Debat

DI: Det er en utopi, at vi kan holde på alle vækstkometerne

Udenlandske investorers kapitalmængde og ekspertise gør, at vi ikke kan holde på alle vækstkometerne i Danmark. Men det må være en politisk opgave at sikre, at svære rammevilkår ikke forhindrer virksomhederne i at rykke teltpælene op, skriver Sine Linderstrøm fra DI.

Danske vækstkometer har brug for mindre bureaukrati, kortere sagsbehandlingstider og bredere mulighed for at ansætte udlændinge, skriver Sine Lindstrøm fra DI.
Danske vækstkometer har brug for mindre bureaukrati, kortere sagsbehandlingstider og bredere mulighed for at ansætte udlændinge, skriver Sine Lindstrøm fra DI.Foto: Pressefoto/DI
Sine Linderstrøm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Unity, Zendesk, Tradeshift, Just Eat og Sitecore. 

Vi kan næsten opremse listen i søvne; danske unicorns med en værdiansættelse på over en milliard dollar, som har flyttet deres hovedkontor til udlandet. Det er et stort problem, fordi det svækker hele vækstlaget i dansk erhvervsliv – og hvad værre er: Vi går glip af job og skatteindtægter.

Men hvorfor rejser virksomhederne ud? I DI mener vi, at det handler om flere ting, og vi tror ikke, at det hele løser sig selv. Det kræver en bevidst og visionær politisk strategi, hvor ambitionen er at skabe rammevilkår i verdensklasse, som kan stoppe flugten. Særlig to vilkår går igen, når virksomhederne skal vokse: Adgang til risikovillig kapital og udbuddet af kvalificeret arbejdskraft.

Adgangen til risikovillig kapital er markant forbedret

Lad os starte med kapitalen. For få penge til venturekapital er en del af problemet, men faktisk er mange penge ikke nødvendigvis hele svaret i alle tilfælde.

De senere år er adgangen til risikovillig kapital blevet forbedret markant. Ifølge Vækstfonden er der til og med tredje kvartal i år blevet investeret lige under ti milliarder kroner i danske virksomheder.

Det overstiger rekordåret 2019 med en faktor 2,5. Det dækker særligt over en stigning i de såkaldte megarunder, som er investeringsrunder større end 100 millioner kroner. Topscoren er fintechvirksomheden Lunar, som har rejst 1,5 milliarder kroner.

Oven i det har regeringen for nylig foreslået, at Vækstfonden tilføres fire milliarder kroner til en accelerationsindsats. Det kan man måske undre sig lidt over, når venturemarkedet nu brager derudaf. De danske venturefonde er dog stadig relativt små sammenlignet med europæiske og særligt amerikanske fonde.

Temadebat

Hvordan fastholder vi unicorns i Danmark?
Vækstvirksomheder flygter ud af Danmark. Det afslører en opgørelse, som viser, at fire ud af fem danske unicorns er flyttet til udlandet.

Regeringen har med erhvervsminister Simon Kollerup (S) i spidsen foreslået en ny statslig superfond, som skal slå Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond sammen. Ministeren forventer derved "at holde på flere unicorns ved at samle fondene og investere i en dedikeret indsats".

Altinget Erhverv giver ordet til iværksættere, interesseorganisationer og politikere, som i en temadebat vil komme ind på, hvorvidt de vil have forhindret vækstvirksomhedernes flugt. Hvorfor flygter unicorns ud af Danmark? Hvordan sikrer vi, at flere unicorns bliver i landet? Og er regeringens forslag om superfonden en del af løsningen?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er med andre ord endnu ikke et marked for store "growth funds" i Danmark. Det har betydning for, om der kan investeres et megabeløb i flere virksomheder. Vækstfonden kan her være katalyserende for, at private investorer i form af pensionsselskaber og erhvervsdrivende fonde tilvejebringer de store summer.

Udenlandske investorer medbringer ekspertise 

Det giver bedre forudsætninger for at holde på flere af vækstkometerne. Tilstedeværelsen af dansk kapital betyder nemlig, at deres tilknytning til Danmark styrkes. Men vi skal også være glade for, at de udenlandske fonde kaster deres kærlighed på Danmark.

De bidrager nemlig med andet og mere end blot store poser med penge. De har ofte en specifik kompetence og erfaring, som har en lige så stor værdi som den kapital, der følger med.

Som ansvarlig for iværksætterområdet i DI er jeg løbende i dialog med vores iværksættermedlemmer, og snakken falder ofte på kapital. Forleden talte jeg med Female Invest, som lige har modtaget en stor investering fra den amerikanske investor, Green Visor Capital.

Teamet lagde ikke skjul på, at den ekspertise og viden, som deres udenlandske investor kommer med i forhold til international skalering, var ekstrem vigtigt for dem. Derfor vil en modning og yderligere professionalisering af det danske venturemarked være en vigtig forudsætning for, om opstartsvirksomheder vælger danske investorer til.

Erhvervslivet skriger på arbejdskraft

Men det handler ikke kun om adgang til kapitalen herhjemme. Tilstedeværelsen af højt kvalificeret arbejdskraft er helt afgørende for, at virksomheder med unicornpotentiale beholder deres hovedkontor i Danmark.

Det er en utopi at tro, at vi kan holde på alle vækstkometerne i Danmark

Sine Linderstrøm
Fagleder for startup og iværksætteri, DI

Lige nu skriger hele dansk erhvervsliv på arbejdskraft, ligesom der er en global kamp om de digitale talenter. I DI mener vi, at der er brug for at gå meget mere proaktivt til værks, hvis Danmark skal være magnet for de efterspurgte talenter.

Vi har brug for mindre bureaukrati, kortere sagsbehandlingstider og bredere mulighed for at ansætte udlændinge. Talenterne skal føle sig velkomne i Danmark, ellers bosætter de sig andre steder.

DI har med inspiration fra Finland foreslået, at der iværksættes et projekt, som vi kalder "Prøv Danmark af i 90 dage". Her vil en udvalgt skare af højtuddannet talent blive introduceret til det gode liv, som man kan skabe sig i Danmark, og møde potentielle nye arbejdsgivere. Alt sammen med det formål, at talenterne får lyst til at blive.

Det er en utopi at tro, at vi kan holde på alle vækstkometerne i Danmark. Men det må være en politisk opgave at sikre, at det ikke er svære rammevilkår, der gør, at virksomhederne rykker teltpælene op.

Vi har brug for, at flere af dem bliver, bygger den næste store A.P. Møller – Mærsk eller Novo Nordisk og giver viden tilbage til økosystemet, så frøene kan blive sået til en ny generation af unicorns.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sine Linderstrøm

Fagchef for SMV og Iværksætteri i DI
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00