Dårlige historier har fået de erhvervsdrivende fonde op af tornerosesøvnen

Vi kender ikke nødvendigvis ejerne, men vi kender virksomhederne: Mærsk, Novo, Lundbeck, Leo Pharma, Danfoss, Grundfos og Carlsberg.

Nogle af Danmarks allerstørste og allerældste virksomheder har nemlig dét til fælles, at de er helt eller delvist ejet af en erhvervsdrivende fond. Ja, faktisk er fondsejerskabet så dominerende i Danmark, at man ligefrem taler om, at vi har en unik dansk ejerskabsmodel, som man i andre lande misunder os.

Hvorfor? Svaret kommer vi til, men først skal vi dykke ned i historiebøgerne.

Det tidligste eksempel på en erhvervsdrivende fond i den form, som vi kender det i dag, er Carlsbergfondet. I sit testamente fra 1882 bestemte den gamle brygger J.C. Jacobsen nemlig, at hans søn Carl Jacobsen var uegnet til at overtage virksomheden.

Ejerskabet skulle i stedet overdrages til Carlsbergfondet, som ville kunne drive en langsigtet politik, der tilgodeså en fortsat videnskabelig funderet produktudvikling til virksomhedens bedste.

Siden Carlsbergfondets stiftelse – som formentlig er den første i ikke alene Danmark, men også i verden – er flere erhvervsdrivende fonde kommet til.

Men fondene oplevede en tilbagegang i 1989, hvor et lovindgreb betød, at stifterne skulle betale enorme summer i skat for at kunne overdrage deres virksomhed til en fond. Det har siden ført til en negativ udvikling i antallet af nye fonde, da fondsstiftelse har været økonomisk kontraproduktivt i forhold til alternativerne:

At sælge sin virksomhed til en uafhængig tredjemand, overdrage den til næste generation eller dreje nøglen om uden at lide et økonomisk tab. Det er en skam.

Historien har nemlig vist, at netop fondsejerskab har vist sig som en unik mulighed for at beholde danske virksomheder på danske hænder.

Navnlig fondsejerskabet i virksomheder som Novo, Lundbeck og Leo Pharma er en væsentlig årsag til, at Danmark i dag er førende inden for mange områder af medicinsk forskning, mens selvsamme industri er stort set forsvundet fra vores naboland Sverige.

Selvom de samfundsøkonomiske fordele ved de erhvervsdrivende fonde har vist sig store, har fondene igennem mange år lidt under at være prygelknabe i den offentlige debat.

Børsen bragte i 2011 en artikelserie, der satte de danske erhvervsdrivende fonde under lup. Det skete med blandt andet udsagn om, at de "betaler forsvindende lidt i skat," og at "store, magtfulde erhvervsfonde ikke vil give offentligheden adgang til oplysninger som ledelsesprincipper, strategi og beslutningsprocedurer".

Indtrykket var, at de store erhvervsdrivende fonde nærmest snød sig til at betale for lidt i skat. Fortællingen var den samme i Berlingske, som bragte en ikke særligt flatterende forsidehistorie i 2012 med overskriften "Stenrige fonde slipper nådigt i skat".

De dårlige historier fik de erhvervsdrivende fonde op af tornerosesøvnen. De ville af med det dårlige omdømme. Og de frygtede at blive pålagt dårlig regulering, hvis de ikke selv tog proaktivt fat.

Derfor gik ni store danske fonde sammen om at støtte et forskningsprojekt på Copenhagen Business School under ledelse af professor Steen Thomsen, som bidrog til at få fakta på bordet.

Snart stod det klart, at de erhvervsdrivende fondes samfundsøkonomiske bidrag var vigtigt i form af såvel arbejdspladser, forskningsbistand, vækst og eksport. Men forskningsprojektet og dårlige mediesager tydeliggjorde samtidig, at der var plads til forbedringer i fondenes egen lejr.

De var nødt til at interagere aktivt med den omverden, som de var en del af, og udvise langt større åbenhed, end de hidtil havde gjort.

Fondene involverede sig derfor aktivt i den daværende regerings "erhvervsfondsudvalg", som mundede ud i, at der blev indført nye corporate governance-anbefalinger for erhvervsdrivende fonde.

Parallelt tillagde fondene sig hver især en langt mere professionel og strategisk tilgang til deres uddelingspolitik, som har ført til langt større uddelinger i dag end tidligere, ligesom de er blevet bedre til at dokumentere, at ikke kun gør deres uddelinger en forskel, men også, hvor de gør en forskel.

Kombinationen af større transparens, mere professionel uddelingspolitik, anbefalinger for god governance samt mere viden, data og information har ført til, at de store erhvervsdrivende fonde ikke længere er politiske pariaer

Henriette Kinnunen
Kommentarskribent

Den foreløbige kulmination på fondenes omdømmetransformation kom i 2017, hvor en lang række fonde gik sammen om at stifte Fondenes Videncenter.

Her er ikke tale om en politisk brancheorganisation, men om en "branchesymbiose", hvor fondene med viden, fakta og analyser har et konstant beredskab, som de kan berige omverdenen med, så den ikke lader sig forføre af tidligere tiders forkerte myter om de erhvervsdrivende fondes formål og faktiske virke.

Kombinationen af større transparens, mere professionel uddelingspolitik, anbefalinger for god governance samt mere viden, data og information har ført til, at de store erhvervsdrivende fonde ikke længere er politiske pariaer, men derimod politiske darlings.

De erhvervsdrivende fonde er i dag omgivet af så megen politisk goodwill, at Folketinget – som for ti år siden ville regulere de erhvervsdrivende fonde hårdere – i december 2020 vedtog nye regler, der fremover gør det mere lempeligt at overdrage en virksomhed til en erhvervsdrivende fond.

Alene af den grund er fondenes omdømmetransformation værd at dykke ned i. Den kan måske endda give inspiration og håb til andre med udsultet, politisk kapital i skuffen.