Kommentar af 
Christian Egander Skov

Papes største trussel: Konservative kan miste sin plads i dansk politik

Konservative har ikke kunnet lukrere på Venstres krise. I stedet er vælgerne drevet over til Alex Vanopslagh, hvor de mødes af en retorik, som lyder langt mere konservativ end noget, man finder hos Søren Pape Poulsen, skriver Christian Egander Skov.

Selvom Konservative slet ikke er på katastrofekurs, har de ligesom alle os andre haft en noget trist, våd, grå og sjasket sensommer, skriver Christian Egander Skov.
Selvom Konservative slet ikke er på katastrofekurs, har de ligesom alle os andre haft en noget trist, våd, grå og sjasket sensommer, skriver Christian Egander Skov.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sommerferien er ved at være forbi for Søren Pape Poulsen og Konservative. Og med hverdagens begyndelse er partiet og ikke mindst dets formand konfronteret med en situation, der både rummer godt og skidt.

Konservatives krise er ikke længere akut, men den er der – og senest har problemerne i forbindelse med håndteringen af sagen om EU-parlamentarikeren Pernille Weiss understreget, hvor vanskelig Papes situation er.

Men lad os starte et helt andet sted.

Folketingsvalget bød som bekendt på en kold afvaskning og var et næsten ufatteligt nederlag for et parti og en formand, der havde sat et helt andet ambitionsniveau.

Man kan ikke overvurdere betydningen af, hvor voldsomt det var. Derfor var der også spredte krav om formandens afgang og offentlig kritik af hans nærmeste fortrolige i partiet.

Den offentlige kritik dækkede over en mere udbredt misstemning i partiet, ikke mindst hos dem, som i forvejen var en smule betænkelige ved Papes linje.Denne byggede på at lægge sig lidt til højre for Venstre på økonomisk politik og værdipolitik og så i øvrigt basere sig på Papes runde skikkelse. Hård nok til at være hård, men blød nok til ikke at være alt for hård. Det var en linje, der virkede, indtil den ikke virkede længere.

Dens fundament var aldrig stærkere end Papes personlige popularitet, og i dens politiske substans udfordrede den en fortælling om Konservative, som findes i partiets dele af partiets bagland. Her er Konservative ikke et højreparti, men et midterparti.

Denne ”socialkonservative” gruppering har været underdrejet under Papes ledelse, men trives ikke mindst de steder, hvor Konservative endnu er et stort parti – læs Nordsjælland.

Da Pape brændte fingrene på at gå til valg på topskat, bekræftede det baglandets opfattelse af, at der manglede noget.

Hvad værre var, så knyttede der sig til den kritik, også en organisatorisk kritik. Pape havde ikke bare fjernet sig fra de konservative idéer, men også fra sit bagland.

Altså var problemet ikke bare et idéproblem, men et Pape-problem.

Var blæsten om Pape og hans inderkreds fortsat efter valgnederlaget, havde det været særdeles alvorligt for Konservative.

Konservative har mistet sit traditionelt vigtigste kort: Man er ikke længere centrumhøjre-vælgernes sikre andet valg

Christian Egander Skov

Det er en lille, men helt afgørende succes, at det faktisk er lykkedes at stoppe blødningen. Der er stadig murren i krogene og en udbredt følelse af en slags udmattet utilfredshed, men ingen akut trussel.

Noget af dette har at gøre med, at de utilfredse ikke havde nogen at samle sig om. Pape har været godt hjulpet af en folketingsgruppe, som faktisk har ageret loyalt. Den offentlige utilfredshed har aldrig vokset over baglandsniveau.

Samtidig har partiets ledelse sat mange kræfter ind på et indre arbejde, som eksplicit adresserer utilfredsheden med manglen på ideologisk profil. Som et led i arbejdet hen mod et nyt partiprogram, er der blevet nedsat en mængde baglandsgrupper, der diskuterer alt fra bevaringsværdige bygninger til skattepolitik.

Initiativet er både en slags beskæftigelsesterapi, politisk signalsprog til baglandet – og et konstruktivt forsøg på at få noget spæk på sidebenene af en lidt afmagret konservatisme.

Samtidig har partiets meningsmålinger været stabile, og endda ofte på et lidt højere niveau end valget i 2022. Her kan det måske vække en vis bekymring, at partiet i seneste Voxmeter var nede på kun 4,5 procent.

Mere bekymring må det dog vække, at partiet i løbet af denne samling har mistet sit traditionelt vigtigste kort: Man er ikke længere centrumhøjre-vælgernes sikre andet valg.

Man har ikke kunnet lukrere på Venstres endnu dybere krise. I stedet er vælgerne – dem Konservative gerne ville have haft – drevet over til Vanopslagh, hvor de mødes af en retorik, som lyder langt mere traditionelt konservativ end noget, man finder hos Pape.

Læs også

Her ligger i virkeligheden den helt store trussel mod partiet. Er man måske ved at miste sin plads i dansk politik? Hvad kan Konservative, som LA ikke kan gøre bedre? Det er i hvert fald et spørgsmål, man må tage alvorligt.

I det hele taget skal Konservative agere i en politisk topografi, som er drastisk forandret. Venstre er drevet over på midten. Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne sætter hver på sin måde kursen for det borgerlige Danmark. Konservative har vanskeligt ved at finde sine ben der. Men det er også vanskeligt.

Partiet har i bund og grund behov for en solid fortælling om sig selv. Det er den, man arbejder henimod med et nyt partiprogram. Problemet er bare, at man har brug for den nu.

Partiet har i bund og grund behov for en solid fortælling om sig selv

Christian Egander Skov

I stedet lader det til, at man har valgt et andet indsatsområde. Nok har Søren Pape været relativt usynlig siden nederlaget, men i sommer åbnede han i et åbenhjertigt interview op om sine personlige kvaler over først i en moden alder at være sprunget offentlig ud som homoseksuel.

Den historie er et led i forsøget på at minde vælgerne om, hvorfor de faktisk – engang – kunne lide Søren Pape. Det er bevægelsen fra Pape Power til menneskelige og sympatiske Søren.

Derfor kom balladen om Pernille Weiss også ubelejligt. Konservative ville have fået ørene i maskinen, hvis ikke de havde reageret skarpt på anklagerne mod hende. Men nu har de i stedet for ørene i maskinen for at reagere skarpt.

For nyligt blev kanonerne vendt mod Søren Pape personligt, da han havde skrevet en vred mail til en lokalforeningsformand på Fanø og Silkeborg. De havde ikke alene valgt at opstille Pernille Weiss mod forretningsudvalgets og hovedbestyrelsens linje, men var også gået i pressen med sagen.

Det opfattede Pape som ”uhørt”. Det har han sagligt set ret i. Og det burde ikke være en sag, at en formand taler hårdt til folk, der åbent splitter et parti.

Det er imidlertid blevet en lille sag, og den er med til at mudre fortællingen om et parti, der er ved at genrejse sig. Læg dertil Lars Barfoeds udmelding af sit gamle parti for nyligt.

Selvom det er af lokalpolitiske grunde, har i hvert fald en kommentator, Benny Damsgaard, som også var Barfoeds gamle spindoktor, fremhævet det principielle ideologiske modsætningsforhold mellem Barfoeds holdninger og Papes ”nationalkonservatisme”.

Selvom Konservative slet ikke er på katastrofekurs, så har de ligesom alle os andre haft en noget trist, våd, grå og sjasket sensommer. Og ligesom os, må de håbe, at efteråret så bliver lidt bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Pernille Weiss-Ehler

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024