Debat

K: Det er ofte dumt at starte forfra - men ikke når det gælder erhvervsstøtten

Erhvervsstøtten er en jungle af ordninger, og der er ikke nogen vej udenom at starte forfra. Slet det hele, og find så ud af, hvilke ordninger der er værd at bevare, skriver Mona Juul.

"Jeg tror desværre ikke en døjt på regeringens plan om at finde besparelser. Det virker ærlig talt heller ikke, som om den selv tror på det," skriver Mona Juul (K).
"Jeg tror desværre ikke en døjt på regeringens plan om at finde besparelser. Det virker ærlig talt heller ikke, som om den selv tror på det," skriver Mona Juul (K).Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Mona Juul
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som konservativ er jeg egentlig mest til at forandre for at bevare. Nogle gange er der bare ikke meget at bygge videre på. Sådan kan jeg godt have det med erhvervsstøtte - og skat. Det med skat tager vi dog en anden god gang.

Hvis jeg ikke i sin tid var blevet udpeget til Vækstforum og senere valgt til bestyrelsen i Væksthus Midtjylland, havde jeg næppe stiftet bekendtskab med erhvervsstøtte. Jeg havde aldrig selv tænkt på, at min virksomhed kunne få hjælp til noget. Vi var vant til at klare os selv og kendte ikke til mulighederne. Da jeg så kom ind i tingene, kunne jeg se en række fordele, og Midtjylland overperformede jo også totalt.

Temadebat

Erhvervsstøtten skal skæres – men hvor?

Regeringen har sammen med SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne forpligtet sig til at skære i erhvervsstøtten og vil blandt andet bruge pengene til at finansiere permanentgørelsen af forsknings- og udviklingsfradraget og investeringer i den grønne omstilling. 

Men erhvervsministeren vil over for Altinget ikke pege på, hvilke af de omkring 200 støtteordninger han ønsker at spare væk, før en endnu ikke nedsat ekspertgruppe kommer med anbefalinger til ministeren. 

Altinget Erhverv spørger derfor i en ny temadebat erhvervsaktører og politikere, hvor sparekniven skal skære. Hvilke støtteordninger skal politikerne frede, og hvilke ordninger skal sløjfes? 

Hvis du har lyst til at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Marie Schønning Jensen på [email protected] eller Altingets debatredaktion på [email protected].

Men det var dælme også en lukket fest. Det var hele tiden de samme aktører, der tog sig af de bevilgede midler, og man skulle godt nok være en haj for at finde de mest simple udbud. Det krævede som minimum en hel del klik og kendskab til, hvor man skulle lede.

Det er heldigvis blevet bedre. Selvom jeg må erkende, at det mærkværdige sprog inden for erhvervsstøtte ofte får mig til at smile. Sig for eksempel ordet "partnerskabsinstrumenter". Hvad er det dog for en mærkværdig konstruktion af ord?

Slet det hele

Med tanke på den jungle af ordninger, erhvervsstøtten udgør, må jeg sige, at der nok ikke er nogen vej udenom at starte forfra. Slet det hele, og find så ud af, hvilke ordninger der er værd at bevare. Fokusér i stedet på at sikre virksomhederne stærke rammevilkår.

Ned med skatter og afgifter. Væk med bøvl og byrder. Frem med den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. Og giv så los for investeringer og støtte til iværksættere og eksport. Se, det vil være modigt - og rigtigt!

Starter vi forfra med erhvervsstøtten, vil det unægteligt betyde, at nogle ordninger vil blive sløjfet. Regeringen har også bebudet, at der skal spares 3,5 milliarder kroner ud af de samlede 42 milliarder kroner, der bliver brugt på erhvervsstøtte.

Det virker umiddelbart udfordrende, men måske også overkommeligt. Der er trods alt tale om, at beløbet til erhvervsstøtte er fordoblet på ti år. Så kan man sikkert også skrue lidt ned igen. Og hvilken virksomhed har ikke selv prøvet at skære?

Det var dælme også en lukket fest. Det var hele tiden de samme aktører, der tog sig af de bevilgede midler, og man skulle godt nok være en haj for at finde de mest simple udbud.

Mona Juul (K)
Erhvervsordfører

Vi skal ikke røre ved skattefridragelse

Når alt det er sagt, så tror jeg desværre bare ikke en døjt på regeringens plan om at finde besparelser. Det virker ærlig talt heller ikke, som om den selv tror på det.

Det forekommer i hvert fald helt urimeligt, at regeringen inden aftalen med de partier, der valgte at hoppe på, ikke ville pege på, hvilke områder der kan og skal findes besparelser på.

Støttekronerne til blandt andet grøn omstilling og højere beskæftigelsesfradrag afhænger jo af, om det overhovedet lykkes at finde besparelserne. Det synes jeg ærlig talt, at der var for mange, der glemte, da aftalen blev præsenteret. Det er reelt fugle på taget.

Tiden er inde til at gentænke erhvervsstøtten. Men jeg vil advare meget mod at røre ved de dele af støtten, der består af skattefritagelsesordninger. Hvis de ryger, er der decideret tale om en skattestigning. Og det er ærlig talt det sidste, virksomhederne har brug for.

Nej, vi vil tværtimod gerne være med til at bruge mere af erhvervsstøtten til skattelettelser for virksomhederne. Det kunne være et fromt ønske herfra, når nu posen alligevel skal rystes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

0:000:00