Forsvar for Vanopslaghs skatte-ultimatum: Han står bare ved sin politik

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har været ude og sige, at han og partiet vender sig imod regeringens forslag om en ny ekstraskat for folk med indtægter på over 2,5 million kroner om året.

Han har endda gjort det til en dealbreaker for, om Liberal Alliance vil være med, når regeringen forventeligt indgår en aftale om skattelettelser med Folketingets partier.

Er top-topskatten med i en endelig aftaletekst, bliver det uden Liberal Alliance, og det er ikke til forhandling. Det er altså ultimativt. Det er måske det farligste ord at få knyttet til partiet, især når emnet er skattepolitik.

Derfor er fanden løs i Laksegade eller rettere i regeringspartierne, hos de politiske kommentatorer og alt, hvad der nærmere sig om Slotsholmen og omegn. Formuleringerne er forskelligartede, men konklusionen er ens.

Nu er Liberal Alliance tilbage til de ultimative krav, og Alex Vanopslagh er på vej op i det topskattetræ, der kostede hans forgænger, Anders Samuelsen, sit politiske liv og var nær på at henlægge Liberal Alliance på kirkegården for politiske partier ved siden af Centrum Demokraterne, Retsforbundet og mange andre borgerlige partier, hvis navne vi i dag bedst kender fra historiebøgerne.

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår fristelsen for at lave sammenligningen. Men helt ærligt. Det er i bedste fald intellektuelt dovent. I værste fald er det bevidst manipulerende.

Selvfølgelig kan det være en fejl, at Alex Vanopslagh får talt sig ind i noget med skat og ultimatummer. Det burde så begavet en mand måske være for klog til. Så langt vil jeg godt strække mig. Men er det en fejl, er det i værste fald stadig kun en fodfejl. For det kan ikke være tvivl om positionen.

Selvfølgelig kan Liberal Alliance ikke tåle at være med til at indføre en ny form for topskat. Det vil være imod partiets DNA. Det ville svare til, at Kristen Demokraterne udvider abortgrænsen, Socialdemokratiet lægger stemmer til at forbyde fagforeningerne eller Dansk Folkeparti bakker op om fri indvandring.

Det er ikke særligt længe siden, at både Venstre og Lars Løkke Rasmussen også var imod enhver form for topskat.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Hvis Alex påtog sig ansvaret for at indføre top-topskatten, ville han med ét kanonisere Anders Samuelsen som den ægte liberale og sig selv som en forklædt socialdemokrat af Anders Fogh-kaliber. Alt det, som Liberal Alliance blev dannet på at gøre op med.

Baglandet og kernevælgerne ville blive rasende, og han ville risikere at skabe usikkerhed om både det politiske projekt og sit eget lederskab, der ellers står mejslet i granit efter det flotte folketingsvalg sidste år.

Det passer måske ikke så tydeligt ind i den herskende analyse om, at Liberal Alliance er ved at positionere sig som det brede borgerlige parti, der skal kunne samle tidligere Venstre-vælgere. Og dog.

Jeg abonnerer faktisk selv på præcis den opfattelse af partiets strategi. Men måske både de ivrige ministre og regeringsordførere samt velvillige kommentatorer skal huske sig selv på, at det ikke er særligt længe siden, at både Venstre og Lars Løkke Rasmussen også var imod enhver form for topskat, og at partiet, dengang de fastholdt det synspunkt, fik væsentligt flere stemmer end i dag.

Som Lars Løkke Rasmussen sagde til Jyllands-Posten som formand for Venstre og statsminister tilbage i 2009, da Socialdemokratiet og SF lancerede et fælles forslag om millionærskat: ”At lægge en skat på de gode idéer og de kvikke hoveder er noget af det dummeste, man kan gøre, hvis det her samfund skal hænge sammen på sigt. Det er fortidig tænkning. Det er en hjerneskat, og det er hjernedødt”.

Millionærskat var altså hverken Venstre- eller Løkke-politik i 2009. Heller ikke da de genvandt regeringsmagten fra Helle Thorning-Schmidt i 2015. Det var tværtimod hjernedødt. Men nu er det alt eller intet. Ingen skattereform uden den ny millionærskat for top-topskatteydere.

Mere naturligt er det dog ikke for Venstre-folkene, end at partiets politiske ordfører, Morten Dahlin (V), indrømmer, at top-topskatten faktisk byder partiet imod.

Der er jo ingen saglige grunde til at indføre top-topskatten.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

”Vi æder den her skovsnegl, fordi vi også får noget andet igennem,” siger han således om forslaget til Deadline på DR.

Sådan er politik jo også. Noget for noget, når kompromisser skal findes. Men Morten Dahlins ordvalg afslører, at Venstre er presset. Det er ikke kun af meningsmålingerne, men også af, at debatten minder vælgerne om Venstres egne løftebrud, som jo er hele grundlaget for, at partiet kan deltage i SVM-regeringen.

Hvad blev der egentlig af alle de salvelsesfulde ord om Voksenbordet? At de ansvarlige partier måtte gå sammen for at gøre det nødvendige, det kloge og det rigtige?

Den nye top-topskat er jo hverken nødvendig, klog eller rigtig. Den er politik, når det er værst. En plathed, som Venstre og Moderaterne kan genere Liberal Alliance og de konservative med. En skovsnegl, som Morten Dahlin selv kalder den. For der er jo ingen saglige grunde til at indføre top-topskatten.

I bedste fald giver den et provenu i omegnen af en halv milliard kroner, hvilket er det rene ingenting, når vi taler offentlige indtægter. Eller også skræmmer og skubber den så mange skatteindtægter ud af Danmark, så det ender med at blive en underskudsforretning. Men det kan jo være prisen for symbolpolitik.