller naturligvis en rolle.

Men markedstørrelse kan ikke være den afgørende faktor alene, da vi kan se, at andre lande på størrelse med os godt kan finde ud af at holde på deres vækstvirksomheder. Det gælder blandt andet Sverige, Estland og Israel.

Tre områder gør sig gældende

Hvis vi skal kunne holde på vores unicorns, så er der særligt tre områder, hvor vi skal sætte ind. Det gælder først og fremmest adgang til kapital og talent. Herudover skal vi gøre Danmark til en global iværksætterhub.

Temadebat

Hvordan fastholder vi unicorns i Danmark?
Vækstvirksomheder flygter ud af Danmark. Det afslører en opgørelse, som viser, at fire ud af fem danske unicorns er flyttet til udlandet.

Regeringen har med erhvervsminister Simon Kollerup (S) i spidsen foreslået en ny statslig superfond, som skal slå Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond sammen. Ministeren forventer derved "at holde på flere unicorns ved at samle fondene og investere i en dedikeret indsats".

Altinget Erhverv giver ordet til iværksættere, interesseorganisationer og politikere, som i en temadebat vil komme ind på, hvorvidt de vil have forhindret vækstvirksomhedernes flugt. Hvorfor flygter unicorns ud af Danmark? Hvordan sikrer vi, at flere unicorns bliver i landet? Og er regeringens forslag om superfonden en del af løsningen?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Adgang til kapital er afgørende for, om vores vækstvirksomheder flytter ud af Danmark. Mange danske vækstvirksomheder får kapital fra udenlandske fonde, når de når en vis størrelse.

Det skyldes både, at vi i Danmark ikke har nær så store fonde som i udlandet, og at danske investorer har lavere incitament til at investere i vækstvirksomheder sammenlignet med investorer i for eksempel USA eller Storbritannien, hvor kapitalbeskatningen er lavere.

Når en dansk virksomhed har fået udenlandske investorer i ejerkredsen, får virksomheden et tættere forhold til fondens hjemland, og incitamentet til at beholde hovedsædet i Danmark bliver mindre.

Regeringen har med en ny superfond forsøgt at skabe bedre muligheder for, at vækstvirksomheder kan få adgang til statsfinansiering, som forhåbentlig vil holde dem i Danmark.

Det er selvfølgelig godt, men det er samtidig vigtigt, at vi får rykket på kapitalbeskatningen, så også det private kapitalmarked har incitament til at investere i vores vækstsucceser.

Talenter og medarbejderaktier

Adgang til talent er samtidig afgørende for, om virksomheder bliver til vækstvirksomheder, og om deres hovedsæde forbliver i Danmark.

Kvalificerede medarbejdere er en altafgørende forudsætning for vækst, og derfor bør det være nemmere for opstartsvirksomheder at give ejerandele til deres ansatte. Virksomheders værdi bliver skabt af de mennesker, der arbejder der, og det kræver de rette hoveder at tage virksomheden fra opstart til global vækstvirksomhed.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 39 procent af iværksætterne ser rekruttering af medarbejdere med de rette kvalifikationer som en barriere for vækst. 52 procent af iværksættervirksomhederne vil gerne tilbyde medarbejderaktier, men gør det ikke i dag.

Medarbejderaktier giver virksomheder, der ikke har mulighed for at konkurrere på løn, mulighed for at tiltrække dygtige medarbejdere. Samtidig skaber det engagerede medarbejdere, da de kan få del i den værdi, som de selv er med til at skabe.

Succes klumper sig sammen, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at succesen klumper sig sammen i Danmark

Jasmina Pless
Chef for iværksætterpolitik, Dansk Erhverv

Udenlandsk inspiration

Reglerne for medarbejderaktier i Danmark halter desværre langt efter udlandet.

Hvis vi ikke skal tabe vores vækstvirksomheder til udlandet, må vi følge med tiden og lade os inspirere af udlandet i forhold til at gøre det nemt at give medejerskab til de ansatte. 

Da J.P. Gautier fra Startup Genome var i Danmark for nylig og fortalte om Danmarks potentiale som en global iværksætterhub, nævnte han, at hvis man vil ligge i toppen, handler det om at være tæt forbundet til dét, som man gerne vil være i toppen af.

Det er jeg helt enig i. Vi skal sikre, at Danmark er tæt forbundet til andre globale iværksætterhubs og sikre, at dygtige iværksættervirksomheder fra hele verden nemt kan komme til Danmark og drive deres virksomhed herfra.

Succes klumper sig sammen, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at succesen klumper sig sammen i Danmark. Det vil betyde, at færre danske unicorns flytter til udlandet. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00