Debat

Radikale: Investeringer i velfærd og klima går hånd i hånd med en lavere selskabsskat

Radikale Venstre vil også i fremtiden kunne investere skattekroner i alt fra børn til klima. En forudsætning for dette er endnu stærkere danske virksomheder, der kan konkurrere med omverdenen. Derfor bør vi sænke selskabsskatten, skriver Samira Nawa. 

Vi vil give et bedre Danmark videre til den næste generation. Endnu stærkere danske virksomheder kan være med til at sikre netop det, skriver Samira Nawa. 
Vi vil give et bedre Danmark videre til den næste generation. Endnu stærkere danske virksomheder kan være med til at sikre netop det, skriver Samira Nawa. Foto: Emil Helms
Samira Nawa
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Radikale Venstre vil vi løfte iværksætteri og erhvervsdrivende i Danmark.

Bedre skatte- og rammevilkår for erhvervslivet er et nøgleinstrument for vores grønne omstilling og teknologiske udvikling. Det skal være ambitionen at sænke skatten på en måde, der gør os grønnere og fremmer fremtiden.

I Radikale Venstre arbejder vi for at give et bedre Danmark videre til den næste generation. 

Det er med afsæt i dén vision, vi arbejder for at styrke erhvervslivets skatte- og rammevilkår. 

Det er med afsæt i dén vision, vi prioriterer erhvervslivets forsknings- og udviklingsbetingelser. Og det er derfor, vi prioriterer flere midler end regeringen til iværksætterne. 

Udviklingsafdelinger og selskabsskat

Fællesnævneren i Radikale Venstres erhvervsfokus er at fremme betingelserne for, at virksomhederne investerer endnu mere i deres udviklingsafdelinger. Udviklingsafdelinger der fremmer sundhedsteknologier. Og udviklingsafdelinger der får stadig mere innovative vindmøller til at snurre rundt om på kloden.

Som regeringens selv siger, har vi heldigvis råd til begge dele. Til velfærd og investeringer i fremtiden

Samira Nawa (R)
Finansordfører

Foruden afgifter på udledninger og lovreguleringer, er det også her, svarene på den grønne omstilling ligger; i virksomhedernes udviklingsafdelinger. 

Næstefter bedre betingelser for udviklingsafdelingerne, er vi åbne for at sænke selskabsskatten. Vi vil styrke danske virksomheders konkurrencevilkår, så de bedre kan konkurrere med verden omkring os.

Dels er vi åbne for at sænke selskabsskatten nationalt, dels er vi orienteret imod, at vi finder en fælleseuropæisk model, der sikrer fair og lige konkurrencevilkår, vores europæiske virksomheder imellem.

I den bedste af alle selskabsskatteverdener får vi de kommende år besluttet en fælles selskabsskattesats i EU, der sikrer konkurrencedygtighed for danske og europæiske virksomheder i den nye globale verdensorden. 

Af samme grund støtter vi i Radikale Venstre direktivet fra EU’s Ministerråd, der sætter en effektiv bund under selskabsskatten i EU på 15 procent for store multinationale selskaber.

Erhvervslivets rammevilkår

I dansk regi ser vi frem til de forestående forhandlinger om netop erhvervslivets rammevilkår, når ’ekspertudvalget for fremtidens erhvervsstøtte’ har fremlagt deres anbefalinger. I den forbindelse har vi også fokus på generationsskifteskatten – og herunder særligt virksomhedernes værdiansættelse og retssikkerhed.

Temadebat

Den gennemsnitlige selskabsskattesats i Europa er faldet gennem en årrække, mens Danmark fortsat ligger over EU-gennemsnittet. Samtidig udgjorde Danmarks provenu fra selskabsskatten 100,8 milliarder kroner i 2021. Det var en stigning på 33,1 milliarder kroner fra 2020, svarende til en stigning på 49 procent.

Bør Danmark på den baggrund sænke selskabsskatten? På hvilket niveau bør den ligge? Hvad vil det betyde for dansk erhvervsliv? Og hvordan stiller det nuværende niveau dansk erhvervsliv i forhold til vores nabolande og de øvrige EU-lande?

Det spørger Altinget Erhverv om i denne temadebat.

Kontakt: [email protected]

Når vi går til finanslovsforhandlingerne de kommende uger, er det – hvad angår erhvervslivets rammevilkår – med fokus på at gøre forsknings- og udviklingsfradraget permanent. Og med fokus på at løfte ambitionsniveauet for de kommende iværksætterforhandlinger. Vi skal investere mere i vores fremtid. 

I dag er vedvarende energi den billigste form for energi, og der er store positive synergieffekter for erhvervslivet og sikkerhedspolitikken, hvis vi tandhjul for tandhjul skruer på betingelserne for at fremme de næste grønne, danske miljø- og klimaløsninger. På den måde fremmer vi også, at vedvarende energi bliver endnu billigere. Godt for virksomhederne og godt for samfundet. 

Balancen i et bredt samfundsperspektiv ligger lige midt imellem, at vi prioriterer tilstrækkeligt med velfærdskroner på vores børn, unge, uddannelse og selvsagt klimaet. Og at vi samtidigt prioriterer, at vores virksomheder har konkurrencevilkår, der gør, at der også i fremtiden er danske virksomheder, løsninger og grønne innovationer, der fremmer den grønne omstilling. Nationalt og globalt. 

Som regeringens selv siger, har vi heldigvis råd til begge dele. Til velfærd og investeringer i fremtiden.

Vi vil give et bedre Danmark videre til den næste generation. Endnu stærkere danske virksomheder kan være med til at sikre netop det.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)

0:000:00